Foredrag

 Mine oplevelser med demens har givet indsigt i:

1. Hvor udfordrende sygdommen er for en pårørende, og 
2. at den almene viden om demens er begrænset. Det giver yderligere udfordringer for en pårørende. 

Jeg vil gøre en indsats på disse to områder, dels gennem min bog 'Demensuhyret vil danse med - En håndbog for pårørende' og dels gennem foredrag. Bogen forventes at udkomme inden sommerferien. 

Efter Kristeligt Dagblad bragte interviewet med mig om at være ægtefælle til en person med demens, har jeg fået flere henvendelser fra personer, der spørger, om jeg vil besøge deres forening og fortælle om mine oplevelser.

Derfor har jeg udviklet et foredrag, som jeg beskriver nedenfor. Hvis du har kendskab til foreninger eller tilsvarende, der kunne have udbytte af et sådant foredrag, så fortæl dem, at de helt uforpligtende kan kontakte mig på elisanderk@gmail.com

…

Foredrag: Når en familie rammes af demens – set fra en pårørendes perspektiv

Når demens rammer et menneske, rammer det hele familien. I dette foredrag deler jeg min personlige fortælling om livet som pårørende – fra de første tegn på sygdommen til hverdagen med en ægtefælle på plejehjem.

På en letforståelig måde forklarer jeg, hvad sygdommen er, og hvorfor den viser sig så forskelligt fra person til person. 

Figuren her anvendes ved denne forklaring.

Jeg beskriver de svære valg, følelser af afmagt og kampen for at sikre en værdig tilværelse – både for den demensramte og for den pårørende, som må navigere i sorg, ansvar og en ny livssituation.

Foredraget er ærligt, rørende og tankevækkende – og en fortælling, som giver brugbar viden til de mange, der på en eller anden måde, har berøring med demens. 

Viden på et nærværende og jordnært plan, så alle kan være med.

...

Jeg præsenterede i efteråret 2024 Himmerlandsdrengen på Aalestrup Bibliotek. Det var godt besøgt - næsten 40 deltagere - og en dejlig oplevelse med gensyn af flere, jeg ikke har haft kontakt med i mange år. 

Der er mange temaer i bogen, så jeg udvikler gerne nye foredrag, hvis nogle ønsker det.

 

 

Værdier

Ordet ”værdier” dækker i dette blogindlæg over de grundlæggende retningslinjer eller principper, som jeg lever mit liv efter.

…

Der er meget at bekymre sig om, nyhedsstrømmen er en flodbølge af emner, lige til at oversvømme min i forvejen overfyldte tankebank med bekymringer.

Global sikkerhed og geopolitiske spændinger: Krige i Ukraine, Mellemøsten og Afrika. Trusler og frygt om eskalerende konflikter. Nødvendigheden af sikkerhedstiltag, som vores politikere taler om.

Biodiversitet og klimaforandringer: Ekstremt vejr, oversvømmelser, skovbrande og hedebølger. Menneskeskabte, kan menneskene nå at stabilisere forandringerne og skabe en bæredygtig planet? Vil vores børn arve en beboelig jord?

Helbred og mental sundhed: Stress, angst og depression er i fokus. Vores mentale sundhed er blevet mere synlig. Mange unge mennesker mistrives, og antallet af personer, som rammes af demens, er stigende. Hyppigt dukker der artikler op om måder at fremme helbred, mental sundhed og velvære i dagligdagen.

Teknologi og kunstig intelligens (AI): Det går stærkt – alt for stærkt, mener nogle. Hvor fører det os hen?  Er udviklingen fascinerende eller bekymrende? Bliver mit job erstattet af en AI-robot? Kan udviklingen overhovedet styres eller reguleres? Vi går en usikker og uigennemskuelig fremtid i møde.

Politisk polarisering og social splittelse: Hvad er det, der sker i Amerika og vil det brede sig til resten af EU. Det Vestromerske rige gik til grunde i år 476 e.Kr. og cirka 1000 år senere, år 1453, skete det samme for det Østromerske rige. Fælles årsager til sammenbruddene er 1) Økonomiske og militære belastninger og reduceret kontrol over grænser og territorier, 2) Barbariske og fremmede invasioner; begge rigers fald blev endeligt udløst af eksterne angreb og 3) Politisk ustabilitet og indre stridigheder, intriger, ustabile ledere og borgerkrige.

Økonomisk usikkerhed: Inflation, højere leveomkostninger har skabt bekymring. Hvordan kan privatøkonomien hænge sammen, og hvad med landets økonomi?

Vi er som vestligt samfund mere splittet, både politisk og socialt. Emner som social retfærdighed, ytringsfrihed, og globalisering skaber intens debat og polarisering. Samfundets sammenhængskraft, og evnen til at løse fælles problemer på tværs af holdninger er udfordret.

Er Romerrigets historie på vej til at gentage sig, så vestlige demokratier går til grunde?

…

Sådan kunne jeg blive ved! Der er nok at bekymre sig om.

De store globale og nationale bekymringsbegivenheder er med et overtrumfet når privatlivets vilkår ændres dramatisk. I 2016 stopper min kone, Lissi, med sit arbejde. Hun kan ikke mere læse sine selvskrevne arbejdsprogrammer. Nye briller hjælper ikke og to år senere fortæller en overlæge på Århus Kommunehospital os, hvad problemet er:  Posterior cortical atrofi – en sjælden neurodegenerativ tilstand, som gradvist bevirker tab af væv i den bageste hjerneregion, hvor blandt andet hjernes synscenter er placeret.

Altså: Alzheimers demens!

Efter overlægens diagnose må jeg tilstå, at bekymringerne står i kø. Uoverskuelige udfordringer, usikker fremtid og hvad med dagligdagen nu på sygdommens vilkår. Et inferno af bekymrende tanker og modsatrettede følelser - sorg, samvittighed, ansvar, magtesløshed. Alt er kaos.

"At lære at være gift med en demensramt Lissi er ubetinget den største udfordring, jeg i mit liv indtil nu har stået over for!"

(Citat: Selvbiografi, Himmerlandsdrengen, august 2024.)

Jeg vidste så godt som ingenting om demens sygdomme. Som vel de fleste har jeg før nu aldrig følt behov for at lære herom. Demens er jo noget, som rammer de andre!

Lissis sygdomsforløb har lært mig om livet. Jeg er blevet bevidst om, hvad der for mig betyder noget og mine værdier, min livsfilosofi, leveregel eller hvad det kaldes står lysende klar.

Giv slip.

Følg din Gud.

Vær dig.

I kølvandet på demensdiagnosen følger en periode med traumatiske oplevelser. Det går langsomt op for mig at demens er en terminal sygdom. Det går kun en vej – mod døden. Lissi bliver så dårlig, at plejehjem er nødvendig, men at træffe en så skelsættende beslutning er et ægte dilemma – en frustrerende kamp mellem fornuft og følelser. Mine børn hjælper til ved at sige: ”Vi vil ikke miste dig også.”   

Første gang jeg konkret formulerer ”Giv slip” er i et pårørendemøde, hvor en kvinde fortæller, hvad hun gør for sin mand, for at mandens hverdag skal blive meningsfyldt. Hun er virkelig fortvivlet, føler sig magtesløs og rådvild.

Det er hjerteskærende og på et tidspunkt siger jeg til hende: ”Jamen kære, det er ikke dit ansvar, at din mand har det godt.” Jeg kan ikke holde tårerne tilbage og min stemme er grådkvalt.

Før Lissi flytter på plejehjem, er døgnets 24 timer, 7 dage om ugen fyldt op med to gøremål: 1) hjælp til en mere og mere svagtseende Lissi og 2) nødvendige aktiviteter for at overleve.

Lissi flytter, og jeg bliver alene tilbage i vores fælles hjem. Tanker, modsatrettede følelser og en overvældende sorg skal bearbejdes. Her er tomt og jeg er energiforladt. I denne tilstand ser jeg rigtig mange film på TV og efterhånden som energien vender tilbage begynder jeg at læse god litteratur.

Jeg er opdraget i et kristent hjem, er døbt og konfirmeret, men har ikke før været mere end hvad man kan betegne som kulturkristen.

Oplevelserne i sygdomsforløbet, spirituel litteratur og en terapeutisk skriveproces bliver for mig en katalysator for sorgbearbejdning og egenomsorg, som munder ud i at jeg indser: ”Der er en Gud, som jeg tror på.”  

Tvivlen nager og den gør mig ondt. I den forbindelse har jeg en uforklarlig, men tankevækkende oplevelse. I Aarhus midtby på Café Møllestien møder jeg en mand, Bjarne, som jeg aldrig før har set. Det er den 16. januar 2023 og et lammende vintervejr har ramt landet. Bybusserne er aflyst og jeg har trampet mig gennem sneen og møder Bjarne på vej ind til caféen. Vi falder i snak og de næste to timer taler vi om mange dybsindige emner. Bjarne er interesseret i filosofiske, religiøse og andre eksistentielle emner. Vi taler også om tro og jeg siger, at jeg tror på Gud, men jeg kommer også i tvivl, Det er jeg ked af, og jeg vil gerne slippe af med tvivlen.

Bjarne ser indtrængende på mig medens han med fasthed i stemme siger: ”Jamen, det kan du da ikke. Det er derfor det hedder tro.”    

Bjarne er lidt alternativ, synes jeg. Han har ingen mobiltelefon og fortæller intet om mere almindelige gøremål, men mere om sine oplevelser i omgangen med andre mennesker. På et tidspunkt fortæller han mig, at han er en engel, indirekte på denne måde: ”Jeg går ofte rundt om Brabrand Sø, og har flere gange mødt nogle damer. Den ene dame er meget interesseret i at vide, hvad jeg har lavet i mit liv. Det vil jeg ikke fortælle om, fordi så mange mennesker har forud opfattelser af det ene og det andet, måske endda fordomme. Så en dag siger damen til mig: Bjarne, ved du godt, at du er en engel.”

Selvom jeg, som mange andre pensionister, ofte kommer på Café Møllestien og selvom jeg hver gang ser grundigt efter om mon Bjarne også er her, har jeg ikke set ham siden.

Er Bjarne Guds sendebud, som skal legitimere min tvivl? Jeg tror Gud finder vejen til os mennesker, når der er noget vigtigt at fortælle eller noget Han finder nødvendigt. Noget der vedrører hvad Han vil have jeg skal gøre eller hvordan jeg skal være. Fra et rationelt synspunkt er tankerne naturligvis tågesnak og naive. Ja, nogle vil måske ligefrem kalde dem tåbelige, men som troende giver det mening.

Derfor: ”Følg din Gud.”

Den sidste del af min leveregel,

”Vær dig”,

har været min følgesvend igennem mange år. Jeg har altid værnet om min integritet ved at være autentisk og følge min egen vej.

Lissis demenssygdom og gode råd fra omsorgspersoner, har lært mig, at det i nogle situationer, kan være bedre at gå på kompromis med denne leveregel end at fastholde den. For eksempel ved at sige noget ”der gør Lissi glad” selvom det, jeg siger, ikke helt er overensstemmende med fakta og fordi, at jeg ved det faktabaserede svar vil gøre Lissi ked af det.

Paradoksalt nok, har denne lære, vist mig hvor vigtig levereglen, vær dig, er, og vist mig, at levereglen skal praktiseres med øje og respekt for det eller de mennesker, jeg er sammen med.

Uhyret

 "At lære at være gift med en demensramt Lissi er ubetinget den største udfordring, jeg i mit liv indtil nu har stået over for!" 

Sådan skrev jeg i min bog, Himmerlandsdrengen, som blev udgivet i august i år.  

Jeg har ikke et mere rammende ord for demenssygdomme end Uhyre for det er i sandhed en på alle måder uhyrlig sygdom, et nederdrægtigt, ondsindet og grusomt uhyre, der rammer en hel familie og den nærmest pårørende med et inferno af tunge tanker, følelser og praktiske udfordringer i et forvirrende virvar på kort tid. 

Efter Lissi kom på plejehjem, og efter jeg var blevet færdig med Himmerlandsdrengen, blev jeg opfordret til at holde et oplæg på plejehjemmet, hvor Lissi bor. Det er pårørendevejleder Mai Juhl, som sammen med demenskoordinator Anne Overbeck arrangerer café-møder for pårørende. 

Mai og Anne vil gerne have mig til at fortælle om emnet, Livsglæde og egenomsorg, med afsæt i mine egne oplevelser af det at være pårørende og samtidig holde fast i mig selv og få det bedste ud af alt det, som livet byder på.

Responsen fra deltagerne i mødet er positive, og flere giver udtryk for at min fortælling giver positivt udbytte og inspiration.   

Allerede inden café-mødet er en tanke opstået i mit hoved: "Hvordan kan jeg gøre en indsats for mennesker som bliver hjemsøgt af uhyret? Der er skrevet rigtig meget om demenssygdomme, men er der skrevet noget, som er målrettet pårørende til demente?" 

Det er der ganske vist, men måske er der så meget spredt viden - i bøger, på nettet, pårørendegrupper, kurser, alle vil hjælpe - mange, mange forskellige velmenende kilder, så når jeg, der står i den konkrete situation, tidspresset og stresset, fordi udfordringerne står i kø, bliver mere forvirret end hjulpet?  

Efter café-mødet er en ide, ved at tage form.

Jeg har arbejdet på projektet siden. 

Bogens målgruppe, formål og afgrænsning er på plads i form af en temmelig detaljeret synopsis. Kort beskrevet, og med god hjælp fra Mai, skal bogen for pårørende, være en håndbog eller tjekliste, som kan give anvisning på, hvordan en pårørende kan takle de mange udfordringer, som vedkommende står i, når situationen er virkelighed. Det er et meget ambitiøst mål.

Fra starten af er jeg bevidst om en bekymring, som kunne blive en show-stopper, allerede inden projektet kom rigtig i gang. Virkeliggørelse af idéen kræver, at jeg kan få accept fra fem pårørende til ægtefæller med demens, til at fortælle om deres oplevelser med sygdommen. Hvis ikke dør idéen. Det har vist sig, at være en unødig bekymring. Jeg har accept fra fire i dag, og har allerede gennemført de tre første interviews. 

Mai har været en værdifuld hjælp i processen både hvad angår synopsis og at finde emner til bogens fortællinger. Jeg har drøftet, eller skrevet med rigtig mange pårørende, som er kommet med gode idéer, indspark og opfordringer om at komme igang. Vurderet på disse tilbagemeldinger er der et stort behov for at virkeliggøre bogens idé.  

Humor

Det skal ikke handle om etik, demens, kærlighed, livsstil og tilsvarende hele tiden, så nu vil jeg gerne stille et spørgsmål i en helt anden boldgade: 

Hvad er humor? ... Hvad forstår du ved humor?

Der er mange meninger om spørgsmålet. Her er et lille forsøg på at give et eksempel, på noget, som jeg opfatter som humor.

Af og til er "Den bedste kur" moderne, som nu for eksempel, når mange mennesker tror på 20-12 kuren. Dagens sidste måltid inden klokken 20 og ingen mad igen før dagen efter tidligst klokken 12. Det skulle være så godt for både krop og sjæl. 

Jeg vil gerne have det godt, både hvad angår krop og sjæl, og min mave er også blevet lidt for rund. 

"Det må jeg prøve." tænker jeg.

Kroppen bliver et kilo eller to lettere og maven bliver lidt mindre rund, men stadig med en fin bue skuende udad. Badevægten kan give mig troværdig respons på krop og maven kan jeg jo se eller måle med min livrem. 

Hvad sjælen angår ved jeg ikke rigtig om kuren gavner. Sjælevægten findes ikke, mig bekendt, på trods af al snakken om kunstig intelligens.  

Jeg funderer af og til over de ord vi bruger, siger til hinanden, hvad de egentlig betyder. Hvad forstår jeg ved et ord jeg bruger, og forstår modtageren det samme ved ordet? 

Jeg vil give et eksempel. 

For flere år siden, ja hold da helt op, det var før jeg fyldte 60, så det er jo næsten tyve år siden. Lissi og jeg er på et kursus hos AP Pension, Formålet er, at forberede os på pensionisttilværelsen. En af foredragsholderne havde medbragt en lille folder med gode råd. Jeg husker ikke præcist hvad folderen handlede om, men jeg husker en tegning fra folderen. 

På tegningen sidder farmor i sin gyngestol og ved siden af farmor er hendes barnebarn, på omkring fem år, i gang med at lege. Farmor og barnebarn hygger sig og småsludrer i al fortrolighed. 

Barnebarnet spørger: "Farmor, hvornår bliver man åndsfrisk".

Tegningen er ikke forsynet med farmors svar, men mon ikke farmor og barnebarn har forskellig opfattelse af betydningen af ordet, åndsfrisk? 

Nå, men jeg glæder mig i al fald, til jeg bliver åndsfrisk -eller gør jeg?

Åndsfrisk ... Det samme som frisk i ånden? eller ... Det samme som frisk ånde? 

Lige nu holder jeg 20-12 kur pause. 

Det gør jeg fordi min bedste ven, Ebbe, forleden på vores morgen-gå-tur en dag siger: "Du skulle måske igen begynde at spise om morgenen. Du har dårlig ånde." 

Det går jo ikke, at gå rundt og forurene vores dejlige friske morgenluft og dårlig ånde kan jeg ikke selv lugte. Godt at have en ven, der tør konfrontere mig med et ellers tabubelagt emne.

Nå, men jeg glæder mig i al fald, til jeg igen får frisk ånde.

Er det humor?

Kærlighed

Kærlighedslivet når man bliver ældre – et emne, som magasinet Vital har valgt at skrive om i magasinets august-udgave[i].

Før sommerferien bliver jeg, via Hemingway Club Århus 1, spurgt om, om jeg vil give et interview til Vital. Om "den gamle mand +60 (godt og vel) vil  give sin mening om emnet til kende".

Det vil jeg såmænd, da godt, hvis Vitals redaktion mener, at jeg kan bidrage med noget fornuftigt. Jeg kontakter derfor et medlem af redaktionen, journalist Lene Dalgaard Andersen, som skal stå for et interview og skrive artiklen. 

Forleden dumpede så magasinet, August Vital 2024, ind af brevsprækken. Personer, der bor uden for Aarhus-området får ikke tilsendt magasinet, men har kun adgang via nettet. Artiklen er på side 48 til 50. Artiklen nedenfor er en kopi af artiklen fra bladet. 

Læs artiklen og kommenter gerne i bloggens kommentarfelt eller send eventuelle kommentarer direkte til mig på min email elisanderk@gmail.com

---

[i]^[i]Vital er et magasin, der handler om sundhed og fællesskaber i Aarhus. Magasinet udgives af Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune i samarbejde med kommunens øvrige magistratsafdelinger. Vital udkommer fire gange om året og udsendes til byens seniorer 60+, og førtidspensionister. Oplag: 60.000 eksemplarer.

 

Milepæl

Resultatet af to års intenst arbejde er nået. Forlaget har meddelt mig, at produktionen af bogen, Himmerlandsdrengen - et essay fra vugge til grav, er gået i gang, samt meddelt mig en officiel udgivelsesdato til den 30. august 2024. 

Jeg har med længsel ventet på denne meddelelse, og glædet mig til at kunne skrive dette blogindlæg. 

Ligesom så mange gange i mit liv, hvor jeg har stået ved en milepæl, føler jeg lettelse over endelig at være færdig. Arbejdet gennem processen med mange timers research, skrivning, redigering og revision er overstået, og resultatet er nu tilgængelig for omverdenen. 

Der er imidlertid mange andre følelser involveret. 

Jeg er stolt og tilfreds over, at det lykkedes. Undervejs har jeg flere gange tænkt: "Nej, det her dur ikke, jeg må opgive",  og været ved at opgive hele projektet. Det er lige præcist i sådanne situationer, jeg har brug for støtte. Familie, venner, kolleger, professionelle skribenter, redaktør, forlægger og rigtig mange personer i sundheds- og plejesektoren, har med deres interesse, opmuntringer, ideer og forslag givet mig det mod og den energi, der skulle til. Jeg er dybt taknemmelig overfor alle disse skønne mennesker.  

Stolt og tilfreds, ja, men også angst. Vil omverdenen modtage bogen positivt? Vil læseren forstå og værdsætte de mange timers arbejde? Vil læseren få det udbytte af bogen, som min intention med bogen er? Hvordan vil pressen modtage bogen? Hvad vil bogen betyde for læseren?

Samtidig med disse følelser oplever jeg en vis tomhed. Hvad nu? Skal jeg gå igang med et nyt projekt? 

De næste måneder og år vil give svar på de mange spørgsmål, som opstår lige nu. Lige nu vil jeg koncentrere mig om udgivelsen af bogen, og være til rådighed, med eventuelle svar på forespørgsler, eller anden form for henvendelser, der måtte komme. 

Læs forlagets beskrivelser af bogen og redaktørens vurdering af manuskriptet. 

 

Opvækst

Der er vidt forskellige vilkår for et barns opvækst, afhængig af om opvæksten er på landet eller i byen. Forskellene mellem livet på landet og i byen er der på mange områder. For eksempel bragte Kristeligt Dagblad den 18/6 2024 en artikel, Frivilligheden trives på landet, skrevet af journalist Amalie Obbekjær Jensen. 

En søgning på Google på emnet, er det bedre, at vokse op i byen end på landet, giver mange interessante hits. Et klik på disse hits giver indsigt i forskellige artikler, som beretter om  om forskelle, der i flere tilfælde kan relateres til livsstilen. 

For eksempel skriver journalist Anne Ringgaard på videnskab.dk en artikel med overskriften: Barndom på landet beskytter mod astma og allergi. Artiklens indhold er funderet i en international undersøgelse med dansk deltagelse af professor Vivi Schlünssen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og lektor på Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed. Artiklen gengiver Vivi Schlünssen udsagn: "Det ser ud til, at den måde, vi lever og bor på, har betydning for, hvilken type sygdomme vi får. Ingen er længere i tvivl om, at folk, der er vokset op på landet, har mindre allergisk astma og allergi."

Jeg kan ikke sige, om det er bedre at vokse op i byen end på landet. Jeg har kun prøvet sidstnævnte. Jeg kan til gengæld sige, at jeg har haft en vidunderlig barndom, som jeg har fortalt om i min biografi, Himmerlandsdrengen - Et essay fra vugge til grav. 

Efter jeg satte sidste punktum og afleverede manuskriptet til forlaget, kunne jeg se, at min opvækst har haft en næsten ubegribelig betydning for den måde, jeg har levet og lever mit liv på. Alt, hvad jeg er, er grundlagt der, har fulgt mig gennem livet og er den dag i dag styrende for mine holdninger og adfærd. 

Jeg er årgang 1947, så måske kan opvæksten på landet dengang ikke sammenlignes med i dag. 

Jeg har siden 1968 været gift med min ungdomsveninde, Lissi, som er opvokset i et meget andet miljø end mig. I 2018 fik Lissi diagnosen Alzheimers demens og bor i dag på plejehjem. Jeg har derfor stiftet førstehåndsbekendtskab med, ikke alene sygdommen, men også mange mennesker, med en dement ægtefælle.

Er livsstil er et væsentligt parameter for udvikling af demens og andre kroniske sygdomme?   

I blogindlægget, Blue Zones, nævner jeg bogen med den engelske titel, The Alzheimer’s SOLUTION, skrevet af neurologerne Ayesha Sherzai, MD, og Dean Sherzai, MD, og som jeg i øjeblikket nærstuderer. Det er en interessant beretning om erfaringer med forebyggelse og behandling af demens igennem mere end et årti. Ifølge neurologerne spiller livsstil en afgørende rolle for udviklingen af kroniske sygdomme. Forfatterne skriver: Et banebrydende program til at forebygge og forbedre symptomerne på kognitiv tilbagegang.[i] 

Selvom forfatterne er overbevisende og fremlægger mange eksempler på ændring i livsstil med sygdomsfremmende effekt er der tale om erfaringsbaseret evidens og ikke traditionel forskning, som indenfor medicin og sundhedsvidenskab involverer kliniske forsøg og studier.  

Ingen kan altså med sikkerhed fortælle mig, hvorfor nogen rammes af demens, men jeg har ofte tænkt på, hvor stor indflydelse ens opvækst har på netop udviklingen af demens.

Livsstil er et tema, som jeg vil forfølge.

Arrangementet, Livsglæde og Egenomsorg,  for pårørende på Alpedalens café, var en succes og mit indlæg blev taget godt imod.  Der er behov for at dele viden og erfaringer med pårørende, som er i samme situation som mig. Deltagerne kunne spejle sig i mine oplevelser og flere gav udtryk for, at det var nyttigt, at få indsigt i de forskellige faser, jeg har gennemlevet. 

Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg vil arbejde med bogprojektet, Når Demensuhyret vil danse med,  og er gået i gang med at udarbejde et grundlag til interview af ægtefæller til demente. Jeg søger lige nu kontakt til personer, som vil fortælle om deres oplevelser med en dement ægtefælle. Jeg håber naturligvis, det vil være muligt at finde frem til nogle, ellers dør projektet, inden det stort set er kommet i gang.  

Dine kommentarer og idéer er velkomne.  

Min blog er oprettet på Google blog.spot, så for at kommentere direkte på bloggen skal du logge ind med din Google konto. Hvis du ikke har eller vil have konto hos Google er du velkommen til at kommentere direkte til mig, Send din mail til elisanderk@gmail.com.

... 

[i] Ayesha og Dean Sherzai skriver “…Reverse the Symptoms .” Reverse er her oversat til dansk med ordet ”forbedre"