Seneste nyt

Manuskriptet til en ny roman blev klar til forlagskontakt. Nu må vi se, om et forlag vil udgive romanen.
Viser opslag med etiketten Oplevelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Oplevelser. Vis alle opslag

At leve livet


En stjernestund 

Jeg besøger Lissi, min hustru, en tirsdag formiddag. I dag skal vi være sammen om en aktivitet, som vi ikke har prøvet før. Faktisk er det år siden, vi har været sammen udenfor — i naturens friske luft. Jeg har fortalt Lissi, hvad vi skal, men hun ved det ikke. 

Vil hun blive glad eller … ? 

Dagens aktivitet forudsætter hjælp fra mange, og noget af det er ikke prøvet før. 

Vi er alle spændte.

Kan det overhovedet lade sig gøre? 

Lissi sidder midt på gulvet i sin kørestol. Ved siden af Lissis kørestol står en mobil lift.

Pia, en assistent i blå uniform, prøver forsigtigt og mod Lissis spontane protester at give hende lidt solcreme i ansigtet. Lissi har en rød håndstrikket blæksprutte i hånden og et varmt tæppe over sig. Pia forsøger igen med lidt solcreme og taler beroligende. Alligevel hører jeg Lissis protester.

”Uhh det er koldt,” siger hun og ryster lidt. Lissi er kuldskær. Hun har førhen været vant til ofte at opholde sig under varmere himmelstrøg. Hun elsker frisk luft og at lade sig varme af solen. 

For otte år siden ændrede hendes liv sig. En overlæge fortalte os, at hun havde fået Alzheimers demens. Siden har det været så som så med ture til Sydfrankrig. En enkelt eller to ture af nogle få ugers varighed. Hendes sygdom har gradvist nedbrudt hendes evne til et normalt liv – selv synet har demensuhyret næsten frarøvet hende.

Ruth, Lissis kontaktperson, kommer til stede. Hun giver Lissi et knus og taler stille med hende. Måske kan Lissi kende hende. Ruth forsøger at varme Lissis hænder.

En rød vatteret vindjakke kommer frem. Pia og Ruth prøver at give Lissi vindjakken på omvendt. Lissi protesterer. Ruths hånd kommer op gennem det ene ærme. Lissi tager hende i hånden. Ærmet trækkes næsten helt op over Lissis arm. Ruth slipper Lissis hånd. Lissi trækker armen fri igen.

”Der er få beboere i dagligstuen i dag,” konstaterer jeg. 

”Ja,” svarer Ruth. ”Det har vi sørget for. Lissi bliver nemt urolig, hvis hun oplever meget bevægelse og uro.”

Gunhild, aktivitetens koordinator, viser sig i døren. Også Gunhild giver Lissi et knus og snakker stille med hende.

Lidt senere kommer Peter, frivillig cykelpilot, kørende med turcyklen. Han kanter sig forsigtigt ind i dagligstuen, uden at ramme karme eller andet. I mellemtiden er Arnold, plejehjemmets mobile liftekspert dukket op sammen med en ny medarbejder.

Jeg har flere gange set Lissi blive liftet på i hendes lejlighed, men aldrig set det, der skal foregå nu.

Arnold dirigerer. Cyklen bliver placeret ved siden af Lissi. Liften placeres så tæt på Lissi, så to-tre medarbejdere kan hægte spænder på Lissis underlag. 

”Nu er vi klar,” siger Ruth.

Det hele sker professionelt, til lyden af Lissis kommentarer.

”Du må hellere sætte dig ved siden af Lissi,” siger Peter.

”Det bliver spændende nu,” tænker jeg.

Peter står med en cykelhjelm: ”Se her, Lissi,” siger han. ”Du skal have den her på.”

Det er ikke lige, hvad Lissi har tænkt sig. Efter flere forsøg på at få den på hendes hoved lykkes det dog – også at få den spændt under hendes hage.

”Hvem tager billeder?” spørger jeg Ruth. 

Flere af de medvirkende holder deres mobiltelefoner op. Et kort øjeblik så jeg i fantasien ser et glimt af en prominent person foran en forsamling ’journalister’. 

”Vi tager flere billeder både her og udenfor,” siger Ruth.

Peter bakker ud på gangen. Lyden fra cyklen minder mest om en lastbil, der kører baglæns. ”Slitage,” siger Peter og smiler.

