Livsstil & Diabetes

 

Sådan lever jeg med type 2-diabetes

Mine blogindlæg har hidtil primært handlet om demens – en sygdom, min kone desværre fik konstateret i 2018. Det emne ligger mig dybt på sinde. Min mission er stadigvæk at støtte andre pårørende gennem inspiration, viden og erfaringer, som jeg deler i mine bøger, Himmerlandsdrengen og  En Guide til pårørende og genem mine foredrag. 

Men i dag handler det om noget andet, nemlig min egen rejse med type 2-diabetes.

Mange i mit netværk ved, at jeg har diabetes, og flere har spurgt, hvad jeg selv gør for at holde sygdommen i skak. Her er min historie og de erfaringer, jeg har gjort mig gennem næsten 30 år med diagnosen.

---

Diagnosen – og begyndelsen på en ny livsstil

I efteråret 1996 meldte jeg mig til et forskningsprojekt på Aarhus Universitetshospital, som skulle undersøge fødevarers indflydelse på udviklingen af diabetes. Min far og andre på min fars side af familien havde haft sygdommen, så jeg var både nysgerrig og motiveret.

Efter grundige helbredsundersøgelser blev jeg frasorteret: Jeg havde allerede en begyndende type 2-diabetes. Det var en brat besked, men også held i uheld – for nu kunne jeg handle i tide. En diætist blev tilknyttet for at vejlede mig om kosten. Hun sagde bl.a.:

"Du må spise alt – men i begrænsede mængder."

Jeg fik også besked om at spise fem-seks gange dagligt og undgå fedt. En køleskabsplakat med fødevarer markeret som grøn, gul eller rød guidede mine valg.

Det gik godt i starten, men mit arbejdsliv – præget af projekter, rejser og uregelmæssige måltider – gjorde det svært. Efter få år måtte jeg begynde på Metformin. I 2010 var dosis vokset til fem Metformin og én Hexaglucon dagligt. Jeg fik også blodtryks- og kolesterolmedicin.

---

Livsstilen revideres

I januar 2011 mistede jeg mit job som følge af finanskrisen. Jeg fik tid og rum til at tænke – og besluttede at tage livsstilen alvorligt op til revision. Jeg begyndte at læse, undersøge og eksperimentere.

Fokusområder:

• Sukker og sødemidler: Kunstige sødemidler blev fravalgt. I stedet brugte jeg Stevia Rebaudiana – en naturlig sød plante, kendt fra bl.a. Japan. På trods af mærkning som "kun til kosmetisk brug" herhjemme, fandt jeg intet alarmerende i internationale undersøgelser.
• Forarbejdede fødevarer: Skjult sukker fandt jeg overalt – selv i leverpostej! Jeg begyndte at læse alle deklarationer og vælge basisvarer.
• Glykæmisk indeks og belastning: De officielle kostråd og mit blodsukker passede ikke altid sammen. Først da jeg fandt forskning fra Toronto og Sydney om glykæmisk indeks og load, gav det mening.
• Motion og vaner: Jeg begyndte at bevæge mig regelmæssigt, holde øje med søvnmønster og observere mit blodsukker. Jeg målte typisk 1½ time efter måltid.

Resultatet? Jeg blev fri for medicinen. Det motiverede mig til at fortsætte.

---

Livsstilen i dag (2025)

Jeg holder fortsat fast i principperne, men har justeret på baggrund af ny viden:

• Resistent stivelse (som jeg før troede var skadelig) har vist sig gavnlig.
• Mindre animalsk fedt, mere plantefedt – mit kødforbrug er reduceret.
• Blue Zones inspirerede mig til at tænke bredere i forhold til lang levetid og sygdomsforebyggelse.

Min hverdag:

• Ernæring: Lav-GI-grønt, bælgfrugter, grove grøntsager, fuldkorn, kikærte-pålæg, linser i stedet for stivelse. Kulhydrater kombineres altid med protein.
• Motion: Tirsdag, torsdag og lørdag: 4 km gang. Mandag, onsdag og fredag: 20 min. gang + 15-20 min. centertræning. Søndag = hvile.
• Afslapning: Daglig morgenandagt (undtagen søndag – hvor jeg ofte går i kirke).
• Søvn: Jeg stræber efter regelmæssighed, men det er stadig en udfordring.
• Mental og social aktivitet: At skrive og holde foredrag holder mig i gang – og glad.

---

En stille trussel – med store konsekvenser

Type 2-diabetes mærkes sjældent i hverdagen – før skaden er sket. Jeg har valgt en livsstil, hvor jeg proaktivt tager styring og holder sygdommen i ave. Det er ikke fanatisme, men sund fornuft.

Min erfaring er, at små skridt – båret af viden og vilje – kan føre til store forandringer.

I 2013 udgav jeg min fortælling, Livsstilssundhed – Sød og Spis Sundt. Lev vel!, fordi jeg tænkte, at andre kunne have udbytte af at læse om den. Min bog er udsolgt - bortset fra nogle få eksemplarer i bunden af mit klædeskab - men på bibliotek.dk kan den stadigvæk bestilles til lån fra biblioteket.

#Livsstil #Mad #Sundhed #Vaner #Diabetes #BlueZones

Demensuhyret

 

Når Demensuhyret vil danse med – bog til pårørende

Bogen skildrer det kaos, en pårørende kastes ud i, når de første tegn på adfærdsændringer viser sig hos et menneske med demens. 

I bogens Del I møder vi De Fem modige pårørende – Inge, Bodil, Ellen, John og Kurt – som åbent og ærligt fortæller om livet med et snigende demensuhyre helt tæt på. De Fem pårørende bor i hver sin del af landet – fordelt på fire af Danmarks fem regioner. Deres kære er ramt af forskellige demenssygdomme og er på forskellige stadier i forløbet.

Del II er en praktisk guide med konkrete løsningsforslag til dagligdagens mange udfordringer og forslag til strategier i de svære, dilemmafyldte situationer. 

Del II rummer desuden temaer som:

• Hvad er demens? (forklaret i ikke-lægefaglige termer)

• En illustrativ figur over følelsesmæssige og praktiske faser i sygdomsforløbet

• Rettigheder og lovgivning

• Værgemål og fremtidsfuldmagter

• Personcentreret omsorg – og meget mere

Bogen er skrevet til pårørende – ægtefælle, børn, søskende – men jeg håber, at også fagpersoner, politikere og beslutningstagere vil læse med. For den viser med al tydelighed, hvor svært det er at være pårørende i et fragmenteret og specialiseret sundhedsvæsen, hvor ansvaret for koordinering alt for ofte havner på familiens skuldre.

Der findes heldigvis dygtige og kærlige frontpersoner i plejen – de såkaldte ‘varme hænder’. Men selv de bedste hænder har brug for et system, der hænger sammen. Og det gør det ikke altid. Tværtimod kan det set med pårørendes øjne føles som svigt.

Bedre støtte kan skabes, hvis endnu flere vil lytte til os, der har skoen på.

Jeg benytter bogens udgivelse  til  at udsende pressemeddelelser, der peger på hullerne i systemet. Jeg vil – så langt energien rækker – følge op med debatindlæg. Måske er det naivt. Men vi må tro på, at noget kan flytte sig, hvis vi fortæller, hvordan det virkelig er.

Tak til jer, der har bidraget med tid, idéer og opmuntring – uden jer var bogen aldrig blevet til.

Hvis du vil læse forlagets præsentation af bogen, kan du klikke her: Forfatterskabet

Vin

I lange perioder har jeg, sammen med Lissi, boet i vores hus i Marseillan, Sydfrankrig. Vi købte huset i 2007, og jeg har haft indrettet kontor på stedet. 

Marseillan ligger i departement Herault, der mod nord grænser op til departement Gard, mod syd
departement Aude og mod nordvest departementerne  Aveyron og Tarn. Alle fem departementer huser adskillige vin domainer eller  chateauer.  

Det er ganske almindeligt, at vinkæleren er åbent for publikum, og det er en oplevelse at besøge
vinbønderne. Du får god information om de forskellige vine i vinbondens sortiment, og du kan smage hele sortimentet, hvis du har lyst. 

Lissi og jeg har besøgt rigtig mange vinbønder i de nævnte departementer. I 2011 oprettede jeg en blog om vin, hvor jeg fortæller om besøgene hos nogle af disse vinbønder.

Jeg troede, vel lidt naivt, at andre kunne være interesseret i at bidrage, så vi kunne udveksle gode oplevelser og viden om vin. Jeg har ikke prioriteret at fortælle om flere af vores besøg, selvom der ligger en kladde til flere, blant andet Mas de Daumas Gassac, Aniane. 

Vininteresserede vil måske synes, de få besøg der er offentligt tilgængelige på vinbloggen, er interessante i al fald er der værdifuld information at hente, hvis du på et tidspunkt kommer i nærheden af de nævnte steder og gerne vil opleve et besøg og smage på god vin hos en vinbonde. 

Medmindre du da hellere vil dase på stranden!

Middelhavet - Marseillan Plage

Pilgrimsfærd

For år tilbage boede der et ægtepar i rækkehuset ved siden af mig. Det var søde og rare mennesker, som jeg lejlighedsvis talte med - især med manden. Vi drøftede stort og småt, som man nu gør, men ud over nogle få selskabelige begivenheder, havde vi ikke større samkvem.

En dag erfarede jeg, at min nabo ikke var hjemme. Han var taget på pilgrimsvandring - Camino de Santiago – og befandt sig lige nu et eller andet sted i Pyrenæerne på vej mod Santiago de Compostela.

Han kom aldrig hjem igen. Han fandt ’sin eneste ene’ og sammen med hende slog han sig ned i et hus i Spaniens nordvest egn. Siden har jeg tænkt: ”Det er nok ikke helt ufarligt at tage på pilgrimstur! Man skal nok først være klar til dramatiske ændringer i sit liv.”

Foråret maj 2022 var jeg på min første pilgrimstur. Ikke sådan at sammenligne med Camino de Santiago, der strækker sig over flere hundrede kilometer, og i mange dage og nætter. Nej, det var såmænd en tur på nogle få timer, men jeg fik en fornemmelse af, hvad en pilgrimstur går ud på, og hvad den kan gøre godt for.

Pilgrim, hvad vil det sige?

Ordet pilgrim kommer af latin peregrinus, som betyder "en fremmed" eller "en, der rejser gennem landet". Det peger på både det fysiske og det indre i rejsen.

En pilgrim er én, der er på vej – én, der bevæger sig mod noget:

 - et helligt sted,

 - en indre erkendelse,

 - en åndelig forvandling

I nyere tid er der imidlertid opstået et skred i betydning mod en brede forståelse af begrebet – mere om det om lidt. Først skal vi se nærmere på oprindelsen og pilgrimsruterne.

Oprindelse og udvikling

Mange tænker vel, at pilgrimsvandring er en religiøs foreteelse, som er opstået på Jesu tid og herefter blevet en integreret del af kristendommen. Sådan er det ikke. Pilgrimsvandring har fundet sted i årtusinder. Oldtidens religiøse pilgrimsvandringer fra før år 1000 f.Kr. er de tidligst kendte. I Mesopotamien og Indien vandrede mennesker til templer og helligdomme med det formål at ofre, søge orakler, helbredelse eller renselse.

Fra det Gamle Testamente (2 Mos 23,14-17) ved vi, at Gud påbød jøderne at rejse til templet i Jerusalem tre gange om året, og i Lukasevangeliet (2,41) kan vi læse: ”Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten.”

Romerriget anerkendte kristendommen som en tilladt religion i år 313 e.Kr. og kristne valfartede til de hellige steder i Jerusalem, Jesu liv og død, og til Rom, apostlene Peter og Paulus’ grave.

Pilgrimsfærd blev en central trospraksis i middelalderen, og allerede i 900-tallet blev Santiago et af kristenhedens vigtigste pilgrimsmål – på linje med Rom og Jerusalem.

Camino de Santiago

Den mest populære – og vel på vore breddegrader den bedst kendte pilgrimsrute er Camino de Santiago, også kaldet Jacobsvejen eller populært blot Caminoen. Den oprindelige rute, Camino Francés, starter fra Saint-Jean-Pied-de-Port i Frankrig og er den mest benyttede. En strækning på 800 km hvis du går fra start til slut. Flere andre ruter er mulige, blandt andre: Camino Portugués – fra Lissabon eller Porto, Camino del Norte – langs den nordspanske kyst, Via de la Plata – fra Sevilla i syd og Camino Inglés – fra kysten i det nordlige Galicien.

Uanset hvilken rute du vælger, er målet for pilgrimsvandringen katedralen i Santiago de Compostela, som er hovedbyen i Galicien – en autonom region i det nordvestlige Spanien.

Sankt Jakob

Én af Jesu tolv disciple, Jakob den Ældre, hørte sammen med sin bror Johannes og med Simon Peter til Jesu inderkreds. Gentagne gange tager Jesus de tre med sig i særligt betydningsfulde og intime øjeblikke. I denne blogpost sættes Jakob den Ældre i fokus, fordi det er ham der er årsag til at pilgrimsvandrere ad Caminoen har katedralen i Santiago de Compostela som deres mål.

År 44 e.Kr. blev Jakob den Ældre halshugget på befaling af kong Herodes Agrippa i Jerusalem. Det kan læses i Apostlenes Gerninger (12,1-2). Der findes ingen dokumentation for at Jakob den Ældre har missioneret i Spanien, men en stærk kristen tradition fortæller, at Jakob missionerede i det nuværende Spanien, inden han vendte tilbage til Jerusalem, hvor han led martyrdøden.

Ifølge middelalderlegenden blev apostlen Jakob den Ældre efter sin martyrdød bragt til Spaniens nordvestkyst (Galicien) af sine disciple. Hans kiste strandede angiveligt ved kysten nær det nuværende Santiago de Compostela.

En ofte fortalt version af legenden fortæller, at da Jakobs båd ankom til Galiciens kyst, blev den ledsaget af mirakuløst tilstedeværende kammuslinger, som dækkede kisten eller samlede sig omkring kisten hvor båden strandede - et synligt tegn på det hellige. Så næste gang du spiser en kammusling, så tænk over dens symbolske og næsten hellige betydning i kraft af kammuslingens tætte forbindelse til apostlen Jakob og pilgrimstraditionen. Franskmændene bliver mindet om alene på grund af kammuslingens navn, la coquille Saint-Jacques, som direkte oversat betyder: muslingeskallen Sankt Jacob.

Omkring år 813 blev en grav opdaget i Galicien af en eremit ved navn Pelayo. Biskoppen af Iria Flavia erklærede, at det var Jakobs grav. Til ære for Sankt Jakob blev der opført en kirke på stedet. Kirken blev senere afløst af en større bygning, og i det 11. århundrede begyndtes arbejdet med at rejse en monumental kirkebygning over graven. Over flere omgange er det blevet til den nuværende katedral i Santiago de Compostela. I krypten under højalteret opbevares en sølvurne med relikvier, der siges at være apostlen Jakob den Ældres jordiske rester – nærmere bestemt dele af hans skelet.

Pilgrimsfærd i nyere tid

Pilgrimsvandring i det moderne Europa er blevet mere og mere populær. Hvorfor? Måske fordi den verden vi lever i højere og højere grad præges af kompleksitet, tempo og krav, hvor multinationale kræfter hele tiden kalder på os og forsøger at styre vores opmærksomhed, tidsanvendelse og handlinger.

Overalt i Europa findes der afmærkede pilgrimsruter, som står til rådighed både for dem, der ønsker en længerevarende pilgrimsvandring med overnatningsmuligheder, og for dem, der blot vil på en dagstur. Mange af disse ruter er på forskellig vis forbundet med Caminoen og udgør et sammenhængende netværk – eksempelvis kan man vandre fra Nordnorge via Sankt Olavsvejen, gennem Danmark ad Hærvejen og videre sydpå mod Santiago de Compostela.

Den nordiske pilgrimstradition fik nyt liv i 1990’erne og 2000’erne, blandt andet i forbindelse med genopdagelsen af St. Olavsvejen til Nidaros, som Trondheim hed i middelalderen.

Pilgrimsvandring var engang en religiøs pligt, men i dag er det en mangfoldig og personlig rejseform, der kan rumme såvel de religiøse, spirituelle som eksistentielle mål. Ja, par kan endda tage på arrangeret pilgrimsvandring langs Vesterhavet. I en kronik i Kristeligt Dagblad, 31.maj 2025, berettes om et nyt koncept, Par På Vandring, udviklet gennem Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg Stift af psykolog Bodil Kappelgaard og stiftspræst i Viborg Stift Steen Andreasen. Kronikørerne skriver blandt andet: ”At vandre i stilhed med sin ægtefælle skaber en unik mulighed for at forbinde sig på et dybere plan, hvor ord ikke er nødvendige.”  

Jeg vil slutte denne blogpost med en personlig fortælling om én af mine pilgrimsvandringer.

For tredje år i træk er jeg på retræte den første uge i maj. Ligesom årene før er vi i år én af dagene på pilgrimsvandring – cirka 12 kilometer. Det var ikke en afmærket pilgrimsrute, men vi vandrede i bjergrige omgivelser med grønne dale, oliventræer og tørre skråninger – et landskab, der i høj grad minder om Galilæa og Judæa, hvor Jesus og hans disciple vandrede for 2000 år siden. 

Langfredag – dagen, hvor Jesus blev korsfæstet – falder i år 2025 den 17. april. Efter sin opstandelse påskemorgen viser han sig i fyrre dage gentagne gange for sine disciple, forklarer dem skrifterne og forbereder dem på deres fremtidige gerning og Helligåndens komme i pinsen.   

Altså befinder vi os i den periode, hvor Jesus for cirka 2000 år siden gentagne gange viste sig for sine disciple. Derfor er det bibelteksten om Vandringen til Emmaus fra Lukasevangeliet, kapitel 24, vers 13-35, vi  reflekterer over under vores pilgrimsvandring. 

Vi får oplæst teksten lidt efter lidt. Vi starter med vers 13-17, som vi går med på den første strækning. Så holder vi en pause, hvor vers 17-22 læses – ved næste pause læses vers 22-24 – og sådan fortsætter vi, indtil turen når tilbage til vores udgangspunkt. 

Hele turen går vi sammen i stilhed, så vi ikke forstyrrer hinandens tanker. Det er en rigtig god måde at fordybe sig i teksten på. 

Livsstil & demens

For længe siden skrev jeg et blogindlæg om Blue Zones. Anledningen var, at jeg læste om et studie gennemført i 2005.  I fem områder forskellige steder i verden lever der mennesker, hvor gennemsnitslevealderen for befolkningen er højere end for befolkningen udenfor området.

Et forskerhold satte sig for at undersøge, hvad årsagerne til den øgede levealder kunne være. Studiet viste, at forekomsten af kroniske lidelser, som for eksempel kræft, hjertesygdomme, diabetes og demens, er lavere end i resten af befolkningen. Forklaringen skal formentlig findes i befolkningens livsstil.

Et af områderne i Blue Zones er Loma Linda, en by i det sydlige Californien. Det er ikke, som de øvrige fire områder i undersøgelsen, et geografisk afgrænset område og betegnes i Blue Zones undersøgelsen som en subkultur.[i]

Min interesse for Blue Zones førte til, at jeg faldt over en bogtitel, The Alzheimer´s Solution, som min nysgerrighed forbød mig at lade ligge. Jeg anskaffede mig bogen, og vil her videregive nogle af bogens budskaber.

Forfatterne er ægteparret Dean & Ayesha Sherzai, M.D. De arbejder begge på Loma Linda University Medical Center, som direktører for et ’Hjernesundheds og Alzheimers forebyggelsesprogram’ NEURO-modellen:

-       Nutrition (Ernæring): En kost rig på fuldkorn, grøntsager, bælgfrugter og nødder, og lav på mættet fedt og sukker.

-       Exercise (Motion): Regelmæssig fysisk aktivitet, der forbedrer blodgennemstrømningen til hjernen.

-       Unwind (Afslapning): Stresshåndtering gennem mindfulness, meditation og sociale forbindelser.

-       Restorative Sleep (Genopbyggende søvn): 7–8 timers uforstyrret søvn for at fremme hukommelse og kognitiv funktion.

-       Optimize Mental and Social Activity (Optimering af mental og social aktivitet): Livslang læring, kreativitet og stærke sociale relationer.

Forfatterne skelner i vurdering af forekomst og udvikling af demens mellem typer af årsagsfaktorer - ikke-modificerbare og modificerbare. Alder og genetisk arv kan ingen person ændre på, men komponenterne i NEURO-Modellen er en person selv herre over.

Siden 2017 har ægteparret anvendt NEURO-modellen i behandlingen af personer der gerne vil forebygge demens eller personer, som er ramt af sygdommen, men gerne vil forsinke progressionen.

En individuel behandling tager afsæt i en omfattende vurdering af personens medicinforbrug, genetisk arv og nuværende livsstil. Hensigten er at identificere områder, som vil kunne forbedre hjernens sundhed.

Herefter udarbejdes en personlig plan, der adresserer de fem NEURO-komponenter. Planen inkluderer specifikke mål og strategier, såsom kostændringer, motionsprogrammer, stressreduktionsteknikker, søvnforbedringsmetoder og aktiviteter, der fremmer mental og social stimulering. Planen tilpasses løbende baseret på personens fremskridt og eventuelle ændringer i helbredstilstanden.

Ifølge forfatterne kan livsstilsændringer have en betydelig indvirkning på hjernens sundhed og potentielt reducere risikoen for demens med op til 90%. Ved at fokusere på modificerbare risikofaktorer tilbyder NEURO-modellen en proaktiv tilgang til demensforebyggelse.

***

I det danske sundhedsvæsen er betydningen af livsstil efterhånden bredt anerkendt, som en væsentlig faktor for udbredelse af kroniske sygdomme. I Danmark er der en bred vifte af indsatser på såvel nationalt som lokalt niveau. Der arbejdes målrettet på at forebygge demens gennem livsstilsændringer, tidlig opsporing og skabelse af demensvenlige miljøer. 

---

[i] Loma Linda betegnes i Blue Zones undersøgelsen som en subkultur fordi en relativ stor del af befolkningen tilhører adventisterne i Syvende Dags Adventistkirken - en religiøs og kulturelt afgrænset gruppe. Adventisternes følger en livsstil baseret på plantebaseret kost, regelmæssig fysisk aktivitet, stærke sociale bånd, en ugentlig hviledag og et liv uden tobak og alkohol. 

Foredrag

 Mine oplevelser med demens har givet indsigt i:

1. Hvor udfordrende sygdommen er for en pårørende, og 
2. at den almene viden om demens er begrænset. Det giver yderligere udfordringer for en pårørende. 

Jeg vil gøre en indsats på disse to områder, dels gennem min bog 'Demensuhyret vil danse med - En håndbog for pårørende' og dels gennem foredrag. Bogen forventes at udkomme inden sommerferien. 

Efter Kristeligt Dagblad bragte interviewet med mig om at være ægtefælle til en person med demens, har jeg fået flere henvendelser fra personer, der spørger, om jeg vil besøge deres forening og fortælle om mine oplevelser.

Derfor har jeg udviklet et foredrag, som jeg beskriver nedenfor. Hvis du har kendskab til foreninger eller tilsvarende, der kunne have udbytte af et sådant foredrag, så fortæl dem, at de helt uforpligtende kan kontakte mig på elisanderk@gmail.com

…

Foredrag: Når en familie rammes af demens – set fra en pårørendes perspektiv

Når demens rammer et menneske, rammer det hele familien. I dette foredrag deler jeg min personlige fortælling om livet som pårørende – fra de første tegn på sygdommen til hverdagen med en ægtefælle på plejehjem.

På en letforståelig måde forklarer jeg, hvad sygdommen er, og hvorfor den viser sig så forskelligt fra person til person. 

Figuren her anvendes ved denne forklaring.

Jeg beskriver de svære valg, følelser af afmagt og kampen for at sikre en værdig tilværelse – både for den demensramte og for den pårørende, som må navigere i sorg, ansvar og en ny livssituation.

Foredraget er ærligt, rørende og tankevækkende – og en fortælling, som giver brugbar viden til de mange, der på en eller anden måde, har berøring med demens. 

Viden på et nærværende og jordnært plan, så alle kan være med.

...

Jeg præsenterede i efteråret 2024 Himmerlandsdrengen på Aalestrup Bibliotek. Det var godt besøgt - næsten 40 deltagere - og en dejlig oplevelse med gensyn af flere, jeg ikke har haft kontakt med i mange år. 

Der er mange temaer i bogen, så jeg udvikler gerne nye foredrag, hvis nogle ønsker det.

Se også: Andre foredrag

Værdier

Ordet ”værdier” dækker i dette blogindlæg over de grundlæggende retningslinjer eller principper, som jeg lever mit liv efter.

…

Der er meget at bekymre sig om, nyhedsstrømmen er en flodbølge af emner, lige til at oversvømme min i forvejen overfyldte tankebank med bekymringer.

Global sikkerhed og geopolitiske spændinger: Krige i Ukraine, Mellemøsten og Afrika. Trusler og frygt om eskalerende konflikter. Nødvendigheden af sikkerhedstiltag, som vores politikere taler om.

Biodiversitet og klimaforandringer: Ekstremt vejr, oversvømmelser, skovbrande og hedebølger. Menneskeskabte, kan menneskene nå at stabilisere forandringerne og skabe en bæredygtig planet? Vil vores børn arve en beboelig jord?

Helbred og mental sundhed: Stress, angst og depression er i fokus. Vores mentale sundhed er blevet mere synlig. Mange unge mennesker mistrives, og antallet af personer, som rammes af demens, er stigende. Hyppigt dukker der artikler op om måder at fremme helbred, mental sundhed og velvære i dagligdagen.

Teknologi og kunstig intelligens (AI): Det går stærkt – alt for stærkt, mener nogle. Hvor fører det os hen?  Er udviklingen fascinerende eller bekymrende? Bliver mit job erstattet af en AI-robot? Kan udviklingen overhovedet styres eller reguleres? Vi går en usikker og uigennemskuelig fremtid i møde.

Politisk polarisering og social splittelse: Hvad er det, der sker i Amerika og vil det brede sig til resten af EU. Det Vestromerske rige gik til grunde i år 476 e.Kr. og cirka 1000 år senere, år 1453, skete det samme for det Østromerske rige. Fælles årsager til sammenbruddene er 1) Økonomiske og militære belastninger og reduceret kontrol over grænser og territorier, 2) Barbariske og fremmede invasioner; begge rigers fald blev endeligt udløst af eksterne angreb og 3) Politisk ustabilitet og indre stridigheder, intriger, ustabile ledere og borgerkrige.

Økonomisk usikkerhed: Inflation, højere leveomkostninger har skabt bekymring. Hvordan kan privatøkonomien hænge sammen, og hvad med landets økonomi?

Vi er som vestligt samfund mere splittet, både politisk og socialt. Emner som social retfærdighed, ytringsfrihed, og globalisering skaber intens debat og polarisering. Samfundets sammenhængskraft, og evnen til at løse fælles problemer på tværs af holdninger er udfordret.

Er Romerrigets historie på vej til at gentage sig, så vestlige demokratier går til grunde?

…

Sådan kunne jeg blive ved! Der er nok at bekymre sig om.

De store globale og nationale bekymringsbegivenheder er med et overtrumfet når privatlivets vilkår ændres dramatisk. I 2016 stopper min kone, Lissi, med sit arbejde. Hun kan ikke mere læse sine selvskrevne arbejdsprogrammer. Nye briller hjælper ikke og to år senere fortæller en overlæge på Århus Kommunehospital os, hvad problemet er:  Posterior cortical atrofi – en sjælden neurodegenerativ tilstand, som gradvist bevirker tab af væv i den bageste hjerneregion, hvor blandt andet hjernes synscenter er placeret.

Altså: Alzheimers demens!

Efter overlægens diagnose må jeg tilstå, at bekymringerne står i kø. Uoverskuelige udfordringer, usikker fremtid og hvad med dagligdagen nu på sygdommens vilkår. Et inferno af bekymrende tanker og modsatrettede følelser - sorg, samvittighed, ansvar, magtesløshed. Alt er kaos.

"At lære at være gift med en demensramt Lissi er ubetinget den største udfordring, jeg i mit liv indtil nu har stået over for!"

(Citat: Selvbiografi, Himmerlandsdrengen, august 2024.)

Jeg vidste så godt som ingenting om demens sygdomme. Som vel de fleste har jeg før nu aldrig følt behov for at lære herom. Demens er jo noget, som rammer de andre!

Lissis sygdomsforløb har lært mig om livet. Jeg er blevet bevidst om, hvad der for mig betyder noget og mine værdier, min livsfilosofi, leveregel eller hvad det kaldes står lysende klar.

Giv slip.

Følg din Gud.

Vær dig.

I kølvandet på demensdiagnosen følger en periode med traumatiske oplevelser. Det går langsomt op for mig at demens er en terminal sygdom. Det går kun en vej – mod døden. Lissi bliver så dårlig, at plejehjem er nødvendig, men at træffe en så skelsættende beslutning er et ægte dilemma – en frustrerende kamp mellem fornuft og følelser. Mine børn hjælper til ved at sige: ”Vi vil ikke miste dig også.”   

Første gang jeg konkret formulerer ”Giv slip” er i et pårørendemøde, hvor en kvinde fortæller, hvad hun gør for sin mand, for at mandens hverdag skal blive meningsfyldt. Hun er virkelig fortvivlet, føler sig magtesløs og rådvild.

Det er hjerteskærende og på et tidspunkt siger jeg til hende: ”Jamen kære, det er ikke dit ansvar, at din mand har det godt.” Jeg kan ikke holde tårerne tilbage og min stemme er grådkvalt.

Før Lissi flytter på plejehjem, er døgnets 24 timer, 7 dage om ugen fyldt op med to gøremål: 1) hjælp til en mere og mere svagtseende Lissi og 2) nødvendige aktiviteter for at overleve.

Lissi flytter, og jeg bliver alene tilbage i vores fælles hjem. Tanker, modsatrettede følelser og en overvældende sorg skal bearbejdes. Her er tomt og jeg er energiforladt. I denne tilstand ser jeg rigtig mange film på TV og efterhånden som energien vender tilbage begynder jeg at læse god litteratur.

Jeg er opdraget i et kristent hjem, er døbt og konfirmeret, men har ikke før været mere end hvad man kan betegne som kulturkristen.

Oplevelserne i sygdomsforløbet, spirituel litteratur og en terapeutisk skriveproces bliver for mig en katalysator for sorgbearbejdning og egenomsorg, som munder ud i at jeg indser: ”Der er en Gud, som jeg tror på.”  

Tvivlen nager og den gør mig ondt. I den forbindelse har jeg en uforklarlig, men tankevækkende oplevelse. I Aarhus midtby på Café Møllestien møder jeg en mand, Bjarne, som jeg aldrig før har set. Det er den 16. januar 2023 og et lammende vintervejr har ramt landet. Bybusserne er aflyst og jeg har trampet mig gennem sneen og møder Bjarne på vej ind til caféen. Vi falder i snak og de næste to timer taler vi om mange dybsindige emner. Bjarne er interesseret i filosofiske, religiøse og andre eksistentielle emner. Vi taler også om tro og jeg siger, at jeg tror på Gud, men jeg kommer også i tvivl, Det er jeg ked af, og jeg vil gerne slippe af med tvivlen.

Bjarne ser indtrængende på mig medens han med fasthed i stemme siger: ”Jamen, det kan du da ikke. Det er derfor det hedder tro.”    

Bjarne er lidt alternativ, synes jeg. Han har ingen mobiltelefon og fortæller intet om mere almindelige gøremål, men mere om sine oplevelser i omgangen med andre mennesker. På et tidspunkt fortæller han mig, at han er en engel, indirekte på denne måde: ”Jeg går ofte rundt om Brabrand Sø, og har flere gange mødt nogle damer. Den ene dame er meget interesseret i at vide, hvad jeg har lavet i mit liv. Det vil jeg ikke fortælle om, fordi så mange mennesker har forud opfattelser af det ene og det andet, måske endda fordomme. Så en dag siger damen til mig: Bjarne, ved du godt, at du er en engel.”

Selvom jeg, som mange andre pensionister, ofte kommer på Café Møllestien og selvom jeg hver gang ser grundigt efter om mon Bjarne også er her, har jeg ikke set ham siden.

Er Bjarne Guds sendebud, som skal legitimere min tvivl? Jeg tror Gud finder vejen til os mennesker, når der er noget vigtigt at fortælle eller noget Han finder nødvendigt. Noget der vedrører hvad Han vil have jeg skal gøre eller hvordan jeg skal være. Fra et rationelt synspunkt er tankerne naturligvis tågesnak og naive. Ja, nogle vil måske ligefrem kalde dem tåbelige, men som troende giver det mening.

Derfor: ”Følg din Gud.”

Den sidste del af min leveregel,

”Vær dig”,

har været min følgesvend igennem mange år. Jeg har altid værnet om min integritet ved at være autentisk og følge min egen vej.

Lissis demenssygdom og gode råd fra omsorgspersoner, har lært mig, at det i nogle situationer, kan være bedre at gå på kompromis med denne leveregel end at fastholde den. For eksempel ved at sige noget ”der gør Lissi glad” selvom det, jeg siger, ikke helt er overensstemmende med fakta og fordi, at jeg ved det faktabaserede svar vil gøre Lissi ked af det.

Paradoksalt nok, har denne lære, vist mig hvor vigtig levereglen, vær dig, er, og vist mig, at levereglen skal praktiseres med øje og respekt for det eller de mennesker, jeg er sammen med.