Skriveterapi

I går, grundlovsdag 5. juni 2024, afleverede jeg mit endelige manuskript til forlaget. Nu er det “låst”, hedder det vist i den verden. Det er slut med at ændre, fortryde, slette eller tilføje noget. Når jeg til sin tid læser det færdige resultat, vil jeg sikkert gerne justere. Så er det for sent! Heldigvis kan jeg så udsende indlæg via bloggen.

I dette blogindlæg vil jeg reflektere over, hvad der sker for én, når man skriver, ikke nødvendigvis en bog, måske et digt eller ... ?

Nej, jeg kan selvfølgelig ikke fortælle, hvad man oplever, kun fortælle om min skriveproces, og hvilken betydning det har for mig.

Jeg kan så håbe på, at du vil kommentere mit indlæg og fortælle om dine oplevelser ved at skrive. Hvilken betydning det har for dig. På den måde vil vi kunne få en bredere indsigt i effekten af skriveprocesser.

Her får du mit bidrag.

Det er flere år siden, Nicolai sagde: “Vil du ikke skrive lidt om dit liv? Det vil jeg gerne. Der er så mange ting, jeg ikke ved om dig, og på et eller andet tidspunkt kan jeg ikke længere spørge.”

Livets realiteter er kommet tættere på. Alvorlig sygdom får os til at tænke mere over, at det for os alle en dag er slut.

Fra 2018 og flere år frem er mit liv kaotisk, og min tid går med opretholdelse af Lissis og min egen tilværelse. Det er svært at overskue og navigere igennem dagligdagen, svært at sove om natten, så når en ny dag starter, er mine batterier allerede flade. Livsglæde er der ikke meget af, egenomsorg er på laveste blus, og tid til at skrive er nærmest ikke eksisterende.

Mange lange møder, samtaler og e-mails med mine sønner, Nicolai og Kristoffer, er en tilbagevendende begivenhed og en uvurderlig støtte for mig. Min energibuffer eller powerbank, så at sige.

Lissi flytter marts 2022 på plejehjemmet Vejlbygade, men selvom omsorg for Lissi stadig er en første prioritet i mine aktivitetsvalg, er der begyndt at blive lidt tid til mig selv. Først efter Lissi marts 2023 kommer på plejehjemmet Skovvang og får det bedre, bliver min tid til egenomsorg mærkbar. 

Min situation alene nødvendiggør, at jeg finder ind til et revideret livsgrundlag. Projekt selvbiografi er for mig en brik eller måske snarere en katalysator i den transformation, som er krævet.

Det at sætte ord på især de følelsesmæssige aspekter omkring diagnose, sygdomsforløb og de uundgåelige forandringer i vores liv sammen, har haft en terapeutisk og forløsende effekt.

Arbejdet med min bog har på mange måder også været spændende.

Det har været sjovt at skrive om mange erindringer fra min barndom. Historierne er dukket op i min hukommelse undervejs, som om den ene historie har taget følge af en anden.

Mennesker, som har været en betydende del af mit liv, men som jeg ikke gennem rigtig mange år har haft kontakt med, har jeg fundet frem til og genoptaget kontakten med. Det er virkelig en fornøjelse at gense personer, som jeg ikke har set de seneste 60 år eller mere. 

Arbejdslivet har fyldt meget i min tilværelse, så min fortælling herom var ved at slide PC’ens tastatur op, men jeg har fået det kogt ned til et væsentligt minimum. Mit essay skal ikke være en erhvervshistorie.

At skrive om mit liv har været en udfordring og til tider en hård, opslidende proces, men jeg vil nødig have været det foruden.

Samlet set har projektet givet mig fornyet livskvalitet og en større selvforståelse, og ikke mindst har det vist mig, hvor stor betydning min opvækst har for mit liv.