Peter cykler stille hen ad gangen. Der bliver lige plads mellem cyklen og væggen, når en person går den modsatte vej. Fotograferne er bag ved os og Gunhild er foran. Hun står klar ved elevatordøren. Peter cykler ind i elevatoren, indtil vores fodstøtte når elevatorens væg.

”Så er vi her,” siger Peter. Han vender cyklen. Vi kører gennem døren til vindfanget og dernæst hovedindgangsdøren.

Skovvang, specialplejehjem for mennesker med demens, er en høj etagebygning og lige udenfor er der stadig skygge.

Den friske luft rammer Lissi. 

”Uuuh — b-r-r-r-r-r” lyder det fra Lissi, mens hun tydeligt viser, hvad hun synes om luften.

Dagens vejr er ellers ønskevejr – solskin, behagelig temperatur med en smule vind.

”Vi kører lige herover,” siger Peter og flytter cyklen et par meter væk fra bygningen, så solen varmer.

Fotograferne kommer frem og skyder løs. 

For mig er det meget vanskeligt at vide, hvor meget Lissi egentlig kan se. Men det er mit indtryk, at hun kan mærke bevægelser og ændringer i lysstyrke. Det er i hvert fald tydeligt, at hun mærker varmen. Peter begynder at køre. 

Før turen blev aftalt, var jeg ærlig talt betænkelig. ”Hvordan ville Lissi reagere?” Den slags bekymringer er der kun én måde at få svar på. 

Jeg følger Lissis reaktioner. Det er tydeligt, at Lissi mærker bevægelse — fart, ujævnheder, bump, sving.

Peter er rutineret. ”Lissi, nu er der lige lidt ujævnt” … ”eller lidt skygge.” … ”Vi er ude i solen om lidt.”

Lissi siger ikke noget. Det virker, som om hun nyder den friske luft og bevægelsen, når der ingen ujævnheder er.

”Jeg vælger at køre i et roligt område omkring Skovvang,” siger Peter. ”Der er for meget skygge i skoven.”

Lissis venstre hånd har et fast greb i ladets venstre side. Hendes anden hånd forsøger jeg at holde varm under tæppet. 

Lissi begynder kort efter at vise, at vinden er for meget og kold.

”Vi er lige straks i solen,” beroliger Peter.

Jeg tror, der er gået et kvarter. Lissi begynder at sige: ”Nu er det nok.” eller ”Jeg vil hjem.”

”Du bestemmer,” siger Peter til mig.

Jeg vælger, at vi kører lidt mere. 

Turen tilbage til dagligstuen forløber efter samme model som fra lift til ude i den friske luft — bare i omvendt rækkefølge.

Jeg har hørt flere pårørende sige: ”Livet skal leves.” 

Jeg kan kun give dem ret.

Tak til Peter fra Røde Kors, tak til holdet fra Skovvang.

 ...

Bortset fra Lissi, Peter og Eli er alle artiklens navn fiktive.

Leg & alvor

Sansemotion

Et stykke inde i skoven er der en lysning. De store træer, som vi er omgivet af, står en smule længere fra hinanden her, men stadig således, at når du ser op, så ser du den åbne, blå himmel mellem de store træers kroner.

Smukt!

I en lille rundkreds står vi 12 mennesker og Ane Mette. Hun er ganske vist også er menneske, men til forskel fra os andre er hun vores guide, vejleder eller instruktør om du vil.

Ane Mette fortalte os i går: "Vores oplevelser sker næsten kun gennem vores syn. Det dominerer os, så derfor er det svært for vores lugte-, smags-, følesanser, eller hvad de nu hedder allesammen, at finde ind til vores krop og bevidsthed."

Hvad har hun mon fundet på i dag?

Da vi startede vores tur fra Refugiet på Løgumkloster, sagde Ane Mette: "I får at vide, hvad vi skal i dag, når vi er kommet langt nok ind i skoven!"

Vi skal skovbade - mærke skoven med vores sanser, får vi at vide.

Her står vi så, i den bløde skovbund mellem blade, kogler, mos, knækkede, nedfaldne grene, træstubber, en underskov af forskellige planter og småtræer i et kaoslignende sammensurium. Et spekter af grønne og brune nuancer — for det meste.

Begge ben er solidt plantet i skovbunden. Vi forestiller os, at vi er træer med rødder langt nede i jorden. Hvem der ellers kan det? Heldigvis er Ane Mette rummelig. Altså ikke sådan kropsligt, tværtimod, nej sådan intellektuelt rummelig. Så hvis andre billeder kommer ind i vores hoveder, må vi gerne acceptere disse.

Mens vi står her, skal vi hilse på de fire verdenshjørner. Ane Mette peger mod nord. Ikke alle deltagere vender mod nord, så nogle må dreje lidt til højre og andre lidt til venstre. Det knager lidt i rødderne, men det lykkes. Alles hoveder vender nu mod nord. Her står vi så. Mærker med alle sanser, mens vi slår rødder. Dybe indåndinger trækker energi gennem de lange rødder helt op til hovedbunden lige indtil luften, som en ballon der sprænges, sendes tilbage til jorden, hvor den kom fra.

Ane Mette siger: "Vest" og vender hovedet mod det verdenshjørne. Alle drejer 90 grader til venstre. En pludselig tanke i mit hoved forstyrrer. Jeg forestiller mig, at jeg er en solsikke, der jo har den besynderlige egenskab, at dens solskinnende ansigt hele tiden vender mod solen. Væk er jeg som træ, lige indtil det går op for mig, at vi drejer mod solen. Jeg er igen det solide træ med lange rødder.

Vi kommer rundt. Har fået hilst på alle verdenshjørner, sanserne er skærpet, og vi er klar til næste øvelse. Ane Mette dykker ned i sin rygsæk - én magen til den alle 6-7-årige havde fundet frem til den første skoledag forleden. I hånden har hun en sort et eller andet.

"En sovemaske" proklamerer hun.

"Det skal blive godt, med en lille lur her i den bløde skovbund," når jeg lige at tænke.

Men, nej — Ane Mette har andre planer. "I skal opleve skoven uden jeres dominerende sans,” bekendtgør hun. Med lange skridt går hun mod vest, vender sig rundt med ansigtet mod os, rækker begge arme ud mod hver sit store træ: "Hertil", råber hun til os. Sådan fortsætter hun mod syd, øst og nord. Et område på tre-fire parcelhusgrunde er nu afmærket.

På skift skal vi være blinde og førerhund. "Det er også en tillidsøvelse", siger hun. "Stol blindt på førerhunden, ellers bliver det for stift."  Ane Mette spørger mig pænt, inden hun tager førertag på mig for at vise i praksis, hvordan førerhunden og den blinde skal agere. Jeg får monteret sovemasken. Alt er sort. En underlig fornemmelse.

Vi bliver sat sammen to-og-to. Så er vi klar. Hver især finder vi vores makker. Jeg står med sovemasken i hånden og rækker den mod min makker. Han nikker, tager sovemasken på. Et stort bøgetræ en snes meter ude i horisonten ser tiltalende ud. Førerhunden tager et fast greb i den blinde. Parret sætter sig i bevægelse. I den ujævne, bløde skovbund med flere forhindringer er det ikke just nemt at bevæge sig rundt og samtidig holde balancen. Et par gange opstår usikkerhed, mens det langsomt går fremad mod bøgetræet.

Fremme ved det udvalgte træ føres den blindes hænder til træstammen. Nu er han og træet alene. Den blinde har kun træet at holde sig til. Førerhunden står lidt på afstand for at iagttage, hvad den blinde gør for at lære træet at kende. Den blinde føler med sine hænder på træets stamme - er den glat, ru, blød. Er der nogle kendetegn? Huller? Ujævnheder? Sætter næsen helt ind til træstammen. Er det en kendt duft? Vender ansigtet og lægger øret indtil træstammen. Har det noget at sige til mig? Den blinde lægger brystet helt ind til træstammen og omfavner træet. Stammens tykkelse måles. Kan jeg nå hele vejen rundt? Han bøjer sig ned mod jorden, stadig uden at slippe træstammen. Kommer langsomt op igen. Flytter hænder og fødder en anelse til højre.

Midt på træstammen sådan cirka i højde med den blindes hals skyder en robust gren ud fra stammen. "Åh," tænker førerhunden. "Han vil rundt om træet. Måske var det et forkert træ at vælge?" Her var det, at førerhunden, hvis den ikke havde haft mundkurv på, sikkert ville have gøet vildt og advarende!
Heldigvis opdager den blinde grenen og finder ud af at komme rundt. Dog med flere blade og smågrene i hovedet.

Ane Mette giver signal. Vi skal tilbage til udgangspunktet. Her får den blinde lov til at tage sovemasken af. Han får lidt tid til at vænne sig til lyset. Opgaven er nu, at den førhen blinde deltager skal finde sit træ igen.

Førerhundene ser på, mens seks deltagere — nu uden sovemasker og derfor seende bevæger sig langsom og søgende rundt i jagten på deres træ. Nogle finder hurtigt frem til deres træ, andre er mere tøvende. Alle finder dog frem. Sanseøvelsen fortsætter på samme vis. Førerhunden er nu blevet den blinde og den blinde er blevet førerhund.

Øvelsen afsluttes med en afspænding. Rundt omkring Ane Mette finder vi hver især et behageligt sted at sidde eller ligge. Jeg lægger mig fladt på ryggen i en seng af blødt mos og græs.

Oplevelsen er vidunderlig. Som at genopleve barndommens åbne, undrende, fantasifulde tilgang til livet, at mærke hvordan et træ er — at være et træ, at lugte et træ, at få harpiks på fingrene, at ligge i blødt græs med lukkede øjne og mærke vinden i græsset, smådyrene krible, at føle sig levende!

Det er en stilleretræte, så ingen må sige noget. Måske vil nogle af jer der deltog røbe jeres oplevelser i kommentarer til blogindlægget. Ikke deltagere i sanseøvelse er naturligvis også velkomne til at kommentere.



Vin

I lange perioder har jeg, sammen med Lissi, boet i vores hus i Marseillan, Sydfrankrig. Vi købte huset i 2007, og jeg har haft indrettet kontor på stedet. 

Marseillan ligger i departement Herault, der mod nord grænser op til departement Gard, mod syd
departement Aude og mod nordvest departementerne  Aveyron og Tarn. Alle fem departementer huser adskillige vin domainer eller  chateauer.  

Det er ganske almindeligt, at vinkæleren er åbent for publikum, og det er en oplevelse at besøge
vinbønderne. Du får god information om de forskellige vine i vinbondens sortiment, og du kan smage hele sortimentet, hvis du har lyst. 

Lissi og jeg har besøgt rigtig mange vinbønder i de nævnte departementer. I 2011 oprettede jeg en blog om vin, hvor jeg fortæller om besøgene hos nogle af disse vinbønder.

Jeg troede, vel lidt naivt, at andre kunne være interesseret i at bidrage, så vi kunne udveksle gode oplevelser og viden om vin. Jeg har ikke prioriteret at fortælle om flere af vores besøg, selvom der ligger en kladde til flere, blant andet Mas de Daumas Gassac, Aniane. 

Vininteresserede vil måske synes, de få besøg der er offentligt tilgængelige på vinbloggen, er interessante i al fald er der værdifuld information at hente, hvis du på et tidspunkt kommer i nærheden af de nævnte steder og gerne vil opleve et besøg og smage på god vin hos en vinbonde. 

Medmindre du da hellere vil dase på stranden!

Middelhavet - Marseillan Plage

Bilrute til Sydfrankrig

Sydfrankrig har meget at byde på, kultur, historie, natur og en afslappende, indbydende og venlig atmosfære, når man finder de gode steder. Desværre ligger Sydfrankrig mange kilometer fra Danmark, og hvis bilen vælges som transportmiddel, er det en udfordring. Mange, mange biler, ofte køer, udfordrende for tålmodigheden og stressindgydende. Jeg har ofte kørt turen til Marseillan, cirka 50 kilometer sydvest for Montpellier. 

Første gang, jeg kørte turen, fulgte jeg GPS'ens forslag, Hannover, Kassel, Frankfurt, Karlsruhe og ind i Frankrig ved Mulhouse, så længe som muligt på tyske motorveje. I Frankrig, Besançon, Dole, Bourg-en-Bresse, Lyon, Orange, Nimes og Montpellier. GPS'ens forslag er den hurtigste og korteste rute, medmindre der lige er kødannelser. Det er det ofte i al fald i feriesæsonen. Problemet er, at der er for mange biler, og hvis alle kører efter GPS'ens forslag, forstærkes problemet. 

Tillige er det også den dyreste vej, for i Frankrig er ruten stort set på hele strækningen betalingmototveje. 

Jeg vælger derfor altid en alternativ rute. Turen bliver lidt længere og tager en smule længere tid. Til gengæld er turen, i al fald i Frankrig, smukkere, mindre stressende, billigere og som regel uden større kødannelser. I Frankrig vælger jeg at indstille GPS'en, så betalingsveje undgås, det vender jeg tilbage til, den mulighed har jeg ikke i Tyskland, så jeg har ikke fundet en alternativ, fornuftig og afvekslende rute gennem Tyskland. Jeg bliver på de tyske motorveje. Jeg har prøvet i Tyskland at indstille GPS'en til at undgå motorvej, men det har ikke været en succes. 

