Ordet ”værdier” dækker i dette blogindlæg over de grundlæggende retningslinjer eller principper, som jeg lever mit liv efter.
…
Der er meget at bekymre sig om, nyhedsstrømmen
er en flodbølge af emner, lige til at oversvømme min i forvejen overfyldte
tankebank med bekymringer.
Global
sikkerhed og geopolitiske spændinger: Krige i Ukraine,
Mellemøsten og Afrika. Trusler og frygt om eskalerende konflikter. Nødvendigheden
af sikkerhedstiltag, som vores politikere taler om.
Biodiversitet
og klimaforandringer: Ekstremt vejr, oversvømmelser,
skovbrande og hedebølger. Menneskeskabte, kan menneskene nå at stabilisere
forandringerne og skabe en bæredygtig planet? Vil vores børn arve en beboelig jord?
Helbred og
mental sundhed: Stress, angst og depression er i fokus.
Vores mentale sundhed er blevet mere synlig. Mange unge mennesker mistrives, og
antallet af personer, som rammes af demens, er stigende. Hyppigt dukker der artikler
op om måder at fremme helbred, mental sundhed og velvære i dagligdagen.
Teknologi
og kunstig intelligens (AI): Det går stærkt – alt for
stærkt, mener nogle. Hvor fører det os hen?
Er udviklingen fascinerende eller bekymrende? Bliver mit job erstattet
af en AI-robot? Kan udviklingen overhovedet styres eller reguleres? Vi går en usikker
og uigennemskuelig fremtid i møde.
Politisk
polarisering og social splittelse: Hvad er det, der sker i
Amerika og vil det brede sig til resten af EU. Det Vestromerske rige gik til
grunde i år 476 e.Kr. og cirka 1000 år senere, år 1453, skete det samme for det
Østromerske rige. Fælles årsager til sammenbruddene er 1) Økonomiske og
militære belastninger og reduceret kontrol over grænser og territorier, 2)
Barbariske og fremmede invasioner; begge rigers fald blev endeligt udløst af
eksterne angreb og 3) Politisk ustabilitet og indre stridigheder, intriger,
ustabile ledere og borgerkrige.
Økonomisk
usikkerhed: Inflation, højere leveomkostninger har skabt
bekymring. Hvordan kan privatøkonomien hænge sammen, og hvad med landets
økonomi?
Vi er som vestligt samfund mere splittet, både
politisk og socialt. Emner som social retfærdighed, ytringsfrihed, og
globalisering skaber intens debat og polarisering. Samfundets sammenhængskraft,
og evnen til at løse fælles problemer på tværs af holdninger er udfordret.
Er Romerrigets historie på vej til at
gentage sig, så vestlige demokratier går til grunde?
…
Sådan kunne jeg blive ved! Der er nok at
bekymre sig om.
De store globale og nationale bekymringsbegivenheder
er med et overtrumfet når privatlivets vilkår ændres dramatisk. I 2016 stopper
min kone, Lissi, med sit arbejde. Hun kan ikke mere læse sine selvskrevne arbejdsprogrammer.
Nye briller hjælper ikke og to år senere fortæller en overlæge på Århus
Kommunehospital os, hvad problemet er: Posterior
cortical atrofi – en sjælden neurodegenerativ tilstand, som gradvist bevirker
tab af væv i den bageste hjerneregion, hvor blandt andet hjernes synscenter er
placeret.
Altså: Alzheimers demens!
Efter overlægens diagnose må jeg tilstå, at
bekymringerne står i kø. Uoverskuelige udfordringer, usikker fremtid og hvad
med dagligdagen nu på sygdommens vilkår. Et inferno af bekymrende tanker og
modsatrettede følelser - sorg, samvittighed, ansvar, magtesløshed. Alt er kaos.
"At lære at være gift med en
demensramt Lissi er ubetinget den største udfordring, jeg i mit liv indtil nu
har stået over for!"
(Citat: Selvbiografi,
Himmerlandsdrengen, august 2024.)
Jeg vidste så godt som ingenting om demens
sygdomme. Som vel de fleste har jeg før nu aldrig følt behov for at lære herom.
Demens er jo noget, som rammer de andre!
Lissis sygdomsforløb har lært mig om livet. Jeg
er blevet bevidst om, hvad der for mig betyder noget og mine værdier, min
livsfilosofi, leveregel eller hvad det kaldes står lysende klar.
Giv slip.
Følg din Gud.
Vær dig.
I kølvandet på demensdiagnosen følger en periode
med traumatiske oplevelser. Det går langsomt op for mig at demens er en
terminal sygdom. Det går kun en vej – mod døden. Lissi bliver så dårlig, at plejehjem
er nødvendig, men at træffe en så skelsættende beslutning er et ægte dilemma –
en frustrerende kamp mellem fornuft og følelser. Mine børn hjælper til ved at
sige: ”Vi vil ikke miste dig også.”
