Seneste nyt

Manuskriptet til en ny roman blev klar til forlagskontakt. Nu må vi se, om et forlag vil udgive romanen.
Viser opslag med etiketten Foredrag og formidling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Foredrag og formidling. Vis alle opslag

Kærlighed og Demens


Når kærligheden må finde nye veje

 – om ånd, værdighed og livet med demens

Da min hustru, Lissi, blev ramt af demens, ændrede vores liv sig grundlæggende. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men snigende. Små forskydninger i adfærd, gentagelser, usikkerhed – og siden en diagnose, som vi begge forstod rækkevidden af, selv om vi ikke kunne overskue konsekvenserne.

I dag bor Lissi på plejehjemmet Skovvang, Aarhus Nord. Og hun har det godt. Før kørestolen gik vi ture, talte sammen, pjattede og grinede. Hun kan ikke længere det, hun kunne før. Hun ser dårligt og hendes hukommelse svigter. I dag er Lissi lænket til en kørestol og afhængig af andres hjælp. Jeg besøger hende to gange om ugen. Vi holder i hånd og er sammen  – for hun er der endnu.

Det er netop dette “endnu”, jeg gerne vil insistere på.

For i mødet med mennesker med demens sker der ofte noget afgørende – og problematisk. Vi begynder at tale om dem som “demente”. Som om sygdommen overtager mennesket. Som om identiteten langsomt opløses i takt med, at funktionerne forsvinder.

Men et menneske er ikke sin sygdom.

Jeg forstår godt, hvor det kommer fra. Når hukommelsen svigter, når sproget bryder sammen, når personligheden ændrer sig, kan det føles, som om den, man elsker, forsvinder. Mange pårørende oplever en sorg, der ligner et gradvist tab, længe før døden indtræffer.

Jeg står selv i den sorg — forandringssorg, kalder jeg det.

Men jeg har også erfaret noget andet.

Der er en rest – eller måske snarere en kerne – som ikke lader sig reducere til kognitive funktioner. En måde at være til stede på. Et blik. En reaktion. En glæde ved genkendelse. En humor, der pludselig bryder igennem.

Jeg vælger at kalde det ånd.

Jeg ved godt, at ordet kan diskuteres. Teologer og filosoffer har gennem århundreder forsøgt at definere, hvad ånd er. Jeg har ikke noget systematisk svar. Men jeg har en erfaring: Når jeg møder Lissi, er der stadig noget mellem os, som sygdommen ikke har taget.

Hun bliver glad, når jeg kommer. Hun spørger, hvordan jeg har det. Hun griner, når jeg pjatter. Hun kan blive rørt over et kram.

Er det ikke netop dér, mennesket viser sig?

Hvis vi reducerer mennesket til dets funktioner, mister vi noget afgørende. Så bliver værdighed afhængig af evner: hukommelse, sprog, orientering. Men hvis værdigheden hviler på noget dybere – på det, at vi er mennesker i relation – så består den også, når evnerne svækkes.

Her tror jeg, vi som samfund står over for et valg.

Vil vi se mennesker med demens som “tabte”, som nogen der gradvist ophører med at være dem, de var? Eller vil vi fastholde, at de er mennesker med en sygdom – mennesker, som stadig kan mødes, stadig kan elskes, stadig kan være i relation?

For mig er svaret ikke kun teoretisk. Det er dybt praktisk.

Det handler om, hvordan vi taler.
Det handler om, hvordan vi møder.
Det handler om, hvilke forventninger vi har.

Hvis jeg møder Lissi som en, der “ikke længere er der”, vil jeg også komme til at handle derefter. Men hvis jeg møder hende som et menneske, hvor noget stadig er levende, åbner der sig andre muligheder.

Så kan kærligheden finde nye veje.

Kærlighed er ikke kun det, der var. Den er også det, der er muligt nu.

Den kan være et blik, et grin, et stykke fjolleri. Den kan være trofasthed – at blive ved med at komme, blive ved med at være der, også når det ikke længere er gensidigt på den måde, vi kender.

Jeg siger ikke, at det er let. Det er det ikke.

Som pårørende står man med svære beslutninger. Man bliver konfronteret med spørgsmål, man aldrig havde forestillet sig: Skal der gives sondemad? Skal der genoplives? Hvornår er det tid til plejehjem?

Det er beslutninger, der kan føles umenneskelige.

Derfor er mit første ærinde også dette: at give håb til andre pårørende.

Ikke et håb om, at sygdommen forsvinder. Det gør den ikke. Men et håb om, at relationen ikke nødvendigvis forsvinder med funktionerne. At der stadig kan være mening, nærhed og kærlighed – om end i en anden form.

Og mit andet ærinde er at minde om noget, vi let glemmer:

Et menneske med demens er ikke en “dement”.
Det er et menneske, som er ramt af en sygdom.

Det lyder som en sproglig detalje. Men det er det ikke. Sproget former vores blik – og vores blik former vores handlinger.

Hvis vi vil bevare menneskets værdighed i sygdom, må vi begynde dér.

Jeg ved ikke, hvordan ånd bedst defineres.
Men jeg ved, hvordan den kan erfares.

Den er der, når Lissi griner.
Den er der, når hun tager imod et kram.
Den er der, når vi – trods alt – stadig mødes.

Og måske er det nok.




Årsskifte 2025–2026

 

Nytårsbrev 2026

Jeg vil gerne med mit nytårsbrev til jer først og fremmest sige tak for den interesse, I udviser for mit arbejde og mine skriverier. En særlig tak til de mange af jer, der bidrager med kommentarer og dialog – skriftlige såvel som mundtlige. Det giver energi og næring, både i det daglige og til opgaverne, som jeg gerne vil have fra hånden.

Dialog er for mig som gødning til mine stueplanter. Derfor er jeg taknemmelig for, at jeg bliver mødt med stor velvilje, når jeg beder en person om at måtte interviewe vedkommende eller holde møde om et emne, som jeg i mit arbejde har brug for at vide mere om.   

Et væsentligt formål med mit nytårsbrev er også at fortælle jer, hvad min konkrete situation i 2026 er, hvilke opgaver jeg ser og hvordan jeg har valgt at prioritere. Jeg ønsker at kunne indfri forventningerne, der måtte være til mit virke i 2026.

Vi har netop passeret årets korteste dag og årets sidste nærmer sig med hastige skridt. Jeg tror de fleste mennesker, på netop dette tidspunkt tænker over to ting:

1) Hvad fik jeg udrettet og oplevet i dette år? og

2) Hvad vil det nye år bringe?

Disse spørgsmål behandler jeg nedenfor, men forinden vil jeg dele en erfaring, som jeg har gjort i løbet af året:

Der er så meget, som jeg gerne vil, dels fordi jeg ser et behov, og dels fordi jeg gennem mine udgivelser og dialog med jer, har skabt forventninger, som jeg har ansvar for at indfri. Min naive tro på, at alt kan lade sig gøre, og min optimistiske vurdering af, hvor længe en opgave varer, har lært mig, at der er en grænse, og hvis grænsen brydes, kollapser alle de gode hensigter.  

 

Hvad fik jeg udrettet og oplevet i 2025

 

Solsiden

Familien og fællesskabet: På trods af sygdom har der været positive stunder sammen med Lissi. Hun kan kende mig, og jeg føler, hun er glad, når jeg er hos hende. Mine børn, svigerbørn og børnebørn har bevæget sig vest for Storebælt sporadisk og har besøgt Lissi og mig. Det lykkedes også den nære familie i år at tilbringe efterårsferien sammen – en oplevelses- og dannelsestur til Malta: Tema:  I magthavernes fodspor med fokus på perioden år 60 e.Kr., (hvor Paulus strander på øen) og til perioden omkring 1600 e.Kr. hvor malteserridderne forsvarer øen mod osmannerne (Den Store Belejring af Malta 1565). Øen rummer enestående oplevelser.

Forfatterskabet: Himmerlandsdrengen, der udkom august 2024, viste fortsat styrke i 2025. Især fortællingen om Lissis sygdom og oplevelserne som pårørende vakte bred interesse. Oprindeligt blev jeg rådet til at fokusere på mit liv og hvad det rummer af forskellige temaer. Jeg skulle fokusere på et tema ad gangen. Jeg har alligevel oplevet god efterspørgsel og mange har fortalt mig at genkendelses glæden var stor ved at læse afsnit om ’tiden, der var engang’. Jeg har nogle gange selv svært ved at forstå, hvor store forskelle der er fra 1950’erne – mine drengeår – til tiden, som mine børnebørn vokser op i.

Så lykkedes det at få udgivet Når Demensuhyret vil danse med – en guide til pårørende i juli måned. Det blev et vendepunkt, der har sat gang i meget, som jeg ikke havde ventet.  

Foredragene og mødet med mennesker: I foråret holdt jeg foredrag med afsæt i Himmerlandsdrengens Del 1 Drengeårene og ungdom. Her mødte jeg både personer, som jeg tidligere har haft en relation til og mennesker jeg aldrig har set før - en rigtig god oplevelse. I januar bragte Kristeligt Dagblad en helsides artikel i Liv og Sjæl udgaven. Det blev startskuddet til foredraget ’Demens i Familien’ som jeg har holdt og holder i hele landet. Aftaler for 2026 er allerede på plads. I foredragene møder jeg dels pårørende og dels fagpersoner. Det er meget inspirerende.

Anerkendelse og interesse: Det har overrasket mig. Lige fra pårørende, der henvender sig for at drøfte et uoverskueligt problem, over dialoger og korrespondance fra flere mennesker med interesse for mit arbejde til journalister, der gerne vil mødes med mig eller drøfte et interview. Det er meget positivt. Jeg er stadig forundret over modtagelsen, lektørudtalelsen, pressen og de mange, mange positive henvendelser og tilbagemeldinger.

Skyggesiden

Lissis sygdom er trist at opleve – og at fortælle om. Hun er fysisk handikappet i en grad, så plejepersonalet må hjælpe hende med at komme op af seng og stol. Hun bliver kørt i en transportstol eller et gangstativ med ståplatform og hjul. Hun har en specialbygget seng, der kan blive til en stol, når hun skal i eller op af sengen. Hendes evne til at formulere sig er begrænset i en grad, så hun ikke kan føre en normal samtale. Hendes syn er gradvist tilintetgjort. Der er naturligvis ingen, der ved eller kan fortælle mig, om hun vil overleve 2026. Nicolai, Lene og jeg har i et møde med plejehjemmet forsøgt at forberede os så godt som muligt på Lissis sidste tid. Jeg har aftalt med vores præst, Pia, hvad hun kan og vil deltage i når vi nærmer os. Pia har sagt ja, til et møde med Lissi i starten af det kommende år.

For mit eget vedkommende må jeg tilstå, at opmærksomheden efter udgivelsen af Guiden til Pårørende har været ved at vælte mig. I et par måneder kunne jeg mærke, at alle jeg gerne vil give svar og tilbagemeldinger sammen med mine egne og omgivelsernes forventninger til mig, var ved give mig stress. Der var for meget der glippede for mig. Jeg kunne tænke på noget, og to-minutter senere kunne jeg ikke komme i tanke om, hvad det var jeg skulle/ville. Jeg har i lang tid gået til behandling hos en dygtig krops- og psykoterapeut, Mette. Det vil jeg fortsætte med, så længe jeg kan mærke en positiv effekt af behandlingerne.

”Det er ikke nok at ville – man skal også kunne.” sådan sagde en af mine kolleger. Jeg vil gerne tilføje, at det handler om at tage ansvar for de forventninger jeg skaber hos andre.

Hvad vil året 2026 bringe

Jeg ved, hvad jeg gerne vil, det ligger formuleret i min mission, metode og beskæftigelse. På det plan er tidligere formuleringer fortsat gældende:

Mission: At formidle erfaring og viden til pårørende til mennesker med demens – og øge kendskab og forståelse for pårørendes livsvilkår.

Gennem fortællinger, viden og dialog skal mit arbejde kunne

  1. støtte og inspirere pårørende til mennesker med demens
  2. give stemme til pårørendes erfaringer
  3. udbrede større kendskab og forståelse for deres livsvilkår.

Metode: Vil arbejde for at skabe indsigt og forståelse for de udfordringer – og den styrke – der præger pårørendes livsvilkår.

Beskæftigelse: FFF’er - Familiefar, Forfatter og Foredragsholder

Til gengæld ser jeg, belært af hændelserne i 2025, et klart billede der viser:

                         Der er mere på tavlen end tiden rækker til

og at hændelser uden for min kontrol kan vende op og ned på mine planer.

Den erkendelse har bevirket, at jeg har følt trang til at indgå en aftale med mig selv, som jeg løbende i året kan tage frem og bruge som min egen guide, så jeg ikke drukner.

Jeg giver adgang til den interne aftale for de af jer, der måtte være interesseret – klik her.     

…

Jeg håber, at jeg ved at udsende mit nytårsbrev, der åbent fremlægger overvejelser for året, skaber forståelse for hvad jeg formår at frembringe i det kommende år. Jeg vil gerne skabe et realistisk forventningsbillede, som jeg kan leve op til.

Tak for jeres interesse, dialog og relationer i 2025. Med ønsket for gode relationer i det kommende år ønskes I alle et godt og velsignet 2026.

De kærligste hilsner

Eli Sander Kristensen


Demensuhyret

 

Når Demensuhyret vil danse med – bog til pårørende

Bogen skildrer det kaos, en pårørende kastes ud i, når de første tegn på adfærdsændringer viser sig hos et menneske med demens. 

I bogens Del I møder vi De Fem modige pårørende – Inge, Bodil, Ellen, John og Kurt – som åbent og ærligt fortæller om livet med et snigende demensuhyre helt tæt på. De Fem pårørende bor i hver sin del af landet – fordelt på fire af Danmarks fem regioner. Deres kære er ramt af forskellige demenssygdomme og er på forskellige stadier i forløbet.

Del II er en praktisk guide med konkrete løsningsforslag til dagligdagens mange udfordringer og forslag til strategier i de svære, dilemmafyldte situationer. 

Del II rummer desuden temaer som:

  • Hvad er demens? (forklaret i ikke-lægefaglige termer)

  • En illustrativ figur over følelsesmæssige og praktiske faser i sygdomsforløbet

  • Rettigheder og lovgivning

  • Værgemål og fremtidsfuldmagter

  • Personcentreret omsorg – og meget mere

Bogen er skrevet til pårørende – ægtefælle, børn, søskende – men jeg håber, at også fagpersoner, politikere og beslutningstagere vil læse med. For den viser med al tydelighed, hvor svært det er at være pårørende i et fragmenteret og specialiseret sundhedsvæsen, hvor ansvaret for koordinering alt for ofte havner på familiens skuldre.

Der findes heldigvis dygtige og kærlige frontpersoner i plejen – de såkaldte ‘varme hænder’. Men selv de bedste hænder har brug for et system, der hænger sammen. Og det gør det ikke altid. Tværtimod kan det set med pårørendes øjne føles som svigt.

Bedre støtte kan skabes, hvis endnu flere vil lytte til os, der har skoen på.

Jeg benytter bogens udgivelse  til  at udsende pressemeddelelser, der peger på hullerne i systemet. Jeg vil – så langt energien rækker – følge op med debatindlæg. Måske er det naivt. Men vi må tro på, at noget kan flytte sig, hvis vi fortæller, hvordan det virkelig er.

Tak til jer, der har bidraget med tid, idéer og opmuntring – uden jer var bogen aldrig blevet til.

Hvis du vil læse forlagets præsentation af bogen, kan du klikke her: Forfatterskabet

Foredrag

 Mine oplevelser med demens har givet indsigt i:

  1. Hvor udfordrende sygdommen er for en pårørende, og 
  2. at den almene viden om demens er begrænset. Det giver yderligere udfordringer for en pårørende. 

