Nye blogindlæg

Vil du modtage (eller afmelde) en kort meddelelse, når nye blogindlæg udsende? Skriv "Tilmeld" eller "Afmeld" og din email, på kontaktformularen til højre og tryk på "Send".

Uhyret

 "At lære at være gift med en demensramt Lissi er ubetinget den største udfordring, jeg i mit liv indtil nu har stået over for!

Sådan skrev jeg i min bog, Himmerlandsdrengen, som blev udgivet i august i år.  

Jeg har ikke et mere rammende ord for demenssygdomme end Uhyre for det er i sandhed en på alle måder uhyrlig sygdom, et nederdrægtigt, ondsindet og grusomt uhyre, der rammer en hel familie og den nærmest pårørende med et inferno af tunge tanker, følelser og praktiske udfordringer i et forvirrende virvar på kort tid. 

Efter Lissi kom på plejehjem, og efter jeg var blevet færdig med Himmerlandsdrengen, blev jeg opfordret til at holde et oplæg på plejehjemmet, hvor Lissi bor. Det er pårørendevejleder Mai Juhl, som sammen med demenskoordinator Anne Overbeck arrangerer café-møder for pårørende. 

Mai og Anne vil gerne have mig til at fortælle om emnet, Livsglæde og egenomsorg, med afsæt i mine egne oplevelser af det at være pårørende og samtidig holde fast i mig selv og få det bedste ud af alt det, som livet byder på.

Responsen fra deltagerne i mødet er positive, og flere giver udtryk for at min fortælling giver positivt udbytte og inspiration.   

Allerede inden café-mødet er en tanke opstået i mit hoved: "Hvordan kan jeg gøre en indsats for mennesker som bliver hjemsøgt af uhyret? Der er skrevet rigtig meget om demenssygdomme, men er der skrevet noget, som er målrettet pårørende til demente?

Det er der ganske vist, men måske er der så meget spredt viden - i bøger, på nettet, pårørendegrupper, kurser, alle vil hjælpe - mange, mange forskellige velmenende kilder, så når jeg, der står i den konkrete situation, tidspresset og stresset, fordi udfordringerne står i kø, bliver mere forvirret end hjulpet?  

Efter café-mødet er en ide, ved at tage form.

Jeg har arbejdet på projektet siden. 

Bogens målgruppe, formål og afgrænsning er på plads i form af en temmelig detaljeret synopsis. Kort beskrevet, og med god hjælp fra Mai, skal bogen for pårørende, være en håndbog eller tjekliste, som kan give anvisning på, hvordan en pårørende kan takle de mange udfordringer, som vedkommende står i, når situationen er virkelighed. Det er et meget ambitiøst mål.

Fra starten af er jeg bevidst om en bekymring, som kunne blive en show-stopper, allerede inden projektet kom rigtig i gang. Virkeliggørelse af idéen kræver, at jeg kan få accept fra fem pårørende til ægtefæller med demens, til at fortælle om deres oplevelser med sygdommen. Hvis ikke dør idéen. Det har vist sig, at være en unødig bekymring. Jeg har accept fra fire i dag, og har allerede gennemført de tre første interviews. 

Mai har været en værdifuld hjælp i processen både hvad angår synopsis og at finde emner til bogens fortællinger. Jeg har drøftet, eller skrevet med rigtig mange pårørende, som er kommet med gode idéer, indspark og opfordringer om at komme igang. Vurderet på disse tilbagemeldinger er der et stort behov for at virkeliggøre bogens idé.  



Humor

Det skal ikke handle om etik, demens, kærlighed, livsstil og tilsvarende hele tiden, så nu vil jeg gerne stille et spørgsmål i en helt anden boldgade: 

Hvad er humor? ... Hvad forstår du ved humor?

Der er mange meninger om spørgsmålet. Her er et lille forsøg på at give et eksempel, på noget, som jeg opfatter som humor.

Af og til er "Den bedste kur" moderne, som nu for eksempel, når mange mennesker tror på 20-12 kuren. Dagens sidste måltid inden klokken 20 og ingen mad igen før dagen efter tidligst klokken 12. Det skulle være så godt for både krop og sjæl. 

Jeg vil gerne have det godt, både hvad angår krop og sjæl, og min mave er også blevet lidt for rund. 

"Det må jeg prøve." tænker jeg.

Kroppen bliver et kilo eller to lettere og maven bliver lidt mindre rund, men stadig med en fin bue skuende udad. Badevægten kan give mig troværdig respons på krop og maven kan jeg jo se eller måle med min livrem. 

Hvad sjælen angår ved jeg ikke rigtig om kuren gavner. Sjælevægten findes ikke, mig bekendt, på trods af al snakken om kunstig intelligens.  

Jeg funderer af og til over de ord vi bruger, siger til hinanden, hvad de egentlig betyder. Hvad forstår jeg ved et ord jeg bruger, og forstår modtageren det samme ved ordet? 

Jeg vil give et eksempel. 

For flere år siden, ja hold da helt op, det var før jeg fyldte 60, så det er jo næsten tyve år siden. Lissi og jeg er på et kursus hos AP Pension, Formålet er, at forberede os på pensionisttilværelsen. En af foredragsholderne havde medbragt en lille folder med gode råd. Jeg husker ikke præcist hvad folderen handlede om, men jeg husker en tegning fra folderen. 

På tegningen sidder farmor i sin gyngestol og ved siden af farmor er hendes barnebarn, på omkring fem år, i gang med at lege. Farmor og barnebarn hygger sig og småsludrer i al fortrolighed. 

Barnebarnet spørger: "Farmor, hvornår bliver man åndsfrisk".

Tegningen er ikke forsynet med farmors svar, men mon ikke farmor og barnebarn har forskellig opfattelse af betydningen af ordet, åndsfrisk

Nå, men jeg glæder mig i al fald, til jeg bliver åndsfrisk -eller gør jeg?

Åndsfrisk ... Det samme som frisk i ånden? eller ... Det samme som frisk ånde? 

Lige nu holder jeg 20-12 kur pause. 

Det gør jeg fordi min bedste ven, Ebbe, forleden på vores morgen-gå-tur en dag siger: "Du skulle måske igen begynde at spise om morgenen. Du har dårlig ånde.

Det går jo ikke, at gå rundt og forurene vores dejlige friske morgenluft og dårlig ånde kan jeg ikke selv lugte. Godt at have en ven, der tør konfrontere mig med et ellers tabubelagt emne.

Nå, men jeg glæder mig i al fald, til jeg igen får frisk ånde.

Er det humor?