Velvære

Mai Juhl er pårørende konsulent på plejehjemmet, hvor Lissi bor, hun har til opgave at hjælpe pårørende til demente. Mai planlægger et arrangement med temaet, Livsglæde og egenomsorg, og inviterer pårørende til et møde om emnet i Alpedalens café. 

Mai kontakter mig, fordi hun gerne vil have mig til at fortælle om, hvad jeg har gjort i forhold til emnet. Det vil jeg naturligvis gerne fortælle om. Hvis mine oplevelser og erfaring kan inspirere andre i sorg og bidrage med at finde veje til livsglæde, stiller jeg gerne op. 

Gennem livet er det vel de færreste af os, som slipper for hændelser, der vender op og ned på livet, alvorlig sygdom, dødsfald, ulykker eller lignende. 

Hvad angår demens anslår Nationalt Videncenter for Demens, at der blandt danskerne over 65 år bliver 7.200 - 8.000 personer registreret med demens, svarende til 20-22 nye tilfælde om dagen året rundt. 

Behovet for sorgbearbejdning og at finde veje til livsglæde i og med sorgen, er voldsomt stort.  

I min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav, har jeg detaljeret fortalt om mine gode og dårlige oplevelser, om følelsesvirvar, om læringsbehov og meget andet. 

Jeg må indrømme, at da Lissis demens ramte os, stod jeg overfor den største udfordring, jeg i hele mit lange liv er blevet konfronteret med. Det er her, jeg har lært, hvad det betyder, at have et godt netværk, og lært at tage imod hjælp.

Forløbet, lige fra før Lissi får stillet diagnosen, til Lissi flytter på plejehjem, og jeg bliver alene, byder konstant på krav, praktiske såvel som følelsesmæssige. Det er sidstnævnte, som fylder mest, og som spiller den største rolle i forhold til egen omsorg og livsglæde. 

Processen med at skrive min bog, hvor jeg åbent fortæller om også tiden med Lissis demens og det at finde en vej mod velvære og at kunne leve videre med sorgen, har været gavnlig for mig, en form for terapi.

Familie og venner har været en afgørende og uvurderlig støtte, og har altid været der for mig.  

Ekspertviden og gode råd fra mange fagpersoner, som har lyttet tålmodigt til mine bekymringer og problemer undervejs i processen, har hjulpet mig. 

Nye ord er blevet en del af mit ordforråd, pårørende, sondemad, ventesorg, med flere,  Jeg har det svært med ordene. 

Pårørende, jeg synes det er meget klinisk og bryder mig ikke om betegnelsen. Måske mest fordi jeg føler mig tingsliggjort og fordi jeg helst havde været rollen foruden. 

Sondemad, jeg kender ordet før jeg bliver kastet ind i rollen, som pårørende, men ordet har fået en ny og mere alvorlig betydning for mig. 

Ventesorg, jeg har det utrolig svært med ordet. Jeg mener, sorgen er jo indtruffet. Den ramte ubønhørligt da Lissi fik diagnosen stillet. Hvad er det jeg venter på? Jeg kender godt svaret: Døden, men den vil jeg ikke vente på, døden kommer når tid er og indtil da vil jeg leve med Lissi, så godt, som det i situationen er muligt.

Jeg er spændt på at fortælle om mine oplevelser, bekymringer, glæder og sorger ved mødet i Alpedalens Cafe. Spændt på, om jeg vil kunne fortælle uden at være nødt til at holde pauser, fordi mine følelser får tårerne frem og overvinder min evne til at tale, men jeg er især spændt på, hvordan min fortælling vil blive modtaget. 

Mit oplæg fokuserer på mine veje til velvære ... og mine evner til samtidig at leve med sorgen. Hvad der er, eller har virket, godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for andre.    

Hvis mit oplæg ved Mai Juhls arrangement "Livsglæde og egen omsorg" kan inspirere deltagerne, fordi deres verden, ligesom min, er ramlet, vil jeg fortsætte med at udbrede mine oplevelser og erfaringer i andre tilsvarende sammenhænge. 

Det er nødvendigt for mennesker i dyb sorg, at finde en ny base til velvære.

Eftermiddagshygge i haven hos vores venner, Lene og Ebbe.

Retræte, fotos

Charlotte Rørths retræte, stille dage med tro og glæde, har jeg med stort udbytte deltaget i en uge både foråret 2023 og 2024. Retræten afholdes et vidunderligt sted, Garden of Lemons, cirka 1½ times kørsel fra Malaga lufthavn. Jeg har skrevet om retræten i min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav. 

Det er vanskeligt i prosa, at formidle et billede af det skønne sted og i bogen har der kun været plads til et enkelt billede. Jeg vil derfor i dette blogindlæg give dig et visuelt indtryk af havens mange forskellige rum, stejle op og nedgange samt træer buske og blomster. 

Se med her.

Boliger i Garden of Lemons

Der er på havens areal ialt fire bygninger til beboelse. Øverst til venstre ses hovedbygningen, øverst til højre og til venstre for swimmingpoolen ses en sidebygning, moderniseret hønsehus, nederst til venstre fører en trappe op til et hus, som ligger dybere inde i haven, og nederst til venstre endnu et beboelseshus, som ligger længst væk fra hovedbygningen.  

Vær med på en vandretur i haven:

Billeder fra en vandring i haven. 

Haven er måske for stor til at blive kaldt en have. Området er på 1,4 hektar, svarende til 14.000 kvadratmeter. På et sådant areal vil der kunne bygges 20 villaer, med et gennemsnitligt grundareal på 700 kvadratmeter,  altså en hel lille landsby.  Læg dertil, at haven er anlagt som terrasser i et kuperet terræn, så en vandretur i haven er som at gå  på opdagelse.  Uanset hvor jeg vender blikket, er der noget smukt at se på. 

Blomster:

Plus mange, mange flere, nogle af blomsterne dufter vidunderligt. 

Nattergale og mange andre småfugle synger og er med til at skabe en fredfyldt stemning.

Det er umuligt at undgå at føle velvære og blive i godt humør. Skulle trætheden melde sig, er der rundt omkring indrette siddepladser til alene eller i smågrupper at nyde freden og lytte til havens fugle.    

Træerne i haven er et kapitel for sig, oliven-, avocado-, granatæble-, appelsin-, citron-, kumquat- og figentræer.

Oliven-, avocado-, citron- og appelsintræer.

Jeg er altid tidligt oppe, så hver morgen klokken syv mødtes jeg med Ellen, en af de to humørspredende nordmænd, for at plukke en stor kurv appelsiner. Til morgenmaden er der altid friskpresset appelsinsaft. 

Flere steder i haven er der anlagt køkkenhaver, og i bunden af en lukket havegang er der hønsehus, med flere høner. Jeg tror ikke, der er en hane, for jeg har ikke i løbet af ugen hørt hanegal. Hver morgen er der blødkogte æg fra havens høner. 

Maden, som Henrik frembringer, er altsammen vegetarmad, og ingredienserne er fra haven. Fremragende mad!

Vegetarmad med ingredienser fra egen have.

Bilrute til Sydfrankrig

Sydfrankrig har meget at byde på, kultur, historie, natur og en afslappende, indbydende og venlig atmosfære, når man finder de gode steder. Desværre ligger Sydfrankrig mange kilometer fra Danmark, og hvis bilen vælges som transportmiddel, er det en udfordring. Mange, mange biler, ofte køer, udfordrende for tålmodigheden og stressindgydende. Jeg har ofte kørt turen til Marseillan, cirka 50 kilometer sydvest for Montpellier. 

Første gang, jeg kørte turen, fulgte jeg GPS'ens forslag, Hannover, Kassel, Frankfurt, Karlsruhe og ind i Frankrig ved Mulhouse, så længe som muligt på tyske motorveje. I Frankrig, Besançon, Dole, Bourg-en-Bresse, Lyon, Orange, Nimes og Montpellier. GPS'ens forslag er den hurtigste og korteste rute, medmindre der lige er kødannelser. Det er det ofte i al fald i feriesæsonen. Problemet er, at der er for mange biler, og hvis alle kører efter GPS'ens forslag, forstærkes problemet. 

Tillige er det også den dyreste vej, for i Frankrig er ruten stort set på hele strækningen betalingmototveje. 

Jeg vælger derfor altid en alternativ rute. Turen bliver lidt længere og tager en smule længere tid. Til gengæld er turen, i al fald i Frankrig, smukkere, mindre stressende, billigere og som regel uden større kødannelser. I Frankrig vælger jeg at indstille GPS'en, så betalingsveje undgås, det vender jeg tilbage til, den mulighed har jeg ikke i Tyskland, så jeg har ikke fundet en alternativ, fornuftig og afvekslende rute gennem Tyskland. Jeg bliver på de tyske motorveje. Jeg har prøvet i Tyskland at indstille GPS'en til at undgå motorvej, men det har ikke været en succes. 

Nogle kilometer efter Hamborg vælger jeg at følge hovedvej A1 mod Bremen, fortsætter mod Dortmund, Køln og Trier. Nogle få kilometer efter Trier kører jeg ind i Luxembourg, følger motorvejen i Luxembourg og kører ind i Frankrig lige før Thionville. 

Fra Aarhus til grænseovergangen mellem Luxembourg og Frankrig er der cirka 1000 kilometer. Turen gennem Tyskland kan godt være en udfordring og stressende afhængig af trafikintensiteten, og tidspunktet på døgnet. Jeg vælger at køre om natten. Det er behageligt, autopiloten sættes på 110 - 120 kilometer i timen, og det er sjældent nødvendigt at ændre på det. Starter i Aarhus ved 17-tiden og kan være fremme i Frankrig fra morgenstunden.  