Nogle kilometer efter Hamborg vælger jeg at følge hovedvej A1 mod Bremen, fortsætter mod Dortmund, Køln og Trier. Nogle få kilometer efter Trier kører jeg ind i Luxembourg, følger motorvejen i Luxembourg og kører ind i Frankrig lige før Thionville. 

Fra Aarhus til grænseovergangen mellem Luxembourg og Frankrig er der cirka 1000 kilometer. Turen gennem Tyskland kan godt være en udfordring og stressende afhængig af trafikintensiteten, og tidspunktet på døgnet. Jeg vælger at køre om natten. Det er behageligt, autopiloten sættes på 110 - 120 kilometer i timen, og det er sjældent nødvendigt at ændre på det. Starter i Aarhus ved 17-tiden og kan være fremme i Frankrig fra morgenstunden.  

Ankommet til Frankrig fortsætter jeg ad A31. Circa 40 kilometer efter Thionville er der en afkørsel til en lille by, Féy. Her vælger jeg at gøre stop for at spise morgenmad. Før du kommer til Féy ligger der et hotel, Les Tuileries, hvor jeg har overnattet nogle gange. Derfor ved jeg, at jeg kan få en solid morgenbuffet, ikke noget særligt, men et glimrende alternativ til spisesteder på rastepladser langs motorvejen, og det er i kort afstand fra motorvejen, som vi skal tilbage til efter morgenmaden. 

Før turen fortsættes, indstiller jeg GPS'en til at fravælge betalingsveje og guide mod Clermont-Ferrand. Ved at fravælge betalingsveje bliver ruten dejlig varieret. Nogle gange gennem mindre byer, nogle gange på motorveje, der ikke er belagt med afgifter, men ofte på gode nationalruter, og i hvert fald uden helt tæt trafik og kødannelser. 

Turen fra Les Tuileries til Clermant-Ferrand fortsætter på A31 mod Nancy, men herfra er A31 afgiftsbelagt, og GPS'en leder dig mod Épinal, Luxeuil-les-Bains, som er en kurby med flere gode overnatningssteder, herfra til Vesoul, Fretigney-et-Velloreille, Dole og Chalon-Sur-Saône. Fra Chalon-Sur-Saône er gode gamle nationalruter, N80, N70 og N79. Få kilometer efter Digoin forlades N79 og turen fortsættes mod byen, Le Donjon, og herfra mod Vinchy. Alle disse byer behøver du ikke tænke på, blot nyde, GPS'en gør arbejdet for dig. 

Fra Vichy til Clermont-Ferrand er der omkring 50 kilometer, og før du når til Clermont-Ferrand, er det tid at indstille GPS'en på din destination, i mit tilfælde Marseillan. GPS'en er stadig indstillet til at fravælge betalingsveje. For at være sikker på ruten kan du tjekke, at GPS'en har valgt A75, og ikke sender dig via Lyon. I så fald er det omsonst at være kørt over Clermont-Ferrand. 

A75 er motorvej uden afgift, bortset fra en viadukt over Tarn-kløften, Gorges du Tarn. GPS'en vil lede

Pont de Garabit's moderne motorvejsbro
Pont de Garabit's moderne motorvejsbro, 
Viaduc de Loubaresse
dig gennem byen Millau, men det kan ikke betale sig. Det tager en ekstra halv time, og det koster ikke særlig meget at fortsætte på A75 hen over viadukten. 

Turen går fra Clermont-Ferrand til Clermont i gennem et fantastisk smukt bjerglandskab, Cevennerne, som er en del af Massif Central. Især strækningen fra Millau mod syd til Clermont-l'Herault er smukt. 

Jeg kan virkelig anbefale denne rute som alternativ rute, hvis du skal til Montpellier eller længere mod syd, Béziers, Narbonne eller Perpignan. Ja, også hvis du skal til en destination i det østlige Spanien.  

Jeg har skrevet om en del seværdigheder og begivenheder i og omkring departement l'Herault. Det kan du læse om i min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav, når den udkommer efter sommerferien 2024. 

Supplerende beskrivelser af seværdigheder og andet, som er gode oplevelser, er på min blog.