Tempo – Tempo – Tempo!

 

Forandringens vilkår?

Det er uomtvisteligt at alting forandrer sig. Og det sker i et tempo, der også forandrer sig – opad. Selv den hastighed vi taler med, har jeg bemærket, stiger. Københavnerne er foran os jyder på det felt.

Det interessante spørgsmål:

Ændrer samfundet og vores relation til hinanden sig til det bedre?

Vi påvirker konstant hinanden. Gennem samtaler, sociale medier, og gennem vores handlinger. Det hastigt øgede forandringstempo smitter.

Mange resignerer: ”Jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg skal bare følge med!”

Men det kan du – hvem ellers?

Vores politikere?

I en lang valgkamp har 12 partier fortalt hvad de vil gøre – eller har de?

Det forekommer mig, at mange udsagn –skriftlige såvel som mundtlige – er noget ingen kan være uenige i. Hvem vil ikke gerne have en bedre folkeskole, en bedre sundhed, en sikker verden?

Er det indholdsløst tomt snak?

Dagligt beretter medier - tv og aviser med flere – om uro i skolerne, mistrivsel, ældre, der frygter at blive reduceret til plejeskemaer og rutiner. Angst og stress. Ensomhed og uro. Diagnoserne er mange, og ventelisterne til psykologhjælp er lange.

Er sygdommene i virkeligheden symptomer?

Symptomer, der kalder på noget dybere?

Et opgør med overflade og hast, med ensretning og præstation. Et behov for mening, fællesskab og menneskelig nærhed.

Måske er det på tide, at beslutte sig for:

”Vil jeg bare følge med eller vil jeg påvirke udviklingen i en anden retning?

Livsstil & Diabetes

 

Sådan lever jeg med type 2-diabetes

Mine blogindlæg har hidtil primært handlet om demens – en sygdom, min kone desværre fik konstateret i 2018. Det emne ligger mig dybt på sinde. Min mission er stadigvæk at støtte andre pårørende gennem inspiration, viden og erfaringer, som jeg deler i mine bøger, Himmerlandsdrengen og  En Guide til pårørende og genem mine foredrag. 

Men i dag handler det om noget andet, nemlig min egen rejse med type 2-diabetes.

Mange i mit netværk ved, at jeg har diabetes, og flere har spurgt, hvad jeg selv gør for at holde sygdommen i skak. Her er min historie og de erfaringer, jeg har gjort mig gennem næsten 30 år med diagnosen.

---

Diagnosen – og begyndelsen på en ny livsstil

I efteråret 1996 meldte jeg mig til et forskningsprojekt på Aarhus Universitetshospital, som skulle undersøge fødevarers indflydelse på udviklingen af diabetes. Min far og andre på min fars side af familien havde haft sygdommen, så jeg var både nysgerrig og motiveret.

Efter grundige helbredsundersøgelser blev jeg frasorteret: Jeg havde allerede en begyndende type 2-diabetes. Det var en brat besked, men også held i uheld – for nu kunne jeg handle i tide. En diætist blev tilknyttet for at vejlede mig om kosten. Hun sagde bl.a.:

"Du må spise alt – men i begrænsede mængder."

Jeg fik også besked om at spise fem-seks gange dagligt og undgå fedt. En køleskabsplakat med fødevarer markeret som grøn, gul eller rød guidede mine valg.

Det gik godt i starten, men mit arbejdsliv – præget af projekter, rejser og uregelmæssige måltider – gjorde det svært. Efter få år måtte jeg begynde på Metformin. I 2010 var dosis vokset til fem Metformin og én Hexaglucon dagligt. Jeg fik også blodtryks- og kolesterolmedicin.

---

Livsstilen revideres

I januar 2011 mistede jeg mit job som følge af finanskrisen. Jeg fik tid og rum til at tænke – og besluttede at tage livsstilen alvorligt op til revision. Jeg begyndte at læse, undersøge og eksperimentere.

Fokusområder:

• Sukker og sødemidler: Kunstige sødemidler blev fravalgt. I stedet brugte jeg Stevia Rebaudiana – en naturlig sød plante, kendt fra bl.a. Japan. På trods af mærkning som "kun til kosmetisk brug" herhjemme, fandt jeg intet alarmerende i internationale undersøgelser.
• Forarbejdede fødevarer: Skjult sukker fandt jeg overalt – selv i leverpostej! Jeg begyndte at læse alle deklarationer og vælge basisvarer.
• Glykæmisk indeks og belastning: De officielle kostråd og mit blodsukker passede ikke altid sammen. Først da jeg fandt forskning fra Toronto og Sydney om glykæmisk indeks og load, gav det mening.
• Motion og vaner: Jeg begyndte at bevæge mig regelmæssigt, holde øje med søvnmønster og observere mit blodsukker. Jeg målte typisk 1½ time efter måltid.

Resultatet? Jeg blev fri for medicinen. Det motiverede mig til at fortsætte.

---

Livsstilen i dag (2025)

Jeg holder fortsat fast i principperne, men har justeret på baggrund af ny viden:

• Resistent stivelse (som jeg før troede var skadelig) har vist sig gavnlig.
• Mindre animalsk fedt, mere plantefedt – mit kødforbrug er reduceret.
• Blue Zones inspirerede mig til at tænke bredere i forhold til lang levetid og sygdomsforebyggelse.

Min hverdag:

• Ernæring: Lav-GI-grønt, bælgfrugter, grove grøntsager, fuldkorn, kikærte-pålæg, linser i stedet for stivelse. Kulhydrater kombineres altid med protein.
• Motion: Tirsdag, torsdag og lørdag: 4 km gang. Mandag, onsdag og fredag: 20 min. gang + 15-20 min. centertræning. Søndag = hvile.
• Afslapning: Daglig morgenandagt (undtagen søndag – hvor jeg ofte går i kirke).
• Søvn: Jeg stræber efter regelmæssighed, men det er stadig en udfordring.
• Mental og social aktivitet: At skrive og holde foredrag holder mig i gang – og glad.

---

En stille trussel – med store konsekvenser

Type 2-diabetes mærkes sjældent i hverdagen – før skaden er sket. Jeg har valgt en livsstil, hvor jeg proaktivt tager styring og holder sygdommen i ave. Det er ikke fanatisme, men sund fornuft.

Min erfaring er, at små skridt – båret af viden og vilje – kan føre til store forandringer.

I 2013 udgav jeg min fortælling, Livsstilssundhed – Sød og Spis Sundt. Lev vel!, fordi jeg tænkte, at andre kunne have udbytte af at læse om den. Min bog er udsolgt - bortset fra nogle få eksemplarer i bunden af mit klædeskab - men på bibliotek.dk kan den stadigvæk bestilles til lån fra biblioteket.

#Livsstil #Mad #Sundhed #Vaner #Diabetes #BlueZones

Livsstil & demens

For længe siden skrev jeg et blogindlæg om Blue Zones. Anledningen var, at jeg læste om et studie gennemført i 2005.  I fem områder forskellige steder i verden lever der mennesker, hvor gennemsnitslevealderen for befolkningen er højere end for befolkningen udenfor området.

Et forskerhold satte sig for at undersøge, hvad årsagerne til den øgede levealder kunne være. Studiet viste, at forekomsten af kroniske lidelser, som for eksempel kræft, hjertesygdomme, diabetes og demens, er lavere end i resten af befolkningen. Forklaringen skal formentlig findes i befolkningens livsstil.

Et af områderne i Blue Zones er Loma Linda, en by i det sydlige Californien. Det er ikke, som de øvrige fire områder i undersøgelsen, et geografisk afgrænset område og betegnes i Blue Zones undersøgelsen som en subkultur.[i]

Min interesse for Blue Zones førte til, at jeg faldt over en bogtitel, The Alzheimer´s Solution, som min nysgerrighed forbød mig at lade ligge. Jeg anskaffede mig bogen, og vil her videregive nogle af bogens budskaber.

Forfatterne er ægteparret Dean & Ayesha Sherzai, M.D. De arbejder begge på Loma Linda University Medical Center, som direktører for et ’Hjernesundheds og Alzheimers forebyggelsesprogram’ NEURO-modellen:

-       Nutrition (Ernæring): En kost rig på fuldkorn, grøntsager, bælgfrugter og nødder, og lav på mættet fedt og sukker.

-       Exercise (Motion): Regelmæssig fysisk aktivitet, der forbedrer blodgennemstrømningen til hjernen.

-       Unwind (Afslapning): Stresshåndtering gennem mindfulness, meditation og sociale forbindelser.

-       Restorative Sleep (Genopbyggende søvn): 7–8 timers uforstyrret søvn for at fremme hukommelse og kognitiv funktion.

-       Optimize Mental and Social Activity (Optimering af mental og social aktivitet): Livslang læring, kreativitet og stærke sociale relationer.

Forfatterne skelner i vurdering af forekomst og udvikling af demens mellem typer af årsagsfaktorer - ikke-modificerbare og modificerbare. Alder og genetisk arv kan ingen person ændre på, men komponenterne i NEURO-Modellen er en person selv herre over.

Siden 2017 har ægteparret anvendt NEURO-modellen i behandlingen af personer der gerne vil forebygge demens eller personer, som er ramt af sygdommen, men gerne vil forsinke progressionen.

En individuel behandling tager afsæt i en omfattende vurdering af personens medicinforbrug, genetisk arv og nuværende livsstil. Hensigten er at identificere områder, som vil kunne forbedre hjernens sundhed.

Herefter udarbejdes en personlig plan, der adresserer de fem NEURO-komponenter. Planen inkluderer specifikke mål og strategier, såsom kostændringer, motionsprogrammer, stressreduktionsteknikker, søvnforbedringsmetoder og aktiviteter, der fremmer mental og social stimulering. Planen tilpasses løbende baseret på personens fremskridt og eventuelle ændringer i helbredstilstanden.

Ifølge forfatterne kan livsstilsændringer have en betydelig indvirkning på hjernens sundhed og potentielt reducere risikoen for demens med op til 90%. Ved at fokusere på modificerbare risikofaktorer tilbyder NEURO-modellen en proaktiv tilgang til demensforebyggelse.

***

I det danske sundhedsvæsen er betydningen af livsstil efterhånden bredt anerkendt, som en væsentlig faktor for udbredelse af kroniske sygdomme. I Danmark er der en bred vifte af indsatser på såvel nationalt som lokalt niveau. Der arbejdes målrettet på at forebygge demens gennem livsstilsændringer, tidlig opsporing og skabelse af demensvenlige miljøer. 

---

[i] Loma Linda betegnes i Blue Zones undersøgelsen som en subkultur fordi en relativ stor del af befolkningen tilhører adventisterne i Syvende Dags Adventistkirken - en religiøs og kulturelt afgrænset gruppe. Adventisternes følger en livsstil baseret på plantebaseret kost, regelmæssig fysisk aktivitet, stærke sociale bånd, en ugentlig hviledag og et liv uden tobak og alkohol. 

Værdier

Ordet ”værdier” dækker i dette blogindlæg over de grundlæggende retningslinjer eller principper, som jeg lever mit liv efter.

…

Der er meget at bekymre sig om, nyhedsstrømmen er en flodbølge af emner, lige til at oversvømme min i forvejen overfyldte tankebank med bekymringer.

Global sikkerhed og geopolitiske spændinger: Krige i Ukraine, Mellemøsten og Afrika. Trusler og frygt om eskalerende konflikter. Nødvendigheden af sikkerhedstiltag, som vores politikere taler om.

Biodiversitet og klimaforandringer: Ekstremt vejr, oversvømmelser, skovbrande og hedebølger. Menneskeskabte, kan menneskene nå at stabilisere forandringerne og skabe en bæredygtig planet? Vil vores børn arve en beboelig jord?

Helbred og mental sundhed: Stress, angst og depression er i fokus. Vores mentale sundhed er blevet mere synlig. Mange unge mennesker mistrives, og antallet af personer, som rammes af demens, er stigende. Hyppigt dukker der artikler op om måder at fremme helbred, mental sundhed og velvære i dagligdagen.

Teknologi og kunstig intelligens (AI): Det går stærkt – alt for stærkt, mener nogle. Hvor fører det os hen?  Er udviklingen fascinerende eller bekymrende? Bliver mit job erstattet af en AI-robot? Kan udviklingen overhovedet styres eller reguleres? Vi går en usikker og uigennemskuelig fremtid i møde.

Politisk polarisering og social splittelse: Hvad er det, der sker i Amerika og vil det brede sig til resten af EU. Det Vestromerske rige gik til grunde i år 476 e.Kr. og cirka 1000 år senere, år 1453, skete det samme for det Østromerske rige. Fælles årsager til sammenbruddene er 1) Økonomiske og militære belastninger og reduceret kontrol over grænser og territorier, 2) Barbariske og fremmede invasioner; begge rigers fald blev endeligt udløst af eksterne angreb og 3) Politisk ustabilitet og indre stridigheder, intriger, ustabile ledere og borgerkrige.

Økonomisk usikkerhed: Inflation, højere leveomkostninger har skabt bekymring. Hvordan kan privatøkonomien hænge sammen, og hvad med landets økonomi?

Vi er som vestligt samfund mere splittet, både politisk og socialt. Emner som social retfærdighed, ytringsfrihed, og globalisering skaber intens debat og polarisering. Samfundets sammenhængskraft, og evnen til at løse fælles problemer på tværs af holdninger er udfordret.

Er Romerrigets historie på vej til at gentage sig, så vestlige demokratier går til grunde?

…

Sådan kunne jeg blive ved! Der er nok at bekymre sig om.

De store globale og nationale bekymringsbegivenheder er med et overtrumfet når privatlivets vilkår ændres dramatisk. I 2016 stopper min kone, Lissi, med sit arbejde. Hun kan ikke mere læse sine selvskrevne arbejdsprogrammer. Nye briller hjælper ikke og to år senere fortæller en overlæge på Århus Kommunehospital os, hvad problemet er:  Posterior cortical atrofi – en sjælden neurodegenerativ tilstand, som gradvist bevirker tab af væv i den bageste hjerneregion, hvor blandt andet hjernes synscenter er placeret.

Altså: Alzheimers demens!

Efter overlægens diagnose må jeg tilstå, at bekymringerne står i kø. Uoverskuelige udfordringer, usikker fremtid og hvad med dagligdagen nu på sygdommens vilkår. Et inferno af bekymrende tanker og modsatrettede følelser - sorg, samvittighed, ansvar, magtesløshed. Alt er kaos.

"At lære at være gift med en demensramt Lissi er ubetinget den største udfordring, jeg i mit liv indtil nu har stået over for!"

(Citat: Selvbiografi, Himmerlandsdrengen, august 2024.)

Jeg vidste så godt som ingenting om demens sygdomme. Som vel de fleste har jeg før nu aldrig følt behov for at lære herom. Demens er jo noget, som rammer de andre!

Lissis sygdomsforløb har lært mig om livet. Jeg er blevet bevidst om, hvad der for mig betyder noget og mine værdier, min livsfilosofi, leveregel eller hvad det kaldes står lysende klar.

Giv slip.

Følg din Gud.

Vær dig.

I kølvandet på demensdiagnosen følger en periode med traumatiske oplevelser. Det går langsomt op for mig at demens er en terminal sygdom. Det går kun en vej – mod døden. Lissi bliver så dårlig, at plejehjem er nødvendig, men at træffe en så skelsættende beslutning er et ægte dilemma – en frustrerende kamp mellem fornuft og følelser. Mine børn hjælper til ved at sige: ”Vi vil ikke miste dig også.”   

Første gang jeg konkret formulerer ”Giv slip” er i et pårørendemøde, hvor en kvinde fortæller, hvad hun gør for sin mand, for at mandens hverdag skal blive meningsfyldt. Hun er virkelig fortvivlet, føler sig magtesløs og rådvild.

Det er hjerteskærende og på et tidspunkt siger jeg til hende: ”Jamen kære, det er ikke dit ansvar, at din mand har det godt.” Jeg kan ikke holde tårerne tilbage og min stemme er grådkvalt.

Før Lissi flytter på plejehjem, er døgnets 24 timer, 7 dage om ugen fyldt op med to gøremål: 1) hjælp til en mere og mere svagtseende Lissi og 2) nødvendige aktiviteter for at overleve.

Lissi flytter, og jeg bliver alene tilbage i vores fælles hjem. Tanker, modsatrettede følelser og en overvældende sorg skal bearbejdes. Her er tomt og jeg er energiforladt. I denne tilstand ser jeg rigtig mange film på TV og efterhånden som energien vender tilbage begynder jeg at læse god litteratur.

Jeg er opdraget i et kristent hjem, er døbt og konfirmeret, men har ikke før været mere end hvad man kan betegne som kulturkristen.

Oplevelserne i sygdomsforløbet, spirituel litteratur og en terapeutisk skriveproces bliver for mig en katalysator for sorgbearbejdning og egenomsorg, som munder ud i at jeg indser: ”Der er en Gud, som jeg tror på.”  

Tvivlen nager og den gør mig ondt. I den forbindelse har jeg en uforklarlig, men tankevækkende oplevelse. I Aarhus midtby på Café Møllestien møder jeg en mand, Bjarne, som jeg aldrig før har set. Det er den 16. januar 2023 og et lammende vintervejr har ramt landet. Bybusserne er aflyst og jeg har trampet mig gennem sneen og møder Bjarne på vej ind til caféen. Vi falder i snak og de næste to timer taler vi om mange dybsindige emner. Bjarne er interesseret i filosofiske, religiøse og andre eksistentielle emner. Vi taler også om tro og jeg siger, at jeg tror på Gud, men jeg kommer også i tvivl, Det er jeg ked af, og jeg vil gerne slippe af med tvivlen.

Bjarne ser indtrængende på mig medens han med fasthed i stemme siger: ”Jamen, det kan du da ikke. Det er derfor det hedder tro.”    

Bjarne er lidt alternativ, synes jeg. Han har ingen mobiltelefon og fortæller intet om mere almindelige gøremål, men mere om sine oplevelser i omgangen med andre mennesker. På et tidspunkt fortæller han mig, at han er en engel, indirekte på denne måde: ”Jeg går ofte rundt om Brabrand Sø, og har flere gange mødt nogle damer. Den ene dame er meget interesseret i at vide, hvad jeg har lavet i mit liv. Det vil jeg ikke fortælle om, fordi så mange mennesker har forud opfattelser af det ene og det andet, måske endda fordomme. Så en dag siger damen til mig: Bjarne, ved du godt, at du er en engel.”

Selvom jeg, som mange andre pensionister, ofte kommer på Café Møllestien og selvom jeg hver gang ser grundigt efter om mon Bjarne også er her, har jeg ikke set ham siden.

Er Bjarne Guds sendebud, som skal legitimere min tvivl? Jeg tror Gud finder vejen til os mennesker, når der er noget vigtigt at fortælle eller noget Han finder nødvendigt. Noget der vedrører hvad Han vil have jeg skal gøre eller hvordan jeg skal være. Fra et rationelt synspunkt er tankerne naturligvis tågesnak og naive. Ja, nogle vil måske ligefrem kalde dem tåbelige, men som troende giver det mening.

Derfor: ”Følg din Gud.”

Den sidste del af min leveregel,

”Vær dig”,

har været min følgesvend igennem mange år. Jeg har altid værnet om min integritet ved at være autentisk og følge min egen vej.

Lissis demenssygdom og gode råd fra omsorgspersoner, har lært mig, at det i nogle situationer, kan være bedre at gå på kompromis med denne leveregel end at fastholde den. For eksempel ved at sige noget ”der gør Lissi glad” selvom det, jeg siger, ikke helt er overensstemmende med fakta og fordi, at jeg ved det faktabaserede svar vil gøre Lissi ked af det.

Paradoksalt nok, har denne lære, vist mig hvor vigtig levereglen, vær dig, er, og vist mig, at levereglen skal praktiseres med øje og respekt for det eller de mennesker, jeg er sammen med.

Blue zones

Blue zones er områder, der afviger positivt, hvad angår levealder, og forekomsten af kroniske sygdomme for folkene i området.

Vi ved det godt. Vores livsstil spiller en væsentlig rolle for vores sundhed og velvære. Livsstilen har afgørende betydning for, hvilke sygdomme vi udvikler, og dermed hvornår og måske hvordan vi til sin tid skal dø. Vi har hørt det mange gange, og de af os, der har prøvet at ændre livsstil, ved, hvor svært det er. Især at bevare motivationen for nye vaner, når vi ikke umiddelbart mærker effekten af livsstilsændringerne. Det gør vi sjældent, for effekten indtræder gradvist, oftest over en længere periode.

I starten af 2010’erne skrev jeg bogen, Livsstilssundhed, fordi jeg ville have bedre styr på et liv med diabetes. Ligesom flere andre kroniske uhelbredelige sygdomme betegnes diabetes som en livsstilssygdom. Fælles for disse sygdomme er, at de kommer snigende. Din krop udvikler sygdommene over flere år, uden du mærker noget til dem før, det måske er for sent. En listig, udspekuleret og modbydelig sygdom.

Et andet aspekt, som mere eller mindre gjorde, og vel stadig gør, sig gældende for livsstilssygdomme, er, at lægevidenskaben har begrænset viden på området. Hvad er det for faktorer, søvn, motion, mad, interesser, sociale aktiviteter, miljø og flere andre, som er interessante, når effekten af din livsstil skal vurderes? Hvilken betydning har de enkelte faktorer for din sundhed? Hvad vil være bedst at gøre, hvis du gerne vil bevare din sundhed og leve et godt liv i alderdommen?

I den etablerede sundhedsverden kræves evidens for udtalelser, vejledning, behandling og den slags. Det er jo meget godt. Der skal naturligvis være belæg for det, eksperterne foretager sig, ellers ville der være kaos på området.

Pudsigt nok, er det ikke en person indenfor lægevidenskaben, men en journalist, forfatter, forsker og eventyrer, Dan Buettner, som udfordrer fraværet af videnskabelige beviser, hvad livsstil angår.

Dan Buettner gennemfører et omfattende studie sammen med et team bestående af forskere indenfor gerontologi, epidemiologi og andre områder relateret til sund aldring. Projektet er i starten finansieret af National Geographic Society, og forskernes resultater er publiceret i magasinet, National Geografics, i november 2005. 

Forskningsprojektet tager afsæt i den kendsgerning, at der er større eller mindre områder i verden, hvor folk lever længere end gennemsnittet. Fem områder er i fokus:

1. Okinawa, Japan,
2. Sardinien, Italien,
3. Ikaria, Grækenland,
4. Nicoya-halvøen, Costa Rica og
5. Loma Linda, Californien.

Forskerne fandt, at folk i disse områder ofte levede længere, og forekomsten af kroniske sygdomme i befolkning var lavere end gennemsnittet for befolkningen udenfor området. 

Det interessante spørgsmål er naturligvis: "Hvad er årsagen?" 

Undersøgelsen identificerede en række livsstilsfaktorer, der synes at bidrage til befolkningens bedre liv, herunder:

1. kost,
2. fysisk aktivitet,
3. stærke sociale netværk og
4. formål i livet.

Forskningsprojektet har givet et betydeligt bidrag til forståelsen af vigtigheden af livsstil og hvordan vi kan opnå en sund aldring. Hvad du kan gøre for at optimere din livsstil, bevare din sundhed og opnå høj levetid.

Dan Buettners arbejde har haft stor betydning for forståelsen af, og beviset på, at livsstil er en betydende faktor for dit liv, og mange senere initiativer er baseret på resultaterne af forskningsprojektet.

Iblandt er ægteparret Ayesha Sherzai, MD, og Dean Sherzai, MD, PhD, som er neurologer, videnskabsmænd, forfattere, forældre og mand og kone. Parret har udgivet en bog med den engelske titel, The Alzheimer’s SOLUTION. 

I bogen siger forskerne: ”De fleste Alzheimers’s sygdomme kan forebygges,” men de går faktisk et skridt videre og siger: ”De fleste Alzheimers’s sygdomme kan ’reverse’.” 

Hvad der præcist skal forstås ved det amerikanske ord ’reverse’, har jeg ikke helt styr på, men jeg vil nærstudere bogen og har noteret på min to-doliste, at jeg senere skal skrive et blogindlæg om emnet.

Efterskrift:

Der bliver bedrevet meget forskning, og der frembringes mange resultater, som ikke nødvendigvis lever op til anerkendte videnskabelige metoder. En metode eller et medikament, der skal anvendes til sundhedsfremme af behandlere i sundhedsvæsenet, kræver videnskabelig evidens og samfundets officielle godkendelse. I Danmark kan en godkendelse kun gives af Lægemiddelstyrelsen. Derfor er det nødvendigt at være opmærksom på, om der er videnskabelig evidens for konklusionerne, som lægges frem.

Undersøgelserne med navnet Blue Zones, omtalt ovenfor, åbnede mine øjne for, at der er megen viden at hente, og at det er hensigtsmæssigt at søge denne viden, også uden for Danmarks grænser. Jeg startede min research, idet jeg tænkte, at demens, lige så godt som diabetes og andre kroniske lidelser, kunne have en større eller mindre sammenhæng til ens livsstil. Det førte mig blandt andet til Blue Zones studiet.

Måske kan studiet ikke i en dansk kontekst kaldes forskning, selvom det er forskere, der gennemfører det. Et af de centrale elementer vil være spørgsmålet: Hvor sammenlignelige er de grupper i befolkningen, som der sammenligner?

Men forskning eller ej: Studiet er måske et skridt på vejen til at blive klogere på effekten af vores livsstil.

Følg med i mit arbejde med et nyt bogprojekt, som gerne skulle blive til nytte for pårørende til demente.