Værdier

Ordet ”værdier” dækker i dette blogindlæg over de grundlæggende retningslinjer eller principper, som jeg lever mit liv efter.

…

Der er meget at bekymre sig om, nyhedsstrømmen er en flodbølge af emner, lige til at oversvømme min i forvejen overfyldte tankebank med bekymringer.

Global sikkerhed og geopolitiske spændinger: Krige i Ukraine, Mellemøsten og Afrika. Trusler og frygt om eskalerende konflikter. Nødvendigheden af sikkerhedstiltag, som vores politikere taler om.

Biodiversitet og klimaforandringer: Ekstremt vejr, oversvømmelser, skovbrande og hedebølger. Menneskeskabte, kan menneskene nå at stabilisere forandringerne og skabe en bæredygtig planet? Vil vores børn arve en beboelig jord?

Helbred og mental sundhed: Stress, angst og depression er i fokus. Vores mentale sundhed er blevet mere synlig. Mange unge mennesker mistrives, og antallet af personer, som rammes af demens, er stigende. Hyppigt dukker der artikler op om måder at fremme helbred, mental sundhed og velvære i dagligdagen.

Teknologi og kunstig intelligens (AI): Det går stærkt – alt for stærkt, mener nogle. Hvor fører det os hen?  Er udviklingen fascinerende eller bekymrende? Bliver mit job erstattet af en AI-robot? Kan udviklingen overhovedet styres eller reguleres? Vi går en usikker og uigennemskuelig fremtid i møde.

Politisk polarisering og social splittelse: Hvad er det, der sker i Amerika og vil det brede sig til resten af EU. Det Vestromerske rige gik til grunde i år 476 e.Kr. og cirka 1000 år senere, år 1453, skete det samme for det Østromerske rige. Fælles årsager til sammenbruddene er 1) Økonomiske og militære belastninger og reduceret kontrol over grænser og territorier, 2) Barbariske og fremmede invasioner; begge rigers fald blev endeligt udløst af eksterne angreb og 3) Politisk ustabilitet og indre stridigheder, intriger, ustabile ledere og borgerkrige.

Økonomisk usikkerhed: Inflation, højere leveomkostninger har skabt bekymring. Hvordan kan privatøkonomien hænge sammen, og hvad med landets økonomi?

Vi er som vestligt samfund mere splittet, både politisk og socialt. Emner som social retfærdighed, ytringsfrihed, og globalisering skaber intens debat og polarisering. Samfundets sammenhængskraft, og evnen til at løse fælles problemer på tværs af holdninger er udfordret.

Er Romerrigets historie på vej til at gentage sig, så vestlige demokratier går til grunde?

…

Sådan kunne jeg blive ved! Der er nok at bekymre sig om.

De store globale og nationale bekymringsbegivenheder er med et overtrumfet når privatlivets vilkår ændres dramatisk. I 2016 stopper min kone, Lissi, med sit arbejde. Hun kan ikke mere læse sine selvskrevne arbejdsprogrammer. Nye briller hjælper ikke og to år senere fortæller en overlæge på Århus Kommunehospital os, hvad problemet er:  Posterior cortical atrofi – en sjælden neurodegenerativ tilstand, som gradvist bevirker tab af væv i den bageste hjerneregion, hvor blandt andet hjernes synscenter er placeret.

Altså: Alzheimers demens!

Efter overlægens diagnose må jeg tilstå, at bekymringerne står i kø. Uoverskuelige udfordringer, usikker fremtid og hvad med dagligdagen nu på sygdommens vilkår. Et inferno af bekymrende tanker og modsatrettede følelser - sorg, samvittighed, ansvar, magtesløshed. Alt er kaos.

"At lære at være gift med en demensramt Lissi er ubetinget den største udfordring, jeg i mit liv indtil nu har stået over for!"

(Citat: Selvbiografi, Himmerlandsdrengen, august 2024.)

Jeg vidste så godt som ingenting om demens sygdomme. Som vel de fleste har jeg før nu aldrig følt behov for at lære herom. Demens er jo noget, som rammer de andre!

Lissis sygdomsforløb har lært mig om livet. Jeg er blevet bevidst om, hvad der for mig betyder noget og mine værdier, min livsfilosofi, leveregel eller hvad det kaldes står lysende klar.

Giv slip.

Følg din Gud.

Vær dig.

I kølvandet på demensdiagnosen følger en periode med traumatiske oplevelser. Det går langsomt op for mig at demens er en terminal sygdom. Det går kun en vej – mod døden. Lissi bliver så dårlig, at plejehjem er nødvendig, men at træffe en så skelsættende beslutning er et ægte dilemma – en frustrerende kamp mellem fornuft og følelser. Mine børn hjælper til ved at sige: ”Vi vil ikke miste dig også.”   

Første gang jeg konkret formulerer ”Giv slip” er i et pårørendemøde, hvor en kvinde fortæller, hvad hun gør for sin mand, for at mandens hverdag skal blive meningsfyldt. Hun er virkelig fortvivlet, føler sig magtesløs og rådvild.

Det er hjerteskærende og på et tidspunkt siger jeg til hende: ”Jamen kære, det er ikke dit ansvar, at din mand har det godt.” Jeg kan ikke holde tårerne tilbage og min stemme er grådkvalt.

Før Lissi flytter på plejehjem, er døgnets 24 timer, 7 dage om ugen fyldt op med to gøremål: 1) hjælp til en mere og mere svagtseende Lissi og 2) nødvendige aktiviteter for at overleve.

Lissi flytter, og jeg bliver alene tilbage i vores fælles hjem. Tanker, modsatrettede følelser og en overvældende sorg skal bearbejdes. Her er tomt og jeg er energiforladt. I denne tilstand ser jeg rigtig mange film på TV og efterhånden som energien vender tilbage begynder jeg at læse god litteratur.

Jeg er opdraget i et kristent hjem, er døbt og konfirmeret, men har ikke før været mere end hvad man kan betegne som kulturkristen.

Oplevelserne i sygdomsforløbet, spirituel litteratur og en terapeutisk skriveproces bliver for mig en katalysator for sorgbearbejdning og egenomsorg, som munder ud i at jeg indser: ”Der er en Gud, som jeg tror på.”  

Tvivlen nager og den gør mig ondt. I den forbindelse har jeg en uforklarlig, men tankevækkende oplevelse. I Aarhus midtby på Café Møllestien møder jeg en mand, Bjarne, som jeg aldrig før har set. Det er den 16. januar 2023 og et lammende vintervejr har ramt landet. Bybusserne er aflyst og jeg har trampet mig gennem sneen og møder Bjarne på vej ind til caféen. Vi falder i snak og de næste to timer taler vi om mange dybsindige emner. Bjarne er interesseret i filosofiske, religiøse og andre eksistentielle emner. Vi taler også om tro og jeg siger, at jeg tror på Gud, men jeg kommer også i tvivl, Det er jeg ked af, og jeg vil gerne slippe af med tvivlen.

Bjarne ser indtrængende på mig medens han med fasthed i stemme siger: ”Jamen, det kan du da ikke. Det er derfor det hedder tro.”    

Bjarne er lidt alternativ, synes jeg. Han har ingen mobiltelefon og fortæller intet om mere almindelige gøremål, men mere om sine oplevelser i omgangen med andre mennesker. På et tidspunkt fortæller han mig, at han er en engel, indirekte på denne måde: ”Jeg går ofte rundt om Brabrand Sø, og har flere gange mødt nogle damer. Den ene dame er meget interesseret i at vide, hvad jeg har lavet i mit liv. Det vil jeg ikke fortælle om, fordi så mange mennesker har forud opfattelser af det ene og det andet, måske endda fordomme. Så en dag siger damen til mig: Bjarne, ved du godt, at du er en engel.”

Selvom jeg, som mange andre pensionister, ofte kommer på Café Møllestien og selvom jeg hver gang ser grundigt efter om mon Bjarne også er her, har jeg ikke set ham siden.

Er Bjarne Guds sendebud, som skal legitimere min tvivl? Jeg tror Gud finder vejen til os mennesker, når der er noget vigtigt at fortælle eller noget Han finder nødvendigt. Noget der vedrører hvad Han vil have jeg skal gøre eller hvordan jeg skal være. Fra et rationelt synspunkt er tankerne naturligvis tågesnak og naive. Ja, nogle vil måske ligefrem kalde dem tåbelige, men som troende giver det mening.

Derfor: ”Følg din Gud.”

Den sidste del af min leveregel,

”Vær dig”,

har været min følgesvend igennem mange år. Jeg har altid værnet om min integritet ved at være autentisk og følge min egen vej.

Lissis demenssygdom og gode råd fra omsorgspersoner, har lært mig, at det i nogle situationer, kan være bedre at gå på kompromis med denne leveregel end at fastholde den. For eksempel ved at sige noget ”der gør Lissi glad” selvom det, jeg siger, ikke helt er overensstemmende med fakta og fordi, at jeg ved det faktabaserede svar vil gøre Lissi ked af det.

Paradoksalt nok, har denne lære, vist mig hvor vigtig levereglen, vær dig, er, og vist mig, at levereglen skal praktiseres med øje og respekt for det eller de mennesker, jeg er sammen med.