Vin

I lange perioder har jeg, sammen med Lissi, boet i vores hus i Marseillan, Sydfrankrig. Vi købte huset i 2007, og jeg har haft indrettet kontor på stedet. 

Marseillan ligger i departement Herault, der mod nord grænser op til departement Gard, mod syd
departement Aude og mod nordvest departementerne  Aveyron og Tarn. Alle fem departementer huser adskillige vin domainer eller  chateauer.  

Det er ganske almindeligt, at vinkæleren er åbent for publikum, og det er en oplevelse at besøge
vinbønderne. Du får god information om de forskellige vine i vinbondens sortiment, og du kan smage hele sortimentet, hvis du har lyst. 

Lissi og jeg har besøgt rigtig mange vinbønder i de nævnte departementer. I 2011 oprettede jeg en blog om vin, hvor jeg fortæller om besøgene hos nogle af disse vinbønder.

Jeg troede, vel lidt naivt, at andre kunne være interesseret i at bidrage, så vi kunne udveksle gode oplevelser og viden om vin. Jeg har ikke prioriteret at fortælle om flere af vores besøg, selvom der ligger en kladde til flere, blant andet Mas de Daumas Gassac, Aniane. 

Vininteresserede vil måske synes, de få besøg der er offentligt tilgængelige på vinbloggen, er interessante i al fald er der værdifuld information at hente, hvis du på et tidspunkt kommer i nærheden af de nævnte steder og gerne vil opleve et besøg og smage på god vin hos en vinbonde. 

Medmindre du da hellere vil dase på stranden!

Middelhavet - Marseillan Plage

Pilgrimsfærd

For år tilbage boede der et ægtepar i rækkehuset ved siden af mig. Det var søde og rare mennesker, som jeg lejlighedsvis talte med - især med manden. Vi drøftede stort og småt, som man nu gør, men ud over nogle få selskabelige begivenheder, havde vi ikke større samkvem.

En dag erfarede jeg, at min nabo ikke var hjemme. Han var taget på pilgrimsvandring - Camino de Santiago – og befandt sig lige nu et eller andet sted i Pyrenæerne på vej mod Santiago de Compostela.

Han kom aldrig hjem igen. Han fandt ’sin eneste ene’ og sammen med hende slog han sig ned i et hus i Spaniens nordvest egn. Siden har jeg tænkt: ”Det er nok ikke helt ufarligt at tage på pilgrimstur! Man skal nok først være klar til dramatiske ændringer i sit liv.”

Foråret maj 2022 var jeg på min første pilgrimstur. Ikke sådan at sammenligne med Camino de Santiago, der strækker sig over flere hundrede kilometer, og i mange dage og nætter. Nej, det var såmænd en tur på nogle få timer, men jeg fik en fornemmelse af, hvad en pilgrimstur går ud på, og hvad den kan gøre godt for.

Pilgrim, hvad vil det sige?

Ordet pilgrim kommer af latin peregrinus, som betyder "en fremmed" eller "en, der rejser gennem landet". Det peger på både det fysiske og det indre i rejsen.

En pilgrim er én, der er på vej – én, der bevæger sig mod noget:

 - et helligt sted,

 - en indre erkendelse,

 - en åndelig forvandling

I nyere tid er der imidlertid opstået et skred i betydning mod en brede forståelse af begrebet – mere om det om lidt. Først skal vi se nærmere på oprindelsen og pilgrimsruterne.

Oprindelse og udvikling

Mange tænker vel, at pilgrimsvandring er en religiøs foreteelse, som er opstået på Jesu tid og herefter blevet en integreret del af kristendommen. Sådan er det ikke. Pilgrimsvandring har fundet sted i årtusinder. Oldtidens religiøse pilgrimsvandringer fra før år 1000 f.Kr. er de tidligst kendte. I Mesopotamien og Indien vandrede mennesker til templer og helligdomme med det formål at ofre, søge orakler, helbredelse eller renselse.

Fra det Gamle Testamente (2 Mos 23,14-17) ved vi, at Gud påbød jøderne at rejse til templet i Jerusalem tre gange om året, og i Lukasevangeliet (2,41) kan vi læse: ”Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten.”

Romerriget anerkendte kristendommen som en tilladt religion i år 313 e.Kr. og kristne valfartede til de hellige steder i Jerusalem, Jesu liv og død, og til Rom, apostlene Peter og Paulus’ grave.

Pilgrimsfærd blev en central trospraksis i middelalderen, og allerede i 900-tallet blev Santiago et af kristenhedens vigtigste pilgrimsmål – på linje med Rom og Jerusalem.

Camino de Santiago

Den mest populære – og vel på vore breddegrader den bedst kendte pilgrimsrute er Camino de Santiago, også kaldet Jacobsvejen eller populært blot Caminoen. Den oprindelige rute, Camino Francés, starter fra Saint-Jean-Pied-de-Port i Frankrig og er den mest benyttede. En strækning på 800 km hvis du går fra start til slut. Flere andre ruter er mulige, blandt andre: Camino Portugués – fra Lissabon eller Porto, Camino del Norte – langs den nordspanske kyst, Via de la Plata – fra Sevilla i syd og Camino Inglés – fra kysten i det nordlige Galicien.

Uanset hvilken rute du vælger, er målet for pilgrimsvandringen katedralen i Santiago de Compostela, som er hovedbyen i Galicien – en autonom region i det nordvestlige Spanien.

Sankt Jakob

Én af Jesu tolv disciple, Jakob den Ældre, hørte sammen med sin bror Johannes og med Simon Peter til Jesu inderkreds. Gentagne gange tager Jesus de tre med sig i særligt betydningsfulde og intime øjeblikke. I denne blogpost sættes Jakob den Ældre i fokus, fordi det er ham der er årsag til at pilgrimsvandrere ad Caminoen har katedralen i Santiago de Compostela som deres mål.

År 44 e.Kr. blev Jakob den Ældre halshugget på befaling af kong Herodes Agrippa i Jerusalem. Det kan læses i Apostlenes Gerninger (12,1-2). Der findes ingen dokumentation for at Jakob den Ældre har missioneret i Spanien, men en stærk kristen tradition fortæller, at Jakob missionerede i det nuværende Spanien, inden han vendte tilbage til Jerusalem, hvor han led martyrdøden.

Ifølge middelalderlegenden blev apostlen Jakob den Ældre efter sin martyrdød bragt til Spaniens nordvestkyst (Galicien) af sine disciple. Hans kiste strandede angiveligt ved kysten nær det nuværende Santiago de Compostela.

En ofte fortalt version af legenden fortæller, at da Jakobs båd ankom til Galiciens kyst, blev den ledsaget af mirakuløst tilstedeværende kammuslinger, som dækkede kisten eller samlede sig omkring kisten hvor båden strandede - et synligt tegn på det hellige. Så næste gang du spiser en kammusling, så tænk over dens symbolske og næsten hellige betydning i kraft af kammuslingens tætte forbindelse til apostlen Jakob og pilgrimstraditionen. Franskmændene bliver mindet om alene på grund af kammuslingens navn, la coquille Saint-Jacques, som direkte oversat betyder: muslingeskallen Sankt Jacob.

Omkring år 813 blev en grav opdaget i Galicien af en eremit ved navn Pelayo. Biskoppen af Iria Flavia erklærede, at det var Jakobs grav. Til ære for Sankt Jakob blev der opført en kirke på stedet. Kirken blev senere afløst af en større bygning, og i det 11. århundrede begyndtes arbejdet med at rejse en monumental kirkebygning over graven. Over flere omgange er det blevet til den nuværende katedral i Santiago de Compostela. I krypten under højalteret opbevares en sølvurne med relikvier, der siges at være apostlen Jakob den Ældres jordiske rester – nærmere bestemt dele af hans skelet.

Pilgrimsfærd i nyere tid

Pilgrimsvandring i det moderne Europa er blevet mere og mere populær. Hvorfor? Måske fordi den verden vi lever i højere og højere grad præges af kompleksitet, tempo og krav, hvor multinationale kræfter hele tiden kalder på os og forsøger at styre vores opmærksomhed, tidsanvendelse og handlinger.

Overalt i Europa findes der afmærkede pilgrimsruter, som står til rådighed både for dem, der ønsker en længerevarende pilgrimsvandring med overnatningsmuligheder, og for dem, der blot vil på en dagstur. Mange af disse ruter er på forskellig vis forbundet med Caminoen og udgør et sammenhængende netværk – eksempelvis kan man vandre fra Nordnorge via Sankt Olavsvejen, gennem Danmark ad Hærvejen og videre sydpå mod Santiago de Compostela.

Den nordiske pilgrimstradition fik nyt liv i 1990’erne og 2000’erne, blandt andet i forbindelse med genopdagelsen af St. Olavsvejen til Nidaros, som Trondheim hed i middelalderen.

Pilgrimsvandring var engang en religiøs pligt, men i dag er det en mangfoldig og personlig rejseform, der kan rumme såvel de religiøse, spirituelle som eksistentielle mål. Ja, par kan endda tage på arrangeret pilgrimsvandring langs Vesterhavet. I en kronik i Kristeligt Dagblad, 31.maj 2025, berettes om et nyt koncept, Par På Vandring, udviklet gennem Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg Stift af psykolog Bodil Kappelgaard og stiftspræst i Viborg Stift Steen Andreasen. Kronikørerne skriver blandt andet: ”At vandre i stilhed med sin ægtefælle skaber en unik mulighed for at forbinde sig på et dybere plan, hvor ord ikke er nødvendige.”  

Jeg vil slutte denne blogpost med en personlig fortælling om én af mine pilgrimsvandringer.

For tredje år i træk er jeg på retræte den første uge i maj. Ligesom årene før er vi i år én af dagene på pilgrimsvandring – cirka 12 kilometer. Det var ikke en afmærket pilgrimsrute, men vi vandrede i bjergrige omgivelser med grønne dale, oliventræer og tørre skråninger – et landskab, der i høj grad minder om Galilæa og Judæa, hvor Jesus og hans disciple vandrede for 2000 år siden. 

Langfredag – dagen, hvor Jesus blev korsfæstet – falder i år 2025 den 17. april. Efter sin opstandelse påskemorgen viser han sig i fyrre dage gentagne gange for sine disciple, forklarer dem skrifterne og forbereder dem på deres fremtidige gerning og Helligåndens komme i pinsen.   

Altså befinder vi os i den periode, hvor Jesus for cirka 2000 år siden gentagne gange viste sig for sine disciple. Derfor er det bibelteksten om Vandringen til Emmaus fra Lukasevangeliet, kapitel 24, vers 13-35, vi  reflekterer over under vores pilgrimsvandring. 

Vi får oplæst teksten lidt efter lidt. Vi starter med vers 13-17, som vi går med på den første strækning. Så holder vi en pause, hvor vers 17-22 læses – ved næste pause læses vers 22-24 – og sådan fortsætter vi, indtil turen når tilbage til vores udgangspunkt. 

Hele turen går vi sammen i stilhed, så vi ikke forstyrrer hinandens tanker. Det er en rigtig god måde at fordybe sig i teksten på. 

Livsstil & demens

For længe siden skrev jeg et blogindlæg om Blue Zones. Anledningen var, at jeg læste om et studie gennemført i 2005.  I fem områder forskellige steder i verden lever der mennesker, hvor gennemsnitslevealderen for befolkningen er højere end for befolkningen udenfor området.

Et forskerhold satte sig for at undersøge, hvad årsagerne til den øgede levealder kunne være. Studiet viste, at forekomsten af kroniske lidelser, som for eksempel kræft, hjertesygdomme, diabetes og demens, er lavere end i resten af befolkningen. Forklaringen skal formentlig findes i befolkningens livsstil.

Et af områderne i Blue Zones er Loma Linda, en by i det sydlige Californien. Det er ikke, som de øvrige fire områder i undersøgelsen, et geografisk afgrænset område og betegnes i Blue Zones undersøgelsen som en subkultur.[i]

Min interesse for Blue Zones førte til, at jeg faldt over en bogtitel, The Alzheimer´s Solution, som min nysgerrighed forbød mig at lade ligge. Jeg anskaffede mig bogen, og vil her videregive nogle af bogens budskaber.

Forfatterne er ægteparret Dean & Ayesha Sherzai, M.D. De arbejder begge på Loma Linda University Medical Center, som direktører for et ’Hjernesundheds og Alzheimers forebyggelsesprogram’ NEURO-modellen:

-       Nutrition (Ernæring): En kost rig på fuldkorn, grøntsager, bælgfrugter og nødder, og lav på mættet fedt og sukker.

-       Exercise (Motion): Regelmæssig fysisk aktivitet, der forbedrer blodgennemstrømningen til hjernen.

-       Unwind (Afslapning): Stresshåndtering gennem mindfulness, meditation og sociale forbindelser.

-       Restorative Sleep (Genopbyggende søvn): 7–8 timers uforstyrret søvn for at fremme hukommelse og kognitiv funktion.

-       Optimize Mental and Social Activity (Optimering af mental og social aktivitet): Livslang læring, kreativitet og stærke sociale relationer.

Forfatterne skelner i vurdering af forekomst og udvikling af demens mellem typer af årsagsfaktorer - ikke-modificerbare og modificerbare. Alder og genetisk arv kan ingen person ændre på, men komponenterne i NEURO-Modellen er en person selv herre over.

Siden 2017 har ægteparret anvendt NEURO-modellen i behandlingen af personer der gerne vil forebygge demens eller personer, som er ramt af sygdommen, men gerne vil forsinke progressionen.

En individuel behandling tager afsæt i en omfattende vurdering af personens medicinforbrug, genetisk arv og nuværende livsstil. Hensigten er at identificere områder, som vil kunne forbedre hjernens sundhed.

Herefter udarbejdes en personlig plan, der adresserer de fem NEURO-komponenter. Planen inkluderer specifikke mål og strategier, såsom kostændringer, motionsprogrammer, stressreduktionsteknikker, søvnforbedringsmetoder og aktiviteter, der fremmer mental og social stimulering. Planen tilpasses løbende baseret på personens fremskridt og eventuelle ændringer i helbredstilstanden.

Ifølge forfatterne kan livsstilsændringer have en betydelig indvirkning på hjernens sundhed og potentielt reducere risikoen for demens med op til 90%. Ved at fokusere på modificerbare risikofaktorer tilbyder NEURO-modellen en proaktiv tilgang til demensforebyggelse.

***

I det danske sundhedsvæsen er betydningen af livsstil efterhånden bredt anerkendt, som en væsentlig faktor for udbredelse af kroniske sygdomme. I Danmark er der en bred vifte af indsatser på såvel nationalt som lokalt niveau. Der arbejdes målrettet på at forebygge demens gennem livsstilsændringer, tidlig opsporing og skabelse af demensvenlige miljøer. 

---

[i] Loma Linda betegnes i Blue Zones undersøgelsen som en subkultur fordi en relativ stor del af befolkningen tilhører adventisterne i Syvende Dags Adventistkirken - en religiøs og kulturelt afgrænset gruppe. Adventisternes følger en livsstil baseret på plantebaseret kost, regelmæssig fysisk aktivitet, stærke sociale bånd, en ugentlig hviledag og et liv uden tobak og alkohol. 

Blue zones

Blue zones er områder, der afviger positivt, hvad angår levealder, og forekomsten af kroniske sygdomme for folkene i området.

Vi ved det godt. Vores livsstil spiller en væsentlig rolle for vores sundhed og velvære. Livsstilen har afgørende betydning for, hvilke sygdomme vi udvikler, og dermed hvornår og måske hvordan vi til sin tid skal dø. Vi har hørt det mange gange, og de af os, der har prøvet at ændre livsstil, ved, hvor svært det er. Især at bevare motivationen for nye vaner, når vi ikke umiddelbart mærker effekten af livsstilsændringerne. Det gør vi sjældent, for effekten indtræder gradvist, oftest over en længere periode.

I starten af 2010’erne skrev jeg bogen, Livsstilssundhed, fordi jeg ville have bedre styr på et liv med diabetes. Ligesom flere andre kroniske uhelbredelige sygdomme betegnes diabetes som en livsstilssygdom. Fælles for disse sygdomme er, at de kommer snigende. Din krop udvikler sygdommene over flere år, uden du mærker noget til dem før, det måske er for sent. En listig, udspekuleret og modbydelig sygdom.

Et andet aspekt, som mere eller mindre gjorde, og vel stadig gør, sig gældende for livsstilssygdomme, er, at lægevidenskaben har begrænset viden på området. Hvad er det for faktorer, søvn, motion, mad, interesser, sociale aktiviteter, miljø og flere andre, som er interessante, når effekten af din livsstil skal vurderes? Hvilken betydning har de enkelte faktorer for din sundhed? Hvad vil være bedst at gøre, hvis du gerne vil bevare din sundhed og leve et godt liv i alderdommen?

I den etablerede sundhedsverden kræves evidens for udtalelser, vejledning, behandling og den slags. Det er jo meget godt. Der skal naturligvis være belæg for det, eksperterne foretager sig, ellers ville der være kaos på området.

Pudsigt nok, er det ikke en person indenfor lægevidenskaben, men en journalist, forfatter, forsker og eventyrer, Dan Buettner, som udfordrer fraværet af videnskabelige beviser, hvad livsstil angår.

Dan Buettner gennemfører et omfattende studie sammen med et team bestående af forskere indenfor gerontologi, epidemiologi og andre områder relateret til sund aldring. Projektet er i starten finansieret af National Geographic Society, og forskernes resultater er publiceret i magasinet, National Geografics, i november 2005. 

Forskningsprojektet tager afsæt i den kendsgerning, at der er større eller mindre områder i verden, hvor folk lever længere end gennemsnittet. Fem områder er i fokus:

1. Okinawa, Japan,
2. Sardinien, Italien,
3. Ikaria, Grækenland,
4. Nicoya-halvøen, Costa Rica og
5. Loma Linda, Californien.

Forskerne fandt, at folk i disse områder ofte levede længere, og forekomsten af kroniske sygdomme i befolkning var lavere end gennemsnittet for befolkningen udenfor området. 

Det interessante spørgsmål er naturligvis: "Hvad er årsagen?" 

Undersøgelsen identificerede en række livsstilsfaktorer, der synes at bidrage til befolkningens bedre liv, herunder:

1. kost,
2. fysisk aktivitet,
3. stærke sociale netværk og
4. formål i livet.

Forskningsprojektet har givet et betydeligt bidrag til forståelsen af vigtigheden af livsstil og hvordan vi kan opnå en sund aldring. Hvad du kan gøre for at optimere din livsstil, bevare din sundhed og opnå høj levetid.

Dan Buettners arbejde har haft stor betydning for forståelsen af, og beviset på, at livsstil er en betydende faktor for dit liv, og mange senere initiativer er baseret på resultaterne af forskningsprojektet.

Iblandt er ægteparret Ayesha Sherzai, MD, og Dean Sherzai, MD, PhD, som er neurologer, videnskabsmænd, forfattere, forældre og mand og kone. Parret har udgivet en bog med den engelske titel, The Alzheimer’s SOLUTION. 

I bogen siger forskerne: ”De fleste Alzheimers’s sygdomme kan forebygges,” men de går faktisk et skridt videre og siger: ”De fleste Alzheimers’s sygdomme kan ’reverse’.” 

Hvad der præcist skal forstås ved det amerikanske ord ’reverse’, har jeg ikke helt styr på, men jeg vil nærstudere bogen og har noteret på min to-doliste, at jeg senere skal skrive et blogindlæg om emnet.

Efterskrift:

Der bliver bedrevet meget forskning, og der frembringes mange resultater, som ikke nødvendigvis lever op til anerkendte videnskabelige metoder. En metode eller et medikament, der skal anvendes til sundhedsfremme af behandlere i sundhedsvæsenet, kræver videnskabelig evidens og samfundets officielle godkendelse. I Danmark kan en godkendelse kun gives af Lægemiddelstyrelsen. Derfor er det nødvendigt at være opmærksom på, om der er videnskabelig evidens for konklusionerne, som lægges frem.

Undersøgelserne med navnet Blue Zones, omtalt ovenfor, åbnede mine øjne for, at der er megen viden at hente, og at det er hensigtsmæssigt at søge denne viden, også uden for Danmarks grænser. Jeg startede min research, idet jeg tænkte, at demens, lige så godt som diabetes og andre kroniske lidelser, kunne have en større eller mindre sammenhæng til ens livsstil. Det førte mig blandt andet til Blue Zones studiet.

Måske kan studiet ikke i en dansk kontekst kaldes forskning, selvom det er forskere, der gennemfører det. Et af de centrale elementer vil være spørgsmålet: Hvor sammenlignelige er de grupper i befolkningen, som der sammenligner?

Men forskning eller ej: Studiet er måske et skridt på vejen til at blive klogere på effekten af vores livsstil.

Følg med i mit arbejde med et nyt bogprojekt, som gerne skulle blive til nytte for pårørende til demente.