Når kærligheden må finde nye veje
– om ånd,
værdighed og livet med demens
Da min hustru Lissi blev ramt af demens, ændrede vores liv
sig grundlæggende. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men snigende.
Små forskydninger i adfærd, gentagelser, usikkerhed – og siden en diagnose, som
vi begge forstod rækkevidden af, selv om vi ikke kunne overskue konsekvenserne.
I dag bor Lissi på plejehjemmet Skovvang, Aarhus Nord. Og hun har det godt. Før kørestolen gik vi ture,
talte sammen, pjattede og grinede. Hun kan ikke længere det, hun kunne før. Hun
ser dårligt og hendes hukommelse svigter. I dag er Lissi lænket til en kørestol
og afhængig af andres hjælp. Jeg besøger hende to gange om ugen. Vi holder i
hånd og er sammen – for hun er der
endnu.
Det er netop dette “endnu”, jeg gerne vil insistere på.
For i mødet med mennesker med demens sker der ofte noget
afgørende – og problematisk. Vi begynder at tale om dem som “demente”. Som om
sygdommen overtager mennesket. Som om identiteten langsomt opløses i takt med,
at funktionerne forsvinder.
Men et menneske er ikke sin sygdom.
Jeg forstår godt, hvor det kommer fra. Når hukommelsen
svigter, når sproget bryder sammen, når personligheden ændrer sig, kan det
føles, som om den, man elsker, forsvinder. Mange pårørende oplever en sorg, der
ligner et gradvist tab, længe før døden indtræffer.
Jeg står selv i den sorg — forandringssorg, kalder jeg
det.
Men jeg har også erfaret noget andet.
Der er en rest – eller måske snarere en kerne – som ikke
lader sig reducere til kognitive funktioner. En måde at være til stede på. Et
blik. En reaktion. En glæde ved genkendelse. En humor, der pludselig bryder
igennem.
Jeg vælger at kalde det ånd.
Jeg ved godt, at ordet kan diskuteres. Teologer og
filosoffer har gennem århundreder forsøgt at definere, hvad ånd er. Jeg har
ikke noget systematisk svar. Men jeg har en erfaring: Når jeg møder Lissi, er
der stadig noget mellem os, som sygdommen ikke har taget.
Hun bliver glad, når jeg kommer. Hun spørger, hvordan jeg
har det. Hun griner, når jeg pjatter. Hun kan blive rørt over et kram.
Er det ikke netop dér, mennesket viser sig?
Hvis vi reducerer mennesket til dets funktioner, mister vi
noget afgørende. Så bliver værdighed afhængig af evner: hukommelse, sprog,
orientering. Men hvis værdigheden hviler på noget dybere – på det, at vi er
mennesker i relation – så består den også, når evnerne svækkes.
Her tror jeg, vi som samfund står over for et valg.
Vil vi se mennesker med demens som “tabte”, som nogen der
gradvist ophører med at være dem, de var? Eller vil vi fastholde, at de er
mennesker med en sygdom – mennesker, som stadig kan mødes, stadig kan elskes,
stadig kan være i relation?
For mig er svaret ikke kun teoretisk. Det er dybt praktisk.
Det handler om, hvordan vi taler.
Det handler om, hvordan vi møder.
Det handler om, hvilke forventninger vi har.
Hvis jeg møder Lissi som en, der “ikke længere er der”, vil
jeg også komme til at handle derefter. Men hvis jeg møder hende som et
menneske, hvor noget stadig er levende, åbner der sig andre muligheder.
Så kan kærligheden finde nye veje.
Kærlighed er ikke kun det, der var. Den er også det, der er
muligt nu.
Den kan være et blik, et grin, et stykke fjolleri. Den kan
være trofasthed – at blive ved med at komme, blive ved med at være der, også
når det ikke længere er gensidigt på den måde, vi kender.
Jeg siger ikke, at det er let. Det er det ikke.
Som pårørende står man med svære beslutninger. Man bliver
konfronteret med spørgsmål, man aldrig havde forestillet sig: Skal der gives
sondemad? Skal der genoplives? Hvornår er det tid til plejehjem?
Det er beslutninger, der kan føles umenneskelige.
Derfor er mit første ærinde også dette: at give håb til
andre pårørende.
Ikke et håb om, at sygdommen forsvinder. Det gør den ikke.
Men et håb om, at relationen ikke nødvendigvis forsvinder med funktionerne. At
der stadig kan være mening, nærhed og kærlighed – om end i en anden form.
Og mit andet ærinde er at minde om noget, vi let glemmer:
Et menneske med demens er ikke en “dement”.
Det er et menneske, som er ramt af en sygdom.
Det lyder som en sproglig detalje. Men det er det ikke.
Sproget former vores blik – og vores blik former vores handlinger.
Hvis vi vil bevare menneskets værdighed i sygdom, må vi
begynde dér.
Jeg ved ikke, hvordan ånd bedst defineres.
Men jeg ved, hvordan den kan erfares.
Den er der, når Lissi griner.
Den er der, når hun tager imod et kram.
Den er der, når vi – trods alt – stadig mødes.
Og måske er det nok.
