Nye blogindlæg

Vil du modtage (eller afmelde) en kort meddelelse, når nye blogindlæg udsende? Skriv "Tilmeld" eller "Afmeld" og din email, på kontaktformularen til højre og tryk på "Send".

Humor

Det skal ikke handle om etik, demens, kærlighed, livsstil og tilsvarende hele tiden, så nu vil jeg gerne stille et spørgsmål i en helt anden boldgade: 

Hvad er humor? ... Hvad forstår du ved humor?

Der er mange meninger om spørgsmålet. Her er et lille forsøg på at give et eksempel, på noget, som jeg opfatter som humor.

Af og til er "Den bedste kur" moderne, som nu for eksempel, når mange mennesker tror på 20-12 kuren. Dagens sidste måltid inden klokken 20 og ingen mad igen før dagen efter tidligst klokken 12. Det skulle være så godt for både krop og sjæl. 

Jeg vil gerne have det godt, både hvad angår krop og sjæl, og min mave er også blevet lidt for rund. 

"Det må jeg prøve." tænker jeg.

Kroppen bliver et kilo eller to lettere og maven bliver lidt mindre rund, men stadig med en fin bue skuende udad. Badevægten kan give mig troværdig respons på krop og maven kan jeg jo se eller måle med min livrem. 

Hvad sjælen angår ved jeg ikke rigtig om kuren gavner. Sjælevægten findes ikke, mig bekendt, på trods af al snakken om kunstig intelligens.  

Jeg funderer af og til over de ord vi bruger, siger til hinanden, hvad de egentlig betyder. Hvad forstår jeg ved et ord jeg bruger, og forstår modtageren det samme ved ordet? 

Jeg vil give et eksempel. 

For flere år siden, ja hold da helt op, det var før jeg fyldte 60, så det er jo næsten tyve år siden. Lissi og jeg er på et kursus hos AP Pension, Formålet er, at forberede os på pensionisttilværelsen. En af foredragsholderne havde medbragt en lille folder med gode råd. Jeg husker ikke præcist hvad folderen handlede om, men jeg husker en tegning fra folderen. 

På tegningen sidder farmor i sin gyngestol og ved siden af farmor er hendes barnebarn, på omkring fem år, i gang med at lege. Farmor og barnebarn hygger sig og småsludrer i al fortrolighed. 

Barnebarnet spørger: "Farmor, hvornår bliver man åndsfrisk".

Tegningen er ikke forsynet med farmors svar, men mon ikke farmor og barnebarn har forskellig opfattelse af betydningen af ordet, åndsfrisk

Nå, men jeg glæder mig i al fald, til jeg bliver åndsfrisk -eller gør jeg?

Åndsfrisk ... Det samme som frisk i ånden? eller ... Det samme som frisk ånde? 

Lige nu holder jeg 20-12 kur pause. 

Det gør jeg fordi min bedste ven, Ebbe, forleden på vores morgen-gå-tur en dag siger: "Du skulle måske igen begynde at spise om morgenen. Du har dårlig ånde.

Det går jo ikke, at gå rundt og forurene vores dejlige friske morgenluft og dårlig ånde kan jeg ikke selv lugte. Godt at have en ven, der tør konfrontere mig med et ellers tabubelagt emne.

Nå, men jeg glæder mig i al fald, til jeg igen får frisk ånde.

Er det humor?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar