Leg & alvor

Sansemotion

Et stykke inde i skoven er der en lysning. De store træer, som vi er omgivet af, står en smule længere fra hinanden her, men stadig således, at når du ser op, så ser du den åbne, blå himmel mellem de store træers kroner.

Smukt!

I en lille rundkreds står vi 12 mennesker og Ane Mette. Hun er ganske vist også er menneske, men til forskel fra os andre er hun vores guide, vejleder eller instruktør om du vil.

Ane Mette fortalte os i går: "Vores oplevelser sker næsten kun gennem vores syn. Det dominerer os, så derfor er det svært for vores lugte-, smags-, følesanser, eller hvad de nu hedder allesammen, at finde ind til vores krop og bevidsthed."

Hvad har hun mon fundet på i dag?

Da vi startede vores tur fra Refugiet på Løgumkloster, sagde Ane Mette: "I får at vide, hvad vi skal i dag, når vi er kommet langt nok ind i skoven!"

Vi skal skovbade - mærke skoven med vores sanser, får vi at vide.

Her står vi så, i den bløde skovbund mellem blade, kogler, mos, knækkede, nedfaldne grene, træstubber, en underskov af forskellige planter og småtræer i et kaoslignende sammensurium. Et spekter af grønne og brune nuancer — for det meste.

Begge ben er solidt plantet i skovbunden. Vi forestiller os, at vi er træer med rødder langt nede i jorden. Hvem der ellers kan det? Heldigvis er Ane Mette rummelig. Altså ikke sådan kropsligt, tværtimod, nej sådan intellektuelt rummelig. Så hvis andre billeder kommer ind i vores hoveder, må vi gerne acceptere disse.

Mens vi står her, skal vi hilse på de fire verdenshjørner. Ane Mette peger mod nord. Ikke alle deltagere vender mod nord, så nogle må dreje lidt til højre og andre lidt til venstre. Det knager lidt i rødderne, men det lykkes. Alles hoveder vender nu mod nord. Her står vi så. Mærker med alle sanser, mens vi slår rødder. Dybe indåndinger trækker energi gennem de lange rødder helt op til hovedbunden lige indtil luften, som en ballon der sprænges, sendes tilbage til jorden, hvor den kom fra.

Ane Mette siger: "Vest" og vender hovedet mod det verdenshjørne. Alle drejer 90 grader til venstre. En pludselig tanke i mit hoved forstyrrer. Jeg forestiller mig, at jeg er en solsikke, der jo har den besynderlige egenskab, at dens solskinnende ansigt hele tiden vender mod solen. Væk er jeg som træ, lige indtil det går op for mig, at vi drejer mod solen. Jeg er igen det solide træ med lange rødder.

Vi kommer rundt. Har fået hilst på alle verdenshjørner, sanserne er skærpet, og vi er klar til næste øvelse. Ane Mette dykker ned i sin rygsæk - én magen til den alle 6-7-årige havde fundet frem til den første skoledag forleden. I hånden har hun en sort et eller andet.

"En sovemaske" proklamerer hun.

"Det skal blive godt, med en lille lur her i den bløde skovbund," når jeg lige at tænke.

Men, nej — Ane Mette har andre planer. "I skal opleve skoven uden jeres dominerende sans,” bekendtgør hun. Med lange skridt går hun mod vest, vender sig rundt med ansigtet mod os, rækker begge arme ud mod hver sit store træ: "Hertil", råber hun til os. Sådan fortsætter hun mod syd, øst og nord. Et område på tre-fire parcelhusgrunde er nu afmærket.

På skift skal vi være blinde og førerhund. "Det er også en tillidsøvelse", siger hun. "Stol blindt på førerhunden, ellers bliver det for stift."  Ane Mette spørger mig pænt, inden hun tager førertag på mig for at vise i praksis, hvordan førerhunden og den blinde skal agere. Jeg får monteret sovemasken. Alt er sort. En underlig fornemmelse.

Vi bliver sat sammen to-og-to. Så er vi klar. Hver især finder vi vores makker. Jeg står med sovemasken i hånden og rækker den mod min makker. Han nikker, tager sovemasken på. Et stort bøgetræ en snes meter ude i horisonten ser tiltalende ud. Førerhunden tager et fast greb i den blinde. Parret sætter sig i bevægelse. I den ujævne, bløde skovbund med flere forhindringer er det ikke just nemt at bevæge sig rundt og samtidig holde balancen. Et par gange opstår usikkerhed, mens det langsomt går fremad mod bøgetræet.

Fremme ved det udvalgte træ føres den blindes hænder til træstammen. Nu er han og træet alene. Den blinde har kun træet at holde sig til. Førerhunden står lidt på afstand for at iagttage, hvad den blinde gør for at lære træet at kende. Den blinde føler med sine hænder på træets stamme - er den glat, ru, blød. Er der nogle kendetegn? Huller? Ujævnheder? Sætter næsen helt ind til træstammen. Er det en kendt duft? Vender ansigtet og lægger øret indtil træstammen. Har det noget at sige til mig? Den blinde lægger brystet helt ind til træstammen og omfavner træet. Stammens tykkelse måles. Kan jeg nå hele vejen rundt? Han bøjer sig ned mod jorden, stadig uden at slippe træstammen. Kommer langsomt op igen. Flytter hænder og fødder en anelse til højre.

Midt på træstammen sådan cirka i højde med den blindes hals skyder en robust gren ud fra stammen. "Åh," tænker førerhunden. "Han vil rundt om træet. Måske var det et forkert træ at vælge?" Her var det, at førerhunden, hvis den ikke havde haft mundkurv på, sikkert ville have gøet vildt og advarende!
Heldigvis opdager den blinde grenen og finder ud af at komme rundt. Dog med flere blade og smågrene i hovedet.

Ane Mette giver signal. Vi skal tilbage til udgangspunktet. Her får den blinde lov til at tage sovemasken af. Han får lidt tid til at vænne sig til lyset. Opgaven er nu, at den førhen blinde deltager skal finde sit træ igen.

Førerhundene ser på, mens seks deltagere — nu uden sovemasker og derfor seende bevæger sig langsom og søgende rundt i jagten på deres træ. Nogle finder hurtigt frem til deres træ, andre er mere tøvende. Alle finder dog frem. Sanseøvelsen fortsætter på samme vis. Førerhunden er nu blevet den blinde og den blinde er blevet førerhund.

Øvelsen afsluttes med en afspænding. Rundt omkring Ane Mette finder vi hver især et behageligt sted at sidde eller ligge. Jeg lægger mig fladt på ryggen i en seng af blødt mos og græs.

Oplevelsen er vidunderlig. Som at genopleve barndommens åbne, undrende, fantasifulde tilgang til livet, at mærke hvordan et træ er — at være et træ, at lugte et træ, at få harpiks på fingrene, at ligge i blødt græs med lukkede øjne og mærke vinden i græsset, smådyrene krible, at føle sig levende!

Det er en stilleretræte, så ingen må sige noget. Måske vil nogle af jer der deltog røbe jeres oplevelser i kommentarer til blogindlægget. Ikke deltagere i sanseøvelse er naturligvis også velkomne til at kommentere.

Opvækst

Der er vidt forskellige vilkår for et barns opvækst, afhængig af om opvæksten er på landet eller i byen. Forskellene mellem livet på landet og i byen er der på mange områder. For eksempel bragte Kristeligt Dagblad den 18/6 2024 en artikel, Frivilligheden trives på landet, skrevet af journalist Amalie Obbekjær Jensen. 

En søgning på Google på emnet, er det bedre, at vokse op i byen end på landet, giver mange interessante hits. Et klik på disse hits giver indsigt i forskellige artikler, som beretter om  om forskelle, der i flere tilfælde kan relateres til livsstilen. 

For eksempel skriver journalist Anne Ringgaard på videnskab.dk en artikel med overskriften: Barndom på landet beskytter mod astma og allergi. Artiklens indhold er funderet i en international undersøgelse med dansk deltagelse af professor Vivi Schlünssen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og lektor på Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed. Artiklen gengiver Vivi Schlünssen udsagn: "Det ser ud til, at den måde, vi lever og bor på, har betydning for, hvilken type sygdomme vi får. Ingen er længere i tvivl om, at folk, der er vokset op på landet, har mindre allergisk astma og allergi."

Jeg kan ikke sige, om det er bedre at vokse op i byen end på landet. Jeg har kun prøvet sidstnævnte. Jeg kan til gengæld sige, at jeg har haft en vidunderlig barndom, som jeg har fortalt om i min biografi, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav. 

Efter jeg satte sidste punktum og afleverede manuskriptet til forlaget, kunne jeg se, at min opvækst har haft en næsten ubegribelig betydning for den måde, jeg har levet og lever mit liv på. Alt, hvad jeg er, er grundlagt der, har fulgt mig gennem livet og er den dag i dag styrende for mine holdninger og adfærd. 

Jeg er årgang 1947, så måske kan opvæksten på landet dengang ikke sammenlignes med i dag. 

Jeg har siden 1968 været gift med min ungdomsveninde, Lissi, som er opvokset i et meget andet miljø end mig. I 2018 fik Lissi diagnosen Alzheimers demens og bor i dag på plejehjem. Jeg har derfor stiftet førstehåndsbekendtskab med, ikke alene sygdommen, men også mange mennesker, med en dement ægtefælle.

Er livsstil er et væsentligt parameter for udvikling af demens og andre kroniske sygdomme?   

I blogindlægget, Blue Zones, nævner jeg bogen med den engelske titel, The Alzheimer’s SOLUTION, skrevet af neurologerne Ayesha Sherzai, MD, og Dean Sherzai, MD, og som jeg i øjeblikket nærstuderer. Det er en interessant beretning om erfaringer med forebyggelse og behandling af demens igennem mere end et årti. Ifølge neurologerne spiller livsstil en afgørende rolle for udviklingen af kroniske sygdomme. Forfatterne skriver: Et banebrydende program til at forebygge og forbedre symptomerne på kognitiv tilbagegang.[i] 

Selvom forfatterne er overbevisende og fremlægger mange eksempler på ændring i livsstil med sygdomsfremmende effekt er der tale om erfaringsbaseret evidens og ikke traditionel forskning, som indenfor medicin og sundhedsvidenskab involverer kliniske forsøg og studier.  

Ingen kan altså med sikkerhed fortælle mig, hvorfor nogen rammes af demens, men jeg har ofte tænkt på, hvor stor indflydelse ens opvækst har på netop udviklingen af demens.

Livsstil er et tema, som jeg vil forfølge.

Arrangementet, Livsglæde og Egenomsorg,  for pårørende på Alpedalens café, var en succes og mit indlæg blev taget godt imod.  Der er behov for at dele viden og erfaringer med pårørende, som er i samme situation som mig. Deltagerne kunne spejle sig i mine oplevelser og flere gav udtryk for, at det var nyttigt, at få indsigt i de forskellige faser, jeg har gennemlevet. 

Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg vil arbejde med bogprojektet, Når Demensuhyret vil danse med,  og er gået i gang med at udarbejde et grundlag til interview af ægtefæller til demente. Jeg søger lige nu kontakt til personer, som vil fortælle om deres oplevelser med en dement ægtefælle. Jeg håber naturligvis, det vil være muligt at finde frem til nogle, ellers dør projektet, inden det stort set er kommet i gang.  

Dine kommentarer og idéer er velkomne.  

Min blog er oprettet på Google blog.spot, så for at kommentere direkte på bloggen skal du logge ind med din Google konto. Hvis du ikke har eller vil have konto hos Google er du velkommen til at kommentere direkte til mig, Send din mail til elisanderk@gmail.com.

... 

[i] Ayesha og Dean Sherzai skriver “…Reverse the Symptoms .” Reverse er her oversat til dansk med ordet ”forbedre"