Ankommet til Frankrig fortsætter jeg ad A31. Circa 40 kilometer efter Thionville er der en afkørsel til en lille by, Féy. Her vælger jeg at gøre stop for at spise morgenmad. Før du kommer til Féy ligger der et hotel, Les Tuileries, hvor jeg har overnattet nogle gange. Derfor ved jeg, at jeg kan få en solid morgenbuffet, ikke noget særligt, men et glimrende alternativ til spisesteder på rastepladser langs motorvejen, og det er i kort afstand fra motorvejen, som vi skal tilbage til efter morgenmaden. 

Før turen fortsættes, indstiller jeg GPS'en til at fravælge betalingsveje og guide mod Clermont-Ferrand. Ved at fravælge betalingsveje bliver ruten dejlig varieret. Nogle gange gennem mindre byer, nogle gange på motorveje, der ikke er belagt med afgifter, men ofte på gode nationalruter, og i hvert fald uden helt tæt trafik og kødannelser. 

Turen fra Les Tuileries til Clermant-Ferrand fortsætter på A31 mod Nancy, men herfra er A31 afgiftsbelagt, og GPS'en leder dig mod Épinal, Luxeuil-les-Bains, som er en kurby med flere gode overnatningssteder, herfra til Vesoul, Fretigney-et-Velloreille, Dole og Chalon-Sur-Saône. Fra Chalon-Sur-Saône er gode gamle nationalruter, N80, N70 og N79. Få kilometer efter Digoin forlades N79 og turen fortsættes mod byen, Le Donjon, og herfra mod Vinchy. Alle disse byer behøver du ikke tænke på, blot nyde, GPS'en gør arbejdet for dig. 

Fra Vichy til Clermont-Ferrand er der omkring 50 kilometer, og før du når til Clermont-Ferrand, er det tid at indstille GPS'en på din destination, i mit tilfælde Marseillan. GPS'en er stadig indstillet til at fravælge betalingsveje. For at være sikker på ruten kan du tjekke, at GPS'en har valgt A75, og ikke sender dig via Lyon. I så fald er det omsonst at være kørt over Clermont-Ferrand. 

A75 er motorvej uden afgift, bortset fra en viadukt over Tarn-kløften, Gorges du Tarn. GPS'en vil lede dig gennem byen Millau, men det kan ikke betale sig. Det tager en ekstra halv time, og det koster ikke særlig meget at fortsætte på A75 hen over viadukten. 

Turen går fra Clermont-Ferrand til Clermont i gennem et fantastisk smukt bjerglandskab, Cevennerne, som er en del af Massif Central. Især strækningen fra Millau mod syd til Clermont-l'Herault er smukt. 

Jeg kan virkelig anbefale denne rute som alternativ rute, hvis du skal til Montpellier eller længere mod syd, Béziers, Narbonne eller Perpignan. Ja, også hvis du skal til en destination i det østlige Spanien.  

Jeg har skrevet om en del seværdigheder og begivenheder i og omkring departement l'Herault. Det kan du læse om i min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav, når den udkommer efter sommerferien 2024. 

Jeg vil lægge supplerende beskrivelser af seværdigheder og andet, som er gode oplevelser, op på min blog. 

Retræte

Tiden er kommet til, at batterierne skal oplades. 

Nej, jeg har ikke købt en el-bil, det er mine batterier, der skal oplades. I lighed med sidste år, hvor jeg var en uge på retræte i Andalusien, tager jeg afsted igen i år. Sidste års energi boost kan jeg stadig mærke, men jeg kan også mærke, at tiden er inde til fornyelse.

Det bliver samme sted, Garden of Lemons, og med Charlotte Rørth som guide og inspirator.

Hvis du selv er deltager på retræter, ved du hvad jeg taler om, hvis du aldrig har deltaget på en retræte, kan jeg kun anbefale dig at prøve. 

For mig er det livsbekræftende. 

Fri abort

Et af tidens hotte emner er, om det Etiske Råds anbefaling, at abortgrænsen flyttes til 18. graviditetsuge, skal indføres. 

Jeg har svært ved at finde ud af med mig selv, hvad jeg mener. På den ene side skal kvindes ret til at bestemme over et ufødt barns liv, eller vejer hensynet til det ufødte barn tungere. 

Et tungt etisk - moralsk spørgsmål!

Et argument, der ofte fremføres er: Kvinden skal kunne bestemme over egen krop! Det vil de fleste vel umiddelbart nikke ja til, men hvis udsagnet føres ubetinget videre, gælder det så i alle henseende? Har kvinden ret til at vælge sin egen død frem for livet? Et andet tungt spørgsmål, som også af og til er til offentlig debat. 

Medmindre det ufødte barn er et resultat af en voldtægt, havde kvinden ret til at bestemme over sin egen krop ved undfangelsen af det ufødte barn? Er hun da ikke nødt til at tage konsekvensen af sin tidligere handling? 

Nogle vil mene jo, andre nej.

Det ufødte barn er ikke et menneske før efter 18. graviditetsuge, lyder det fra mennesker, der går ind for at hæve grænsen. 

Hvornår starter livet? Ved undfangelsen eller fra den 18. graviditetsuge? ... et umuligt spørgsmål!