Nye blogindlæg

Vil du modtage (eller afmelde) en kort meddelelse, når nye blogindlæg udsende? Skriv "Tilmeld" eller "Afmeld" og din email, på kontaktformularen til højre og tryk på "Send".

GDPR

 Jeg startede på at skrive, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav, i efteråret 2022, og der har været mange udfordringer undervejs. Der er så meget, jeg gerne vil fortælle om, og ofte er jeg løbet ind i forhindringer. Hvordan var det lige, det var? Hvem var med? Hvornår skete det, og så videre.  

En af de helt store udfordringer er GDPR. Ja, du læste rigtigt, GDPR, General Data Protection Regulation. EU's regler til beskyttelse af privatlivets fred. Det er en jungle at finde ud af, hvad man må og ikke må uden tilladelser fra de personer, som jeg gerne ville skrive om, fordi de pågældende har været en vigtig del af mit liv. Jeg kunne ikke finde ud af de komplicerede regler, så for at være på den sikre side tog jeg i en periode i skriveprocessen afsæt i, at alle, som er med i min fortælling, skulle give tilladelse eller optræde anonymt. 

Hvor fantastisk. 

Det er lidt et detektivarbejde at finde frem til personer, som jeg ikke har haft kontakt med i måske 60-70 år. Til gengæld er det en utrolig fornøjelse, når det så lykkes. Jeg har virkelig genopfrisket mange dejlige oplevelser med disse personer. 

Jeg har haft fornøjelsen af at være en del af rigtig mange menneskers liv. Mennesker som på forskellig vis og på deres facon har bidraget positivt til den person, jeg er i dag.  Mange spørgsmål af den type, som jeg nævner ovenfor, har de genfundne personer bidraget til at give svar på. Rigtig mange tak for det. 

På et tidspunkt i forløbet skrev jeg til Datatilsynet for at få deres vejledning. Hvad må jeg skrive om andre personer i min bog. Der gik lang tid, inden jeg fik deres svar, men til gengæld fik jeg en udførlig forklaring, som viste, at reglerne fortolkes mindre restriktivt end mit udgangspunkt. 

Kort fortalt: "reglerne finder ikke anvendelse ved behandling af personoplysninger, som udelukkende sker med henblik på kunstnerisk eller litterær virksomhed" ... og ... "såfremt behandlingen af personoplysninger udelukkende har ovenstående formål (litterær virksomhed), vil du kunne behandle oplysningerne uden et såkaldt behandlingsgrundlag, dvs. uden et samtykke fra de pågældende."

Det kunne lette mit arbejde, men med de meget positive resultater, som indhentning af tilladelser gav, fortsatte jeg detektivarbejdet. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar