En stjernestund
Jeg besøger Lissi, min hustru, en tirsdag formiddag. I dag skal vi være sammen om en aktivitet, som vi ikke har prøvet før. Faktisk er det år siden, vi har været sammen udenfor — i naturens friske luft. Jeg har fortalt Lissi, hvad vi skal, men hun ved det ikke.
Vil hun blive glad eller … ?
Dagens aktivitet forudsætter hjælp fra mange, og noget af det er ikke prøvet før.
Vi er alle spændte.
Kan det overhovedet lade sig gøre?
Lissi sidder midt på gulvet i sin kørestol. Ved siden af Lissis kørestol står en mobil lift.
Pia, en assistent i blå uniform, prøver forsigtigt og mod Lissis spontane protester at give hende lidt solcreme i ansigtet. Lissi har en rød håndstrikket blæksprutte i hånden og et varmt tæppe over sig. Pia forsøger igen med lidt solcreme og taler beroligende. Alligevel hører jeg Lissis protester.
”Uhh det er koldt,” siger hun og ryster lidt. Lissi er kuldskær. Hun har førhen været vant til ofte at opholde sig under varmere himmelstrøg. Hun elsker frisk luft og at lade sig varme af solen.
For otte år siden ændrede hendes liv sig. En overlæge fortalte os, at hun havde fået Alzheimers demens. Siden har det været så som så med ture til Sydfrankrig. En enkelt eller to ture af nogle få ugers varighed. Hendes sygdom har gradvist nedbrudt hendes evne til et normalt liv – selv synet har demensuhyret næsten frarøvet hende.
Ruth, Lissis kontaktperson, kommer til stede. Hun giver Lissi et knus og taler stille med hende. Måske kan Lissi kende hende. Ruth forsøger at varme Lissis hænder.
En rød vatteret vindjakke kommer frem. Pia og Ruth prøver at give Lissi vindjakken på omvendt. Lissi protesterer. Ruths hånd kommer op gennem det ene ærme. Lissi tager hende i hånden. Ærmet trækkes næsten helt op over Lissis arm. Ruth slipper Lissis hånd. Lissi trækker armen fri igen.
”Der er få beboere i dagligstuen i dag,” konstaterer jeg.
”Ja,” svarer Ruth. ”Det har vi sørget for. Lissi bliver nemt urolig, hvis hun oplever meget bevægelse og uro.”
Gunhild, aktivitetens koordinator, viser sig i døren. Også Gunhild giver Lissi et knus og snakker stille med hende.
Lidt senere kommer Peter, frivillig cykelpilot, kørende med turcyklen. Han kanter sig forsigtigt ind i dagligstuen, uden at ramme karme eller andet. I mellemtiden er Arnold, plejehjemmets mobile liftekspert dukket op sammen med en ny medarbejder.
Jeg har flere gange set Lissi blive liftet på i hendes lejlighed, men aldrig set det, der skal foregå nu.
Arnold dirigerer. Cyklen bliver placeret ved siden af Lissi. Liften placeres så tæt på Lissi, så to-tre medarbejdere kan hægte spænder på Lissis underlag.
”Nu er vi klar,” siger Ruth.
Det hele sker professionelt, til lyden af Lissis kommentarer.
”Du må hellere sætte dig ved siden af Lissi,” siger Peter.
”Det bliver spændende nu,” tænker jeg.
Peter står med en cykelhjelm: ”Se her, Lissi,” siger han. ”Du skal have den her på.”
Det er ikke lige, hvad Lissi har tænkt sig. Efter flere forsøg på at få den på hendes hoved lykkes det dog – også at få den spændt under hendes hage.
”Hvem tager billeder?” spørger jeg Ruth.
Flere af de medvirkende holder deres mobiltelefoner op. Et kort øjeblik så jeg i fantasien ser et glimt af en prominent person foran en forsamling ’journalister’.
”Vi tager flere billeder både her og udenfor,” siger Ruth.
Peter bakker ud på gangen. Lyden fra cyklen minder mest om en lastbil, der kører baglæns. ”Slitage,” siger Peter og smiler.
Peter cykler stille hen ad gangen. Der bliver lige plads mellem cyklen og væggen, når en person går den modsatte vej. Fotograferne er bag ved os og Gunhild er foran. Hun står klar ved elevatordøren. Peter cykler ind i elevatoren, indtil vores fodstøtte når elevatorens væg.
”Så er vi her,” siger Peter. Han vender cyklen. Vi kører gennem døren til vindfanget og dernæst hovedindgangsdøren.
Skovvang, specialplejehjem for mennesker med demens, er en høj etagebygning og lige udenfor er der stadig skygge.
Den friske luft rammer Lissi.
”Uuuh — b-r-r-r-r-r” lyder det fra Lissi, mens hun tydeligt viser, hvad hun synes om luften.
Dagens vejr er ellers ønskevejr – solskin, behagelig temperatur med en smule vind.
”Vi kører lige herover,” siger Peter og flytter cyklen et par meter væk fra bygningen, så solen varmer.
Fotograferne kommer frem og skyder løs.
For mig er det meget vanskeligt at vide, hvor meget Lissi egentlig kan se. Men det er mit indtryk, at hun kan mærke bevægelser og ændringer i lysstyrke. Det er i hvert fald tydeligt, at hun mærker varmen. Peter begynder at køre.
Før turen blev aftalt, var jeg ærlig talt betænkelig. ”Hvordan ville Lissi reagere?” Den slags bekymringer er der kun én måde at få svar på.
Jeg følger Lissis reaktioner. Det er tydeligt, at Lissi mærker bevægelse — fart, ujævnheder, bump, sving.
Peter er rutineret. ”Lissi, nu er der lige lidt ujævnt” … ”eller lidt skygge.” … ”Vi er ude i solen om lidt.”
Lissi siger ikke noget. Det virker, som om hun nyder den friske luft og bevægelsen, når der ingen ujævnheder er.
”Jeg vælger at køre i et roligt område omkring Skovvang,” siger Peter. ”Der er for meget skygge i skoven.”
Lissis venstre hånd har et fast greb i ladets venstre side. Hendes anden hånd forsøger jeg at holde varm under tæppet.
Lissi begynder kort efter at vise, at vinden er for meget og kold.
”Vi er lige straks i solen,” beroliger Peter.
Jeg tror, der er gået et kvarter. Lissi begynder at sige: ”Nu er det nok.” eller ”Jeg vil hjem.”
”Du bestemmer,” siger Peter til mig.
Jeg vælger, at vi kører lidt mere.
Turen tilbage til dagligstuen forløber efter samme model som fra lift til ude i den friske luft — bare i omvendt rækkefølge.
Jeg har hørt flere pårørende sige: ”Livet skal leves.”
Jeg kan kun give dem ret.
Tak til Peter fra Røde Kors, tak til holdet fra Skovvang.
...
Bortset fra Lissi, Peter og Eli er alle artiklens navn fiktive.
