Nye blogindlæg

Vil du modtage (eller afmelde) en kort meddelelse, når nye blogindlæg udsende? Skriv "Tilmeld" eller "Afmeld" og din email, på kontaktformularen til højre og tryk på "Send".

Bilrute til Sydfrankrig

Sydfrankrig har meget at byde på, kultur, historie, natur og en afslappende, indbydende og venlig atmosfære, når man finder de gode steder. Desværre ligger Sydfrankrig mange kilometer fra Danmark, og hvis bilen vælges som transportmiddel, er det en udfordring. Mange, mange biler, ofte køer, udfordrende for tålmodigheden og stressindgydende. Jeg har ofte kørt turen til Marseillan, cirka 50 kilometer sydvest for Montpellier. 

Første gang, jeg kørte turen, fulgte jeg GPS'ens forslag, Hannover, Kassel, Frankfurt, Karlsruhe og ind i Frankrig ved Mulhouse, så længe som muligt på tyske motorveje. I Frankrig, Besançon, Dole, Bourg-en-Bresse, Lyon, Orange, Nimes og Montpellier. GPS'ens forslag er den hurtigste og korteste rute, medmindre der lige er kødannelser. Det er det ofte i al fald i feriesæsonen. Problemet er, at der er for mange biler, og hvis alle kører efter GPS'ens forslag, forstærkes problemet. 

Tillige er det også den dyreste vej, for i Frankrig er ruten stort set på hele strækningen betalingmototveje. 

Jeg vælger derfor altid en alternativ rute. Turen bliver lidt længere og tager en smule længere tid. Til gengæld er turen, i al fald i Frankrig, smukkere, mindre stressende, billigere og som regel uden større kødannelser. I Frankrig vælger jeg at indstille GPS'en, så betalingsveje undgås, det vender jeg tilbage til, den mulighed har jeg ikke i Tyskland, så jeg har ikke fundet en alternativ, fornuftig og afvekslende rute gennem Tyskland. Jeg bliver på de tyske motorveje. Jeg har prøvet i Tyskland at indstille GPS'en til at undgå motorvej, men det har ikke været en succes. 

Nogle kilometer efter Hamborg vælger jeg at følge hovedvej A1 mod Bremen, fortsætter mod Dortmund, Køln og Trier. Nogle få kilometer efter Trier kører jeg ind i Luxembourg, følger motorvejen i Luxembourg og kører ind i Frankrig lige før Thionville. 

Fra Aarhus til grænseovergangen mellem Luxembourg og Frankrig er der cirka 1000 kilometer. Turen gennem Tyskland kan godt være en udfordring og stressende afhængig af trafikintensiteten, og tidspunktet på døgnet. Jeg vælger at køre om natten. Det er behageligt, autopiloten sættes på 110 - 120 kilometer i timen, og det er sjældent nødvendigt at ændre på det. Starter i Aarhus ved 17-tiden og kan være fremme i Frankrig fra morgenstunden.  

Ankommet til Frankrig fortsætter jeg ad A31. Circa 40 kilometer efter Thionville er der en afkørsel til en lille by, Féy. Her vælger jeg at gøre stop for at spise morgenmad. Før du kommer til Féy ligger der et hotel, Les Tuileries, hvor jeg har overnattet nogle gange. Derfor ved jeg, at jeg kan få en solid morgenbuffet, ikke noget særligt, men et glimrende alternativ til spisesteder på rastepladser langs motorvejen, og det er i kort afstand fra motorvejen, som vi skal tilbage til efter morgenmaden. 

Før turen fortsættes, indstiller jeg GPS'en til at fravælge betalingsveje og guide mod Clermont-Ferrand. Ved at fravælge betalingsveje bliver ruten dejlig varieret. Nogle gange gennem mindre byer, nogle gange på motorveje, der ikke er belagt med afgifter, men ofte på gode nationalruter, og i hvert fald uden helt tæt trafik og kødannelser. 

Turen fra Les Tuileries til Clermant-Ferrand fortsætter på A31 mod Nancy, men herfra er A31 afgiftsbelagt, og GPS'en leder dig mod Épinal, Luxeuil-les-Bains, som er en kurby med flere gode overnatningssteder, herfra til Vesoul, Fretigney-et-Velloreille, Dole og Chalon-Sur-Saône. Fra Chalon-Sur-Saône er gode gamle nationalruter, N80, N70 og N79. Få kilometer efter Digoin forlades N79 og turen fortsættes mod byen, Le Donjon, og herfra mod Vinchy. Alle disse byer behøver du ikke tænke på, blot nyde, GPS'en gør arbejdet for dig. 

Fra Vichy til Clermont-Ferrand er der omkring 50 kilometer, og før du når til Clermont-Ferrand, er det tid at indstille GPS'en på din destination, i mit tilfælde Marseillan. GPS'en er stadig indstillet til at fravælge betalingsveje. For at være sikker på ruten kan du tjekke, at GPS'en har valgt A75, og ikke sender dig via Lyon. I så fald er det omsonst at være kørt over Clermont-Ferrand. 

A75 er motorvej uden afgift, bortset fra en viadukt over Tarn-kløften, Gorges du Tarn. GPS'en vil lede dig gennem byen Millau, men det kan ikke betale sig. Det tager en ekstra halv time, og det koster ikke særlig meget at fortsætte på A75 hen over viadukten. 

Turen går fra Clermont-Ferrand til Clermont i gennem et fantastisk smukt bjerglandskab, Cevennerne, som er en del af Massif Central. Især strækningen fra Millau mod syd til Clermont-l'Herault er smukt. 

Jeg kan virkelig anbefale denne rute som alternativ rute, hvis du skal til Montpellier eller længere mod syd, Béziers, Narbonne eller Perpignan. Ja, også hvis du skal til en destination i det østlige Spanien.  

Jeg har skrevet om en del seværdigheder og begivenheder i og omkring departement l'Herault. Det kan du læse om i min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav, når den udkommer efter sommerferien 2024. 

Jeg vil lægge supplerende beskrivelser af seværdigheder og andet, som er gode oplevelser, op på min blog. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar