Blue zones

Blue zones er områder, der afviger positivt, hvad angår levealder, og forekomsten af kroniske sygdomme for folkene i området.

Vi ved det godt. Vores livsstil spiller en væsentlig rolle for vores sundhed og velvære. Livsstilen har afgørende betydning for, hvilke sygdomme vi udvikler, og dermed hvornår og måske hvordan vi til sin tid skal dø. Vi har hørt det mange gange, og de af os, der har prøvet at ændre livsstil, ved, hvor svært det er. Især at bevare motivationen for nye vaner, når vi ikke umiddelbart mærker effekten af livsstilsændringerne. Det gør vi sjældent, for effekten indtræder gradvist, oftest over en længere periode.

I starten af 2010’erne skrev jeg bogen, Livsstilssundhed, fordi jeg ville have bedre styr på et liv med diabetes. Ligesom flere andre kroniske uhelbredelige sygdomme betegnes diabetes som en livsstilssygdom. Fælles for disse sygdomme er, at de kommer snigende. Din krop udvikler sygdommene over flere år, uden du mærker noget til dem før, det måske er for sent. En listig, udspekuleret og modbydelig sygdom.

Et andet aspekt, som mere eller mindre gjorde, og vel stadig gør, sig gældende for livsstilssygdomme, er, at lægevidenskaben har begrænset viden på området. Hvad er det for faktorer, søvn, motion, mad, interesser, sociale aktiviteter, miljø og flere andre, som er interessante, når effekten af din livsstil skal vurderes? Hvilken betydning har de enkelte faktorer for din sundhed? Hvad vil være bedst at gøre, hvis du gerne vil bevare din sundhed og leve et godt liv i alderdommen?

I den etablerede sundhedsverden kræves evidens for udtalelser, vejledning, behandling og den slags. Det er jo meget godt. Der skal naturligvis være belæg for det, eksperterne foretager sig, ellers ville der være kaos på området.

Pudsigt nok, er det ikke en person indenfor lægevidenskaben, men en journalist, forfatter, forsker og eventyrer, Dan Buettner, som udfordrer fraværet af videnskabelige beviser, hvad livsstil angår.

Dan Buettner gennemfører et omfattende studie sammen med et team bestående af forskere indenfor gerontologi, epidemiologi og andre områder relateret til sund aldring. Projektet er i starten finansieret af National Geographic Society, og forskernes resultater er publiceret i magasinet, National Geografics, i november 2005. 

Forskningsprojektet tager afsæt i den kendsgerning, at der er større eller mindre områder i verden, hvor folk lever længere end gennemsnittet. Fem områder er i fokus:

1. Okinawa, Japan,
2. Sardinien, Italien,
3. Ikaria, Grækenland,
4. Nicoya-halvøen, Costa Rica og
5. Loma Linda, Californien.

Forskerne fandt, at folk i disse områder ofte levede længere, og forekomsten af kroniske sygdomme i befolkning var lavere end gennemsnittet for befolkningen udenfor området. 

Det interessante spørgsmål er naturligvis: "Hvad er årsagen?" 

Undersøgelsen identificerede en række livsstilsfaktorer, der synes at bidrage til befolkningens bedre liv, herunder:

1. kost,
2. fysisk aktivitet,
3. stærke sociale netværk og
4. formål i livet.

Forskningsprojektet har givet et betydeligt bidrag til forståelsen af vigtigheden af livsstil og hvordan vi kan opnå en sund aldring. Hvad du kan gøre for at optimere din livsstil, bevare din sundhed og opnå høj levetid.

Dan Buettners arbejde har haft stor betydning for forståelsen af, og beviset på, at livsstil er en betydende faktor for dit liv, og mange senere initiativer er baseret på resultaterne af forskningsprojektet.

Iblandt er ægteparret Ayesha Sherzai, MD, og Dean Sherzai, MD, PhD, som er neurologer, videnskabsmænd, forfattere, forældre og mand og kone. Parret har udgivet en bog med den engelske titel, The Alzheimer’s SOLUTION. 

I bogen siger forskerne: ”De fleste Alzheimers’s sygdomme kan forebygges,” men de går faktisk et skridt videre og siger: ”De fleste Alzheimers’s sygdomme kan ’reverse’.” 

Hvad der præcist skal forstås ved det amerikanske ord ’reverse’, har jeg ikke helt styr på, men jeg vil nærstudere bogen og har noteret på min to-doliste, at jeg senere skal skrive et blogindlæg om emnet.

Efterskrift:

Der bliver bedrevet meget forskning, og der frembringes mange resultater, som ikke nødvendigvis lever op til anerkendte videnskabelige metoder. En metode eller et medikament, der skal anvendes til sundhedsfremme af behandlere i sundhedsvæsenet, kræver videnskabelig evidens og samfundets officielle godkendelse. I Danmark kan en godkendelse kun gives af Lægemiddelstyrelsen. Derfor er det nødvendigt at være opmærksom på, om der er videnskabelig evidens for konklusionerne, som lægges frem.

Undersøgelserne med navnet Blue Zones, omtalt ovenfor, åbnede mine øjne for, at der er megen viden at hente, og at det er hensigtsmæssigt at søge denne viden, også uden for Danmarks grænser. Jeg startede min research, idet jeg tænkte, at demens, lige så godt som diabetes og andre kroniske lidelser, kunne have en større eller mindre sammenhæng til ens livsstil. Det førte mig blandt andet til Blue Zones studiet.

Måske kan studiet ikke i en dansk kontekst kaldes forskning, selvom det er forskere, der gennemfører det. Et af de centrale elementer vil være spørgsmålet: Hvor sammenlignelige er de grupper i befolkningen, som der sammenligner?

Men forskning eller ej: Studiet er måske et skridt på vejen til at blive klogere på effekten af vores livsstil.

Følg med i mit arbejde med et nyt bogprojekt, som gerne skulle blive til nytte for pårørende til demente.

Skriveterapi

I går, grundlovsdag 5. juni 2024, afleverede jeg mit endelige manuskript til forlaget. Nu er det “låst”, hedder det vist i den verden. Det er slut med at ændre, fortryde, slette eller tilføje noget. Når jeg til sin tid læser det færdige resultat, vil jeg sikkert gerne justere. Så er det for sent! Heldigvis kan jeg så udsende indlæg via bloggen.

I dette blogindlæg vil jeg reflektere over, hvad der sker for én, når man skriver, ikke nødvendigvis en bog, måske et digt eller ... ?

Nej, jeg kan selvfølgelig ikke fortælle, hvad man oplever, kun fortælle om min skriveproces, og hvilken betydning det har for mig.

Jeg kan så håbe på, at du vil kommentere mit indlæg og fortælle om dine oplevelser ved at skrive. Hvilken betydning det har for dig. På den måde vil vi kunne få en bredere indsigt i effekten af skriveprocesser.

Her får du mit bidrag.

Det er flere år siden, Nicolai sagde: “Vil du ikke skrive lidt om dit liv? Det vil jeg gerne. Der er så mange ting, jeg ikke ved om dig, og på et eller andet tidspunkt kan jeg ikke længere spørge.”

Livets realiteter er kommet tættere på. Alvorlig sygdom får os til at tænke mere over, at det for os alle en dag er slut.

Fra 2018 og flere år frem er mit liv kaotisk, og min tid går med opretholdelse af Lissis og min egen tilværelse. Det er svært at overskue og navigere igennem dagligdagen, svært at sove om natten, så når en ny dag starter, er mine batterier allerede flade. Livsglæde er der ikke meget af, egenomsorg er på laveste blus, og tid til at skrive er nærmest ikke eksisterende.

Mange lange møder, samtaler og e-mails med mine sønner, Nicolai og Kristoffer, er en tilbagevendende begivenhed og en uvurderlig støtte for mig. Min energibuffer eller powerbank, så at sige.

Lissi flytter marts 2022 på plejehjemmet Vejlbygade, men selvom omsorg for Lissi stadig er en første prioritet i mine aktivitetsvalg, er der begyndt at blive lidt tid til mig selv. Først efter Lissi marts 2023 kommer på plejehjemmet Skovvang og får det bedre, bliver min tid til egenomsorg mærkbar. 

Min situation alene nødvendiggør, at jeg finder ind til et revideret livsgrundlag. Projekt selvbiografi er for mig en brik eller måske snarere en katalysator i den transformation, som er krævet.

Det at sætte ord på især de følelsesmæssige aspekter omkring diagnose, sygdomsforløb og de uundgåelige forandringer i vores liv sammen, har haft en terapeutisk og forløsende effekt.

Arbejdet med min bog har på mange måder også været spændende.

Det har været sjovt at skrive om mange erindringer fra min barndom. Historierne er dukket op i min hukommelse undervejs, som om den ene historie har taget følge af en anden.

Mennesker, som har været en betydende del af mit liv, men som jeg ikke gennem rigtig mange år har haft kontakt med, har jeg fundet frem til og genoptaget kontakten med. Det er virkelig en fornøjelse at gense personer, som jeg ikke har set de seneste 60 år eller mere. 

Arbejdslivet har fyldt meget i min tilværelse, så min fortælling herom var ved at slide PC’ens tastatur op, men jeg har fået det kogt ned til et væsentligt minimum. Mit essay skal ikke være en erhvervshistorie.

At skrive om mit liv har været en udfordring og til tider en hård, opslidende proces, men jeg vil nødig have været det foruden.

Samlet set har projektet givet mig fornyet livskvalitet og en større selvforståelse, og ikke mindst har det vist mig, hvor stor betydning min opvækst har for mit liv.

Velvære

Mai Juhl er pårørende konsulent på plejehjemmet, hvor Lissi bor, hun har til opgave at hjælpe pårørende til demente. Mai planlægger et arrangement med temaet, Livsglæde og egenomsorg, og inviterer pårørende til et møde om emnet i Alpedalens café. 

Mai kontakter mig, fordi hun gerne vil have mig til at fortælle om, hvad jeg har gjort i forhold til emnet. Det vil jeg naturligvis gerne fortælle om. Hvis mine oplevelser og erfaring kan inspirere andre i sorg og bidrage med at finde veje til livsglæde, stiller jeg gerne op. 

Gennem livet er det vel de færreste af os, som slipper for hændelser, der vender op og ned på livet, alvorlig sygdom, dødsfald, ulykker eller lignende. 

Hvad angår demens anslår Nationalt Videncenter for Demens, at der blandt danskerne over 65 år bliver 7.200 - 8.000 personer registreret med demens, svarende til 20-22 nye tilfælde om dagen året rundt. 

Behovet for sorgbearbejdning og at finde veje til livsglæde i og med sorgen, er voldsomt stort.  

I min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav, har jeg detaljeret fortalt om mine gode og dårlige oplevelser, om følelsesvirvar, om læringsbehov og meget andet. 

Jeg må indrømme, at da Lissis demens ramte os, stod jeg overfor den største udfordring, jeg i hele mit lange liv er blevet konfronteret med. Det er her, jeg har lært, hvad det betyder, at have et godt netværk, og lært at tage imod hjælp.

Forløbet, lige fra før Lissi får stillet diagnosen, til Lissi flytter på plejehjem, og jeg bliver alene, byder konstant på krav, praktiske såvel som følelsesmæssige. Det er sidstnævnte, som fylder mest, og som spiller den største rolle i forhold til egen omsorg og livsglæde. 

Processen med at skrive min bog, hvor jeg åbent fortæller om også tiden med Lissis demens og det at finde en vej mod velvære og at kunne leve videre med sorgen, har været gavnlig for mig, en form for terapi.

Familie og venner har været en afgørende og uvurderlig støtte, og har altid været der for mig.  

Ekspertviden og gode råd fra mange fagpersoner, som har lyttet tålmodigt til mine bekymringer og problemer undervejs i processen, har hjulpet mig. 

Nye ord er blevet en del af mit ordforråd, pårørende, sondemad, ventesorg, med flere,  Jeg har det svært med ordene. 

Pårørende, jeg synes det er meget klinisk og bryder mig ikke om betegnelsen. Måske mest fordi jeg føler mig tingsliggjort og fordi jeg helst havde været rollen foruden. 

Sondemad, jeg kender ordet før jeg bliver kastet ind i rollen, som pårørende, men ordet har fået en ny og mere alvorlig betydning for mig. 

Ventesorg, jeg har det utrolig svært med ordet. Jeg mener, sorgen er jo indtruffet. Den ramte ubønhørligt da Lissi fik diagnosen stillet. Hvad er det jeg venter på? Jeg kender godt svaret: Døden, men den vil jeg ikke vente på, døden kommer når tid er og indtil da vil jeg leve med Lissi, så godt, som det i situationen er muligt.

Jeg er spændt på at fortælle om mine oplevelser, bekymringer, glæder og sorger ved mødet i Alpedalens Cafe. Spændt på, om jeg vil kunne fortælle uden at være nødt til at holde pauser, fordi mine følelser får tårerne frem og overvinder min evne til at tale, men jeg er især spændt på, hvordan min fortælling vil blive modtaget. 

Mit oplæg fokuserer på mine veje til velvære ... og mine evner til samtidig at leve med sorgen. Hvad der er, eller har virket, godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for andre.    

Hvis mit oplæg ved Mai Juhls arrangement "Livsglæde og egen omsorg" kan inspirere deltagerne, fordi deres verden, ligesom min, er ramlet, vil jeg fortsætte med at udbrede mine oplevelser og erfaringer i andre tilsvarende sammenhænge. 

Det er nødvendigt for mennesker i dyb sorg, at finde en ny base til velvære.

Eftermiddagshygge i haven hos vores venner, Lene og Ebbe.

Retræte, fotos

Charlotte Rørths retræte, stille dage med tro og glæde, har jeg med stort udbytte deltaget i en uge både foråret 2023 og 2024. Retræten afholdes et vidunderligt sted, Garden of Lemons, cirka 1½ times kørsel fra Malaga lufthavn. Jeg har skrevet om retræten i min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav. 

Det er vanskeligt i prosa, at formidle et billede af det skønne sted og i bogen har der kun været plads til et enkelt billede. Jeg vil derfor i dette blogindlæg give dig et visuelt indtryk af havens mange forskellige rum, stejle op og nedgange samt træer buske og blomster. 

Se med her.

Boliger i Garden of Lemons

Der er på havens areal ialt fire bygninger til beboelse. Øverst til venstre ses hovedbygningen, øverst til højre og til venstre for swimmingpoolen ses en sidebygning, moderniseret hønsehus, nederst til venstre fører en trappe op til et hus, som ligger dybere inde i haven, og nederst til venstre endnu et beboelseshus, som ligger længst væk fra hovedbygningen.  

Vær med på en vandretur i haven:

Billeder fra en vandring i haven. 

Haven er måske for stor til at blive kaldt en have. Området er på 1,4 hektar, svarende til 14.000 kvadratmeter. På et sådant areal vil der kunne bygges 20 villaer, med et gennemsnitligt grundareal på 700 kvadratmeter,  altså en hel lille landsby.  Læg dertil, at haven er anlagt som terrasser i et kuperet terræn, så en vandretur i haven er som at gå  på opdagelse.  Uanset hvor jeg vender blikket, er der noget smukt at se på. 

Blomster:

Plus mange, mange flere, nogle af blomsterne dufter vidunderligt. 

Nattergale og mange andre småfugle synger og er med til at skabe en fredfyldt stemning.

Det er umuligt at undgå at føle velvære og blive i godt humør. Skulle trætheden melde sig, er der rundt omkring indrette siddepladser til alene eller i smågrupper at nyde freden og lytte til havens fugle.    

Træerne i haven er et kapitel for sig, oliven-, avocado-, granatæble-, appelsin-, citron-, kumquat- og figentræer.

Oliven-, avocado-, citron- og appelsintræer.

Jeg er altid tidligt oppe, så hver morgen klokken syv mødtes jeg med Ellen, en af de to humørspredende nordmænd, for at plukke en stor kurv appelsiner. Til morgenmaden er der altid friskpresset appelsinsaft. 

Flere steder i haven er der anlagt køkkenhaver, og i bunden af en lukket havegang er der hønsehus, med flere høner. Jeg tror ikke, der er en hane, for jeg har ikke i løbet af ugen hørt hanegal. Hver morgen er der blødkogte æg fra havens høner. 

Maden, som Henrik frembringer, er altsammen vegetarmad, og ingredienserne er fra haven. Fremragende mad!

Vegetarmad med ingredienser fra egen have.

Bilrute til Sydfrankrig

Sydfrankrig har meget at byde på, kultur, historie, natur og en afslappende, indbydende og venlig atmosfære, når man finder de gode steder. Desværre ligger Sydfrankrig mange kilometer fra Danmark, og hvis bilen vælges som transportmiddel, er det en udfordring. Mange, mange biler, ofte køer, udfordrende for tålmodigheden og stressindgydende. Jeg har ofte kørt turen til Marseillan, cirka 50 kilometer sydvest for Montpellier. 

Første gang, jeg kørte turen, fulgte jeg GPS'ens forslag, Hannover, Kassel, Frankfurt, Karlsruhe og ind i Frankrig ved Mulhouse, så længe som muligt på tyske motorveje. I Frankrig, Besançon, Dole, Bourg-en-Bresse, Lyon, Orange, Nimes og Montpellier. GPS'ens forslag er den hurtigste og korteste rute, medmindre der lige er kødannelser. Det er det ofte i al fald i feriesæsonen. Problemet er, at der er for mange biler, og hvis alle kører efter GPS'ens forslag, forstærkes problemet. 

Tillige er det også den dyreste vej, for i Frankrig er ruten stort set på hele strækningen betalingmototveje. 

Jeg vælger derfor altid en alternativ rute. Turen bliver lidt længere og tager en smule længere tid. Til gengæld er turen, i al fald i Frankrig, smukkere, mindre stressende, billigere og som regel uden større kødannelser. I Frankrig vælger jeg at indstille GPS'en, så betalingsveje undgås, det vender jeg tilbage til, den mulighed har jeg ikke i Tyskland, så jeg har ikke fundet en alternativ, fornuftig og afvekslende rute gennem Tyskland. Jeg bliver på de tyske motorveje. Jeg har prøvet i Tyskland at indstille GPS'en til at undgå motorvej, men det har ikke været en succes. 

Nogle kilometer efter Hamborg vælger jeg at følge hovedvej A1 mod Bremen, fortsætter mod Dortmund, Køln og Trier. Nogle få kilometer efter Trier kører jeg ind i Luxembourg, følger motorvejen i Luxembourg og kører ind i Frankrig lige før Thionville. 

Fra Aarhus til grænseovergangen mellem Luxembourg og Frankrig er der cirka 1000 kilometer. Turen gennem Tyskland kan godt være en udfordring og stressende afhængig af trafikintensiteten, og tidspunktet på døgnet. Jeg vælger at køre om natten. Det er behageligt, autopiloten sættes på 110 - 120 kilometer i timen, og det er sjældent nødvendigt at ændre på det. Starter i Aarhus ved 17-tiden og kan være fremme i Frankrig fra morgenstunden.  

Ankommet til Frankrig fortsætter jeg ad A31. Circa 40 kilometer efter Thionville er der en afkørsel til en lille by, Féy. Her vælger jeg at gøre stop for at spise morgenmad. Før du kommer til Féy ligger der et hotel, Les Tuileries, hvor jeg har overnattet nogle gange. Derfor ved jeg, at jeg kan få en solid morgenbuffet, ikke noget særligt, men et glimrende alternativ til spisesteder på rastepladser langs motorvejen, og det er i kort afstand fra motorvejen, som vi skal tilbage til efter morgenmaden. 

Før turen fortsættes, indstiller jeg GPS'en til at fravælge betalingsveje og guide mod Clermont-Ferrand. Ved at fravælge betalingsveje bliver ruten dejlig varieret. Nogle gange gennem mindre byer, nogle gange på motorveje, der ikke er belagt med afgifter, men ofte på gode nationalruter, og i hvert fald uden helt tæt trafik og kødannelser. 

Turen fra Les Tuileries til Clermant-Ferrand fortsætter på A31 mod Nancy, men herfra er A31 afgiftsbelagt, og GPS'en leder dig mod Épinal, Luxeuil-les-Bains, som er en kurby med flere gode overnatningssteder, herfra til Vesoul, Fretigney-et-Velloreille, Dole og Chalon-Sur-Saône. Fra Chalon-Sur-Saône er gode gamle nationalruter, N80, N70 og N79. Få kilometer efter Digoin forlades N79 og turen fortsættes mod byen, Le Donjon, og herfra mod Vinchy. Alle disse byer behøver du ikke tænke på, blot nyde, GPS'en gør arbejdet for dig. 

Fra Vichy til Clermont-Ferrand er der omkring 50 kilometer, og før du når til Clermont-Ferrand, er det tid at indstille GPS'en på din destination, i mit tilfælde Marseillan. GPS'en er stadig indstillet til at fravælge betalingsveje. For at være sikker på ruten kan du tjekke, at GPS'en har valgt A75, og ikke sender dig via Lyon. I så fald er det omsonst at være kørt over Clermont-Ferrand. 

A75 er motorvej uden afgift, bortset fra en viadukt over Tarn-kløften, Gorges du Tarn. GPS'en vil lede

Pont de Garabit's moderne motorvejsbro, 
Viaduc de Loubaresse

dig gennem byen Millau, men det kan ikke betale sig. Det tager en ekstra halv time, og det koster ikke særlig meget at fortsætte på A75 hen over viadukten. 

Turen går fra Clermont-Ferrand til Clermont i gennem et fantastisk smukt bjerglandskab, Cevennerne, som er en del af Massif Central. Især strækningen fra Millau mod syd til Clermont-l'Herault er smukt. 

Jeg kan virkelig anbefale denne rute som alternativ rute, hvis du skal til Montpellier eller længere mod syd, Béziers, Narbonne eller Perpignan. Ja, også hvis du skal til en destination i det østlige Spanien.  

Jeg har skrevet om en del seværdigheder og begivenheder i og omkring departement l'Herault. Det kan du læse om i min bog, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav, når den udkommer efter sommerferien 2024. 

Supplerende beskrivelser af seværdigheder og andet, som er gode oplevelser, er på min blog. 

Retræte

Tiden er kommet til, at batterierne skal oplades. 

Nej, jeg har ikke købt en el-bil, det er mine batterier, der skal oplades. I lighed med sidste år, hvor jeg var en uge på retræte i Andalusien, tager jeg afsted igen i år. Sidste års energi boost kan jeg stadig mærke, men jeg kan også mærke, at tiden er inde til fornyelse.

Det bliver samme sted, Garden of Lemons, og med Charlotte Rørth som guide og inspirator.

Hvis du selv er deltager på retræter, ved du hvad jeg taler om, hvis du aldrig har deltaget på en retræte, kan jeg kun anbefale dig at prøve. 

For mig er det livsbekræftende. 

Fri abort

Et af tidens hotte emner er, om det Etiske Råds anbefaling, at abortgrænsen flyttes til 18. graviditetsuge, skal indføres. 

Jeg har svært ved at finde ud af med mig selv, hvad jeg mener. På den ene side skal kvindes ret til at bestemme over et ufødt barns liv, eller vejer hensynet til det ufødte barn tungere. 

Et tungt etisk - moralsk spørgsmål!

Et argument, der ofte fremføres er: Kvinden skal kunne bestemme over egen krop! Det vil de fleste vel umiddelbart nikke ja til, men hvis udsagnet føres ubetinget videre, gælder det så i alle henseende? Har kvinden ret til at vælge sin egen død frem for livet? Et andet tungt spørgsmål, som også af og til er til offentlig debat. 

Medmindre det ufødte barn er et resultat af en voldtægt, havde kvinden ret til at bestemme over sin egen krop ved undfangelsen af det ufødte barn? Er hun da ikke nødt til at tage konsekvensen af sin tidligere handling? 

Nogle vil mene jo, andre nej.

Det ufødte barn er ikke et menneske før efter 18. graviditetsuge, lyder det fra mennesker, der går ind for at hæve grænsen. 

Hvornår starter livet? Ved undfangelsen eller fra den 18. graviditetsuge? ... et umuligt spørgsmål!