Forandringens vilkår?
Det er uomtvisteligt at alting forandrer sig. Og det sker i
et tempo, der også forandrer sig – opad. Selv den hastighed vi taler med, har
jeg bemærket, stiger. Københavnerne er foran os jyder på det felt.
Det interessante spørgsmål:
Ændrer samfundet og vores relation til hinanden sig til det
bedre?
Vi påvirker konstant hinanden. Gennem samtaler, sociale
medier, og gennem vores handlinger. Det hastigt øgede forandringstempo smitter.
Mange resignerer: ”Jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg skal
bare følge med!”
Men det kan du – hvem ellers?
Vores politikere?
I en lang valgkamp har 12 partier fortalt hvad de vil gøre –
eller har de?
Det forekommer mig, at mange udsagn –skriftlige såvel som
mundtlige – er noget ingen kan være uenige i. Hvem vil ikke gerne have en bedre
folkeskole, en bedre sundhed, en sikker verden?
Er det indholdsløst tomt snak?
Dagligt beretter medier - tv og aviser med flere – om uro i
skolerne, mistrivsel, ældre, der frygter at blive reduceret til plejeskemaer og
rutiner. Angst og stress. Ensomhed og uro. Diagnoserne er mange, og
ventelisterne til psykologhjælp er lange.
Er sygdommene i virkeligheden symptomer?
Symptomer, der kalder på noget dybere?
Et opgør med overflade og hast, med ensretning og
præstation. Et behov for mening, fællesskab og menneskelig nærhed.
Måske er det på tide, at beslutte sig for:
”Vil jeg bare følge med eller vil jeg påvirke udviklingen i
en anden retning?