Første gang jeg konkret formulerer ”Giv
slip” er i et pårørendemøde, hvor en kvinde fortæller, hvad hun gør for sin
mand, for at mandens hverdag skal blive meningsfyldt. Hun er virkelig
fortvivlet, føler sig magtesløs og rådvild.
Det er hjerteskærende og på et tidspunkt siger
jeg til hende: ”Jamen kære, det er ikke dit ansvar, at din mand har det godt.”
Jeg kan ikke holde tårerne tilbage og min stemme er grådkvalt.
Før Lissi flytter på plejehjem, er døgnets 24
timer, 7 dage om ugen fyldt op med to gøremål: 1) hjælp til en mere og mere
svagtseende Lissi og 2) nødvendige aktiviteter for at overleve.
Lissi flytter, og jeg bliver alene tilbage i
vores fælles hjem. Tanker, modsatrettede følelser og en overvældende sorg skal
bearbejdes. Her er tomt og jeg er energiforladt. I denne tilstand ser jeg
rigtig mange film på TV og efterhånden som energien vender tilbage begynder jeg
at læse god litteratur.
Jeg er opdraget i et kristent hjem, er døbt og
konfirmeret, men har ikke før været mere end hvad man kan betegne som
kulturkristen.
Oplevelserne i sygdomsforløbet, spirituel
litteratur og en terapeutisk skriveproces bliver for mig en katalysator for
sorgbearbejdning og egenomsorg, som munder ud i at jeg indser: ”Der er en
Gud, som jeg tror på.”
Tvivlen nager og den gør mig ondt. I den
forbindelse har jeg en uforklarlig, men tankevækkende oplevelse. I Aarhus
midtby på Café Møllestien møder jeg en mand, Bjarne, som jeg aldrig før har set.
Det er den 16. januar 2023 og et lammende vintervejr har ramt landet. Bybusserne
er aflyst og jeg har trampet mig gennem sneen og møder Bjarne på vej ind til
caféen. Vi falder i snak og de næste to timer taler vi om mange dybsindige
emner. Bjarne er interesseret i filosofiske, religiøse og andre eksistentielle emner.
Vi taler også om tro og jeg siger, at jeg tror på Gud, men jeg kommer også i
tvivl, Det er jeg ked af, og jeg vil gerne slippe af med tvivlen.
Bjarne ser indtrængende på mig medens han med
fasthed i stemme siger: ”Jamen, det kan du da ikke. Det er derfor det hedder
tro.”
Bjarne er lidt alternativ, synes jeg. Han har
ingen mobiltelefon og fortæller intet om mere almindelige gøremål, men mere om sine
oplevelser i omgangen med andre mennesker. På et tidspunkt fortæller han mig,
at han er en engel, indirekte på denne måde: ”Jeg går ofte rundt om Brabrand
Sø, og har flere gange mødt nogle damer. Den ene dame er meget interesseret i
at vide, hvad jeg har lavet i mit liv. Det vil jeg ikke fortælle om, fordi så
mange mennesker har forud opfattelser af det ene og det andet, måske endda
fordomme. Så en dag siger damen til mig: Bjarne, ved du godt, at du er en engel.”
Selvom jeg, som mange andre pensionister, ofte
kommer på Café Møllestien og selvom jeg hver gang ser grundigt efter om mon
Bjarne også er her, har jeg ikke set ham siden.
Er Bjarne Guds sendebud, som skal legitimere
min tvivl? Jeg tror Gud finder vejen til os mennesker, når der er noget vigtigt
at fortælle eller noget Han finder nødvendigt. Noget der vedrører hvad Han vil
have jeg skal gøre eller hvordan jeg skal være. Fra et rationelt synspunkt er tankerne
naturligvis tågesnak og naive. Ja, nogle vil måske ligefrem kalde dem tåbelige,
men som troende giver det mening.
Derfor: ”Følg din Gud.”
Den sidste del af min leveregel,
”Vær dig”,
har været min følgesvend igennem mange år. Jeg
har altid værnet om min integritet ved at være autentisk og følge min egen vej.
Lissis demenssygdom og gode råd fra
omsorgspersoner, har lært mig, at det i nogle situationer, kan være bedre at gå
på kompromis med denne leveregel end at fastholde den. For eksempel ved at sige
noget ”der gør Lissi glad” selvom det, jeg siger, ikke helt er overensstemmende
med fakta og fordi, at jeg ved det faktabaserede svar vil gøre Lissi ked af
det.
Paradoksalt nok, har denne lære, vist mig hvor
vigtig levereglen, vær dig, er, og vist mig, at levereglen skal
praktiseres med øje og respekt for det eller de mennesker, jeg er sammen med.