Retræte

Tiden er kommet til, at batterierne skal oplades. 

Nej, jeg har ikke købt en el-bil, det er mine batterier, der skal oplades. I lighed med sidste år, hvor jeg var en uge på retræte i Andalusien, tager jeg afsted igen i år. Sidste års energi boost kan jeg stadig mærke, men jeg kan også mærke, at tiden er inde til fornyelse.

Det bliver samme sted, Garden of Lemons, og med Charlotte Rørth som guide og inspirator.

Hvis du selv er deltager på retræter, ved du hvad jeg taler om, hvis du aldrig har deltaget på en retræte, kan jeg kun anbefale dig at prøve. 

For mig er det livsbekræftende. 

Retræte, fotos

Charlotte Rørths retræte, stille dage med tro og glæde, har jeg med stort udbytte deltaget i en uge både foråret 2023 og 2024. Retræten afholdes et vidunderligt sted, Garden of Lemons, cirka 1½ times kørsel fra Malaga lufthavn. Jeg har skrevet om retræten i min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav. 

Det er vanskeligt i prosa, at formidle et billede af det skønne sted og i bogen har der kun været plads til et enkelt billede. Jeg vil derfor i dette blogindlæg give dig et visuelt indtryk af havens mange forskellige rum, stejle op og nedgange samt træer buske og blomster. 

Se med her.

Boliger i Garden of Lemons

Der er på havens areal ialt fire bygninger til beboelse. Øverst til venstre ses hovedbygningen, øverst til højre og til venstre for swimmingpoolen ses en sidebygning, moderniseret hønsehus, nederst til venstre fører en trappe op til et hus, som ligger dybere inde i haven, og nederst til venstre endnu et beboelseshus, som ligger længst væk fra hovedbygningen.  

Vær med på en vandretur i haven:

Billeder fra en vandring i haven. 

Haven er måske for stor til at blive kaldt en have. Området er på 1,4 hektar, svarende til 14.000 kvadratmeter. På et sådant areal vil der kunne bygges 20 villaer, med et gennemsnitligt grundareal på 700 kvadratmeter,  altså en hel lille landsby.  Læg dertil, at haven er anlagt som terrasser i et kuperet terræn, så en vandretur i haven er som at gå  på opdagelse.  Uanset hvor jeg vender blikket, er der noget smukt at se på. 

Blomster:

Plus mange, mange flere, nogle af blomsterne dufter vidunderligt. 

Nattergale og mange andre småfugle synger og er med til at skabe en fredfyldt stemning.

Det er umuligt at undgå at føle velvære og blive i godt humør. Skulle trætheden melde sig, er der rundt omkring indrette siddepladser til alene eller i smågrupper at nyde freden og lytte til havens fugle.    

Træerne i haven er et kapitel for sig, oliven-, avocado-, granatæble-, appelsin-, citron-, kumquat- og figentræer.

Oliven-, avocado-, citron- og appelsintræer.

Jeg er altid tidligt oppe, så hver morgen klokken syv mødtes jeg med Ellen, en af de to humørspredende nordmænd, for at plukke en stor kurv appelsiner. Til morgenmaden er der altid friskpresset appelsinsaft. 

Flere steder i haven er der anlagt køkkenhaver, og i bunden af en lukket havegang er der hønsehus, med flere høner. Jeg tror ikke, der er en hane, for jeg har ikke i løbet af ugen hørt hanegal. Hver morgen er der blødkogte æg fra havens høner. 

Maden, som Henrik frembringer, er altsammen vegetarmad, og ingredienserne er fra haven. Fremragende mad!

Vegetarmad med ingredienser fra egen have.

Pilgrimsfærd

For år tilbage boede der et ægtepar i rækkehuset ved siden af mig. Det var søde og rare mennesker, som jeg lejlighedsvis talte med - især med manden. Vi drøftede stort og småt, som man nu gør, men ud over nogle få selskabelige begivenheder, havde vi ikke større samkvem.

En dag erfarede jeg, at min nabo ikke var hjemme. Han var taget på pilgrimsvandring - Camino de Santiago – og befandt sig lige nu et eller andet sted i Pyrenæerne på vej mod Santiago de Compostela.

Han kom aldrig hjem igen. Han fandt ’sin eneste ene’ og sammen med hende slog han sig ned i et hus i Spaniens nordvest egn. Siden har jeg tænkt: ”Det er nok ikke helt ufarligt at tage på pilgrimstur! Man skal nok først være klar til dramatiske ændringer i sit liv.”

Foråret maj 2022 var jeg på min første pilgrimstur. Ikke sådan at sammenligne med Camino de Santiago, der strækker sig over flere hundrede kilometer, og i mange dage og nætter. Nej, det var såmænd en tur på nogle få timer, men jeg fik en fornemmelse af, hvad en pilgrimstur går ud på, og hvad den kan gøre godt for.

Pilgrim, hvad vil det sige?

Ordet pilgrim kommer af latin peregrinus, som betyder "en fremmed" eller "en, der rejser gennem landet". Det peger på både det fysiske og det indre i rejsen.

En pilgrim er én, der er på vej – én, der bevæger sig mod noget:

 - et helligt sted,

 - en indre erkendelse,

 - en åndelig forvandling

I nyere tid er der imidlertid opstået et skred i betydning mod en brede forståelse af begrebet – mere om det om lidt. Først skal vi se nærmere på oprindelsen og pilgrimsruterne.

Oprindelse og udvikling

Mange tænker vel, at pilgrimsvandring er en religiøs foreteelse, som er opstået på Jesu tid og herefter blevet en integreret del af kristendommen. Sådan er det ikke. Pilgrimsvandring har fundet sted i årtusinder. Oldtidens religiøse pilgrimsvandringer fra før år 1000 f.Kr. er de tidligst kendte. I Mesopotamien og Indien vandrede mennesker til templer og helligdomme med det formål at ofre, søge orakler, helbredelse eller renselse.

Fra det Gamle Testamente (2 Mos 23,14-17) ved vi, at Gud påbød jøderne at rejse til templet i Jerusalem tre gange om året, og i Lukasevangeliet (2,41) kan vi læse: ”Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten.”

Romerriget anerkendte kristendommen som en tilladt religion i år 313 e.Kr. og kristne valfartede til de hellige steder i Jerusalem, Jesu liv og død, og til Rom, apostlene Peter og Paulus’ grave.

Pilgrimsfærd blev en central trospraksis i middelalderen, og allerede i 900-tallet blev Santiago et af kristenhedens vigtigste pilgrimsmål – på linje med Rom og Jerusalem.

Camino de Santiago

Den mest populære – og vel på vore breddegrader den bedst kendte pilgrimsrute er Camino de Santiago, også kaldet Jacobsvejen eller populært blot Caminoen. Den oprindelige rute, Camino Francés, starter fra Saint-Jean-Pied-de-Port i Frankrig og er den mest benyttede. En strækning på 800 km hvis du går fra start til slut. Flere andre ruter er mulige, blandt andre: Camino Portugués – fra Lissabon eller Porto, Camino del Norte – langs den nordspanske kyst, Via de la Plata – fra Sevilla i syd og Camino Inglés – fra kysten i det nordlige Galicien.

Uanset hvilken rute du vælger, er målet for pilgrimsvandringen katedralen i Santiago de Compostela, som er hovedbyen i Galicien – en autonom region i det nordvestlige Spanien.

Sankt Jakob

Én af Jesu tolv disciple, Jakob den Ældre, hørte sammen med sin bror Johannes og med Simon Peter til Jesu inderkreds. Gentagne gange tager Jesus de tre med sig i særligt betydningsfulde og intime øjeblikke. I denne blogpost sættes Jakob den Ældre i fokus, fordi det er ham der er årsag til at pilgrimsvandrere ad Caminoen har katedralen i Santiago de Compostela som deres mål.

År 44 e.Kr. blev Jakob den Ældre halshugget på befaling af kong Herodes Agrippa i Jerusalem. Det kan læses i Apostlenes Gerninger (12,1-2). Der findes ingen dokumentation for at Jakob den Ældre har missioneret i Spanien, men en stærk kristen tradition fortæller, at Jakob missionerede i det nuværende Spanien, inden han vendte tilbage til Jerusalem, hvor han led martyrdøden.

Ifølge middelalderlegenden blev apostlen Jakob den Ældre efter sin martyrdød bragt til Spaniens nordvestkyst (Galicien) af sine disciple. Hans kiste strandede angiveligt ved kysten nær det nuværende Santiago de Compostela.

En ofte fortalt version af legenden fortæller, at da Jakobs båd ankom til Galiciens kyst, blev den ledsaget af mirakuløst tilstedeværende kammuslinger, som dækkede kisten eller samlede sig omkring kisten hvor båden strandede - et synligt tegn på det hellige. Så næste gang du spiser en kammusling, så tænk over dens symbolske og næsten hellige betydning i kraft af kammuslingens tætte forbindelse til apostlen Jakob og pilgrimstraditionen. Franskmændene bliver mindet om alene på grund af kammuslingens navn, la coquille Saint-Jacques, som direkte oversat betyder: muslingeskallen Sankt Jacob.

Omkring år 813 blev en grav opdaget i Galicien af en eremit ved navn Pelayo. Biskoppen af Iria Flavia erklærede, at det var Jakobs grav. Til ære for Sankt Jakob blev der opført en kirke på stedet. Kirken blev senere afløst af en større bygning, og i det 11. århundrede begyndtes arbejdet med at rejse en monumental kirkebygning over graven. Over flere omgange er det blevet til den nuværende katedral i Santiago de Compostela. I krypten under højalteret opbevares en sølvurne med relikvier, der siges at være apostlen Jakob den Ældres jordiske rester – nærmere bestemt dele af hans skelet.

Pilgrimsfærd i nyere tid

Pilgrimsvandring i det moderne Europa er blevet mere og mere populær. Hvorfor? Måske fordi den verden vi lever i højere og højere grad præges af kompleksitet, tempo og krav, hvor multinationale kræfter hele tiden kalder på os og forsøger at styre vores opmærksomhed, tidsanvendelse og handlinger.

Overalt i Europa findes der afmærkede pilgrimsruter, som står til rådighed både for dem, der ønsker en længerevarende pilgrimsvandring med overnatningsmuligheder, og for dem, der blot vil på en dagstur. Mange af disse ruter er på forskellig vis forbundet med Caminoen og udgør et sammenhængende netværk – eksempelvis kan man vandre fra Nordnorge via Sankt Olavsvejen, gennem Danmark ad Hærvejen og videre sydpå mod Santiago de Compostela.

Den nordiske pilgrimstradition fik nyt liv i 1990’erne og 2000’erne, blandt andet i forbindelse med genopdagelsen af St. Olavsvejen til Nidaros, som Trondheim hed i middelalderen.

Pilgrimsvandring var engang en religiøs pligt, men i dag er det en mangfoldig og personlig rejseform, der kan rumme såvel de religiøse, spirituelle som eksistentielle mål. Ja, par kan endda tage på arrangeret pilgrimsvandring langs Vesterhavet. I en kronik i Kristeligt Dagblad, 31.maj 2025, berettes om et nyt koncept, Par På Vandring, udviklet gennem Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg Stift af psykolog Bodil Kappelgaard og stiftspræst i Viborg Stift Steen Andreasen. Kronikørerne skriver blandt andet: ”At vandre i stilhed med sin ægtefælle skaber en unik mulighed for at forbinde sig på et dybere plan, hvor ord ikke er nødvendige.”  

Jeg vil slutte denne blogpost med en personlig fortælling om én af mine pilgrimsvandringer.

For tredje år i træk er jeg på retræte den første uge i maj. Ligesom årene før er vi i år én af dagene på pilgrimsvandring – cirka 12 kilometer. Det var ikke en afmærket pilgrimsrute, men vi vandrede i bjergrige omgivelser med grønne dale, oliventræer og tørre skråninger – et landskab, der i høj grad minder om Galilæa og Judæa, hvor Jesus og hans disciple vandrede for 2000 år siden. 

Langfredag – dagen, hvor Jesus blev korsfæstet – falder i år 2025 den 17. april. Efter sin opstandelse påskemorgen viser han sig i fyrre dage gentagne gange for sine disciple, forklarer dem skrifterne og forbereder dem på deres fremtidige gerning og Helligåndens komme i pinsen.   

Altså befinder vi os i den periode, hvor Jesus for cirka 2000 år siden gentagne gange viste sig for sine disciple. Derfor er det bibelteksten om Vandringen til Emmaus fra Lukasevangeliet, kapitel 24, vers 13-35, vi  reflekterer over under vores pilgrimsvandring. 

Vi får oplæst teksten lidt efter lidt. Vi starter med vers 13-17, som vi går med på den første strækning. Så holder vi en pause, hvor vers 17-22 læses – ved næste pause læses vers 22-24 – og sådan fortsætter vi, indtil turen når tilbage til vores udgangspunkt. 

Hele turen går vi sammen i stilhed, så vi ikke forstyrrer hinandens tanker. Det er en rigtig god måde at fordybe sig i teksten på.