Jeg vil gøre en indsats på disse to områder, dels gennem min bog 'Demensuhyret vil danse med - En håndbog for pårørende' og dels gennem foredrag. Bogen forventes at udkomme inden sommerferien. 

Efter Kristeligt Dagblad bragte interviewet med mig om at være ægtefælle til en person med demens, har jeg fået flere henvendelser fra personer, der spørger, om jeg vil besøge deres forening og fortælle om mine oplevelser.

Derfor har jeg udviklet et foredrag, som jeg beskriver nedenfor. Hvis du har kendskab til foreninger eller tilsvarende, der kunne have udbytte af et sådant foredrag, så fortæl dem, at de helt uforpligtende kan kontakte mig på elisanderk@gmail.com

…

Foredrag: Når en familie rammes af demens – set fra en pårørendes perspektiv

Når demens rammer et menneske, rammer det hele familien. I dette foredrag deler jeg min personlige fortælling om livet som pårørende – fra de første tegn på sygdommen til hverdagen med en ægtefælle på plejehjem.

På en letforståelig måde forklarer jeg, hvad sygdommen er, og hvorfor den viser sig så forskelligt fra person til person. 
Figuren her anvendes ved denne forklaring.

Jeg beskriver de svære valg, følelser af afmagt og kampen for at sikre en værdig tilværelse – både for den demensramte og for den pårørende, som må navigere i sorg, ansvar og en ny livssituation.

Foredraget er ærligt, rørende og tankevækkende – og en fortælling, som giver brugbar viden til de mange, der på en eller anden måde, har berøring med demens. 

Viden på et nærværende og jordnært plan, så alle kan være med.

...

Jeg præsenterede i efteråret 2024 Himmerlandsdrengen på Aalestrup Bibliotek. Det var godt besøgt - næsten 40 deltagere - og en dejlig oplevelse med gensyn af flere, jeg ikke har haft kontakt med i mange år. 

Der er mange temaer i bogen, så jeg udvikler gerne nye foredrag, hvis nogle ønsker det.

Se også: Andre foredrag

Uhyret

 "At lære at være gift med en demensramt Lissi er ubetinget den største udfordring, jeg i mit liv indtil nu har stået over for!" 

Sådan skrev jeg i min bog, Himmerlandsdrengen, som blev udgivet i august i år.  

Jeg har ikke et mere rammende ord for demenssygdomme end Uhyre for det er i sandhed en på alle måder uhyrlig sygdom, et nederdrægtigt, ondsindet og grusomt uhyre, der rammer en hel familie og den nærmest pårørende med et inferno af tunge tanker, følelser og praktiske udfordringer i et forvirrende virvar på kort tid. 

Efter Lissi kom på plejehjem, og efter jeg var blevet færdig med Himmerlandsdrengen, blev jeg opfordret til at holde et oplæg på plejehjemmet, hvor Lissi bor. Det er pårørendevejleder Mai Juhl, som sammen med demenskoordinator Anne Overbeck arrangerer café-møder for pårørende. 

Mai og Anne vil gerne have mig til at fortælle om emnet, Livsglæde og egenomsorg, med afsæt i mine egne oplevelser af det at være pårørende og samtidig holde fast i mig selv og få det bedste ud af alt det, som livet byder på.

Responsen fra deltagerne i mødet er positive, og flere giver udtryk for at min fortælling giver positivt udbytte og inspiration.   

Allerede inden café-mødet er en tanke opstået i mit hoved: "Hvordan kan jeg gøre en indsats for mennesker som bliver hjemsøgt af uhyret? Der er skrevet rigtig meget om demenssygdomme, men er der skrevet noget, som er målrettet pårørende til demente?" 

Det er der ganske vist, men måske er der så meget spredt viden - i bøger, på nettet, pårørendegrupper, kurser, alle vil hjælpe - mange, mange forskellige velmenende kilder, så når jeg, der står i den konkrete situation, tidspresset og stresset, fordi udfordringerne står i kø, bliver mere forvirret end hjulpet?  

Efter café-mødet er en ide, ved at tage form.

Jeg har arbejdet på projektet siden. 

Bogens målgruppe, formål og afgrænsning er på plads i form af en temmelig detaljeret synopsis. Kort beskrevet, og med god hjælp fra Mai, skal bogen for pårørende, være en håndbog eller tjekliste, som kan give anvisning på, hvordan en pårørende kan takle de mange udfordringer, som vedkommende står i, når situationen er virkelighed. Det er et meget ambitiøst mål.

Fra starten af er jeg bevidst om en bekymring, som kunne blive en show-stopper, allerede inden projektet kom rigtig i gang. Virkeliggørelse af idéen kræver, at jeg kan få accept fra fem pårørende til ægtefæller med demens, til at fortælle om deres oplevelser med sygdommen. Hvis ikke dør idéen. Det har vist sig, at være en unødig bekymring. Jeg har accept fra fire i dag, og har allerede gennemført de tre første interviews. 

Mai har været en værdifuld hjælp i processen både hvad angår synopsis og at finde emner til bogens fortællinger. Jeg har drøftet, eller skrevet med rigtig mange pårørende, som er kommet med gode idéer, indspark og opfordringer om at komme igang. Vurderet på disse tilbagemeldinger er der et stort behov for at virkeliggøre bogens idé.  



Milepæl

Resultatet af to års intenst arbejde er nået. Forlaget har meddelt mig, at produktionen af bogen, Himmerlandsdrengen - et essay fra vugge til grav, er gået i gang, samt meddelt mig en officiel udgivelsesdato til den 30. august 2024. 

Jeg har med længsel ventet på denne meddelelse, og glædet mig til at kunne skrive dette blogindlæg. 

Ligesom så mange gange i mit liv, hvor jeg har stået ved en milepæl, føler jeg lettelse over endelig at være færdig. Arbejdet gennem processen med mange timers research, skrivning, redigering og revision er overstået, og resultatet er nu tilgængelig for omverdenen. 

Der er imidlertid mange andre følelser involveret. 

Jeg er stolt og tilfreds over, at det lykkedes. Undervejs har jeg flere gange tænkt: "Nej, det her dur ikke, jeg må opgive",  og været ved at opgive hele projektet. Det er lige præcist i sådanne situationer, jeg har brug for støtte. Familie, venner, kolleger, professionelle skribenter, redaktør, forlægger og rigtig mange personer i sundheds- og plejesektoren, har med deres interesse, opmuntringer, ideer og forslag givet mig det mod og den energi, der skulle til. Jeg er dybt taknemmelig overfor alle disse skønne mennesker.  

Stolt og tilfreds, ja, men også angst. Vil omverdenen modtage bogen positivt? Vil læseren forstå og værdsætte de mange timers arbejde? Vil læseren få det udbytte af bogen, som min intention med bogen er? Hvordan vil pressen modtage bogen? Hvad vil bogen betyde for læseren?

Samtidig med disse følelser oplever jeg en vis tomhed. Hvad nu? Skal jeg gå igang med et nyt projekt? 

De næste måneder og år vil give svar på de mange spørgsmål, som opstår lige nu. Lige nu vil jeg koncentrere mig om udgivelsen af bogen, og være til rådighed, med eventuelle svar på forespørgsler, eller anden form for henvendelser, der måtte komme. 

Læs forlagets beskrivelser af bogen og redaktørens vurdering af manuskriptet. 

 

Velvære

Mai Juhl er pårørende konsulent på plejehjemmet, hvor Lissi bor, hun har til opgave at hjælpe pårørende til demente. Mai planlægger et arrangement med temaet, Livsglæde og egenomsorg, og inviterer pårørende til et møde om emnet i Alpedalens café. 

Mai kontakter mig, fordi hun gerne vil have mig til at fortælle om, hvad jeg har gjort i forhold til emnet. Det vil jeg naturligvis gerne fortælle om. Hvis mine oplevelser og erfaring kan inspirere andre i sorg og bidrage med at finde veje til livsglæde, stiller jeg gerne op. 

Gennem livet er det vel de færreste af os, som slipper for hændelser, der vender op og ned på livet, alvorlig sygdom, dødsfald, ulykker eller lignende. 

Hvad angår demens anslår Nationalt Videncenter for Demens, at der blandt danskerne over 65 år bliver 7.200 - 8.000 personer registreret med demens, svarende til 20-22 nye tilfælde om dagen året rundt. 

Behovet for sorgbearbejdning og at finde veje til livsglæde i og med sorgen, er voldsomt stort.  

I min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav, har jeg detaljeret fortalt om mine gode og dårlige oplevelser, om følelsesvirvar, om læringsbehov og meget andet. 

Jeg må indrømme, at da Lissis demens ramte os, stod jeg overfor den største udfordring, jeg i hele mit lange liv er blevet konfronteret med. Det er her, jeg har lært, hvad det betyder, at have et godt netværk, og lært at tage imod hjælp.

Forløbet, lige fra før Lissi får stillet diagnosen, til Lissi flytter på plejehjem, og jeg bliver alene, byder konstant på krav, praktiske såvel som følelsesmæssige. Det er sidstnævnte, som fylder mest, og som spiller den største rolle i forhold til egen omsorg og livsglæde. 

Processen med at skrive min bog, hvor jeg åbent fortæller om også tiden med Lissis demens og det at finde en vej mod velvære og at kunne leve videre med sorgen, har været gavnlig for mig, en form for terapi.

Familie og venner har været en afgørende og uvurderlig støtte, og har altid været der for mig.  

Ekspertviden og gode råd fra mange fagpersoner, som har lyttet tålmodigt til mine bekymringer og problemer undervejs i processen, har hjulpet mig. 

Nye ord er blevet en del af mit ordforråd, pårørende, sondemad, ventesorg, med flere,  Jeg har det svært med ordene. 

Pårørende, jeg synes det er meget klinisk og bryder mig ikke om betegnelsen. Måske mest fordi jeg føler mig tingsliggjort og fordi jeg helst havde været rollen foruden. 

Sondemad, jeg kender ordet før jeg bliver kastet ind i rollen, som pårørende, men ordet har fået en ny og mere alvorlig betydning for mig. 

Ventesorg, jeg har det utrolig svært med ordet. Jeg mener, sorgen er jo indtruffet. Den ramte ubønhørligt da Lissi fik diagnosen stillet. Hvad er det jeg venter på? Jeg kender godt svaret: Døden, men den vil jeg ikke vente på, døden kommer når tid er og indtil da vil jeg leve med Lissi, så godt, som det i situationen er muligt.

Jeg er spændt på at fortælle om mine oplevelser, bekymringer, glæder og sorger ved mødet i Alpedalens Cafe. Spændt på, om jeg vil kunne fortælle uden at være nødt til at holde pauser, fordi mine følelser får tårerne frem og overvinder min evne til at tale, men jeg er især spændt på, hvordan min fortælling vil blive modtaget. 

Mit oplæg fokuserer på mine veje til velvære ... og mine evner til samtidig at leve med sorgen. Hvad der er, eller har virket, godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for andre.    

Hvis mit oplæg ved Mai Juhls arrangement "Livsglæde og egen omsorg" kan inspirere deltagerne, fordi deres verden, ligesom min, er ramlet, vil jeg fortsætte med at udbrede mine oplevelser og erfaringer i andre tilsvarende sammenhænge. 

Det er nødvendigt for mennesker i dyb sorg, at finde en ny base til velvære.

Eftermiddagshygge i haven hos vores venner, Lene og Ebbe.

Et essay

Ny bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav, er planlagt til at udkomme den 15. september 2024. I øjeblikket ligger manuskriptet til korrekturlæsning hos forlaget. 

Manuskript er færdigt og afventer produktion. Udgivelsesdato er sat til 30. august 2024.

Bogen kan bestilles ved henvendelse til mig (elisanderk@gmail.com) hvis du ønsker et signeret eksemplar  ellers on-line på blandt andet Forlaget Forfatterskabet.